»Så sidder jeg på en bænk og græder poetisk«

For præcis 20 år siden debuterede Katrine Marie Guldager. Hun fejrer jubilæet med en moden og afklaret digtsamling.

Foto: Isak Hoffmeyer

Familien er et af de vigtigste omdrejningspunkter i Katrine Marie Guldagers forfatterskab, der spænder fra digte og noveller til romaner og erindringer, og det er også de nære relationer, der leverer råstof og brændstof til den aktuelle digtsamling, »Et sted i verden«, der markerer forfatterens 20-års-jubilæum.

»Et sted i verden ligger der en by/og i den by ligger der et hus«. Sådan tager Katrine Marie Guldager med et par linjer i bogens første digt hul på historien, og en indlysende fortsættelse kunne lyde: »og i det hus boede der engang en familie.« Det, der i tiden efter Anden Verdenskrig hos digteren Ole Sarvig hed »Jeghuset«, er i Guldagers efter-68-univers blevet et »familiehus«, der ligger mere eller mindre omgivet af et »vildtvoksende kaos«. Oplevelsen af værdikrise er slående, og både løsrivelsen og opbruddet fra familiehistorien og ankomsten til nye familierammer er komplicerede affærer: »Hver morgen prøver jeg at blive et med rejsen./Men jeg bliver aldrig færdig med at pakke«, hedder det om det svære opbrud, og om ankomsten lyder det et andet sted: »Der er kun et digt at ankomme til:/Et tømt landskab./En dryppende vandhane.«

Katrine Marie Guldager digter om komplikationerne i de indbyrdes relationer med enkle ord og en følsom og sikker sans for dobbelttydighederne og de modsatrettede drømme. En udsathed og sørgelighed ligger det meste af tiden på spring i digtene: »Så sidder jeg på en bænk og græder poetisk./Nogle gange har man ondt af sig selv./Nogle gange har man grund til det.«

Den evige far-mor-barn historie er kernen i »Et sted i verden«, og omkring kernen stimler andre familiemedlemmer sammen, en søster og en mormor for eksempel. Men også venskabsrelationer og parforhold spiller en rolle i digtene, og hele tiden rumsterer en stor fremmedhed mellem ordene, der »længes efter at betyde noget/igen«.

En af de klare styrker i Katrine Marie Guldagers nye bog er evnen til at møblere digtene med konkrete tegn på skilsmisse, opløsning og forladthed: »Der var helt klart punkter/man ikke kunne vende tilbage fra./Dørtærskler, døde/fluer./Nogen efterlod smattede jordbær på køkkenbordet.«

En særlig fremhævet plads i digtsamlingen har fire digte med overskriften »Efter katastrofen«. Sidst i bogen forklarer en note, at katastrofen er togkatastrofen i Sorø 1988, hvor forfatterens far var en af de omkomne. Sådan knytter »Et sted i verden« sig til den rejse ind i sindet, som Katrine Marie Guldager foretog med erindringsbogen »Lysgrænsen«, og det er nærliggende at læse digtene ind i den bogs psykoanalytiske og terapeutiske sammenhæng. Det er et dobbelt tab, der tages i øjesyn: »Efter katastrofen var der noget, der var/blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne/vende tilbage til. Efter katastrofen var der ikke noget/at vende tilbage til. Men det var der heller ikke før.«

At Katrine Marie Guldagers komplekse fortælling om familien og relationerne mellem mennesker også rummer en slags hjemkomst, er en vigtig pointe. De desillusionerede og sorgfulde digte om det forladte familiehus modsvares af digte, som fortæller om fødsel og om parforholdet, der alligevel er en mulighed.

»Et sted i verden« er en mangesidig, men også moden og afklaret digtsamling, der med vægt peger mod en forsoning med fortiden og hævder en tro på fremtiden. Katrine Marie Guldagers nye digte handler måske ikke mindst om at finde en vej til »den prik af ro resten hvirvler omkring«. Det er slet ikke så lidt.

Titel: Et sted i verden Forfatter: Katrine Marie Guldager Sider: 72 Pris: 200 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof