Gnnnng. Vidr. Mnjeddd. knegitz.
Sådan når lydene fra frokostbordet med brød, smør, fedt og sild frem til læseren i digtet »Bordtalen«, der er et af de sidste i samlingen »Stemmerne«. Sådan skriver en forfatter, der har bevaret sit legesyge forhold til sproget og glæden ved lydmaleriet, og som morer sig med at spille op imod den litterære tradition. Sådan skriver en forfatter, der føler sig meget sikker på sig selv.
Lige inden sin død sidste år nåede Klaus Rifbjerg at aftale med sin forlagsredaktør, at »Stemmerne« skulle være hans næste udgivelse på Gyldendal efter den samling fortællinger, »Besat«, der udkom 9. april 2015. Få dage efter forfatterens død.
At forvalte en stor forfatters efterladte manuskriptarv stiller krav til det ansvarsbevidste forlag. Når forfatteren var så ekstremt produktiv som Klaus Rifbjerg, bliver opgaven ikke mindre krævende.
Da Store Klaus døde, efterlod han ikke alene et tomrum i dansk kulturliv, han efterlod også manuskripter nok til at fylde flere forlags pengeskabe. Med erindringsbogen »Til rette vedkommende« har Tiderne Skifter netop taget hul på Rifbjerg-året 2016, og Gyldendal med de syv manuskripter i pengeskabet følger altså nu op med en digtsamling.
Sproglig autopilot fylder
Efter de fremragende fortællinger i »Besat« er det med en blanding af forventning, spænding og uro, den vedholdende Rifbjerglæser går til de efterladte digte. Lyrikken har frem for noget været Rifbjergs kerneområde, og hovedværkerne står bogstavelig talt i kø i baghovedet på den engagerede lyriklæser med bare en smule litteraturhistorisk ballast: Fra de charmerende og sprudlende selvbiografiske ungdomsdigte i gennembrudsbogen »Under vejr med mig selv« til de sprælske alderdomsdigte i »Stederne«.
Indimellem vidner titler som »Konfrontation«, »Camouflage«, »Amagerdigte« eller bare fra de seneste år »Time out« og »Fut fut fut« om mesterskabet og den formidable lyriske spændvidde.
Og hvad stiller man så op med de efterladte digte i »Stemmerne«? Føler sig måske en smule desorienteret. Hvor kommer de fra, stemmerne, og fra hvilke positioner taler de? Man indstiller måske prøvende sit modtageapparat på ekkoerne fra det omfattende forfatterskab og det rifbjergske persongalleri og nikker vel endda genkendende til portrætterne af de forskellige typer. Den ærbødige elsker, den ensomme pianistinde eller måske den gemytlige fyr:
»Jeg er flink/Og kun få kan se/Den kobra der slumrer/Mellem mine ribben./Jeg er gemytlig/Men praler ikke af det/Med latter bag ved tænderne/Og et cerutgrynt/Over bævreflæsket ...«
Den sproglige flothed, skarpheden og den psykologiske sans for farligheden er til at identificere, øjeblikkene af lykkeligt sanseligt nærvær er der. Nogle linjer i ét digt og en formulering et andet sted rammer plet og demonstrerer formatet. Men på en top ti-liste over Rifbjergs bedste digtsamlinger når »Stemmerne« ikke ind.
Spredtheden, kyllingesnakken, »kylle kylle«-kyllerierne, og den sproglige automatpilot fylder for meget. Uundgåeligt melder spørgsmålet om kriterierne for udgivelsen af en stor forfatters efterladte manuskripter sig. Hvilket hensyn skal der tages til forfatterens eget ønske om en udgivelse? Hvor meget skal der til, for at et manuskript kan kaldes »fuldt færdigt«? Hvilken rolle spiller varetagelsen af et samlet litterært eftermæle?
Spørgsmålene skal nok få fornyet aktualitet, før pengeskabene med efterladte Rifbjerg-manuskripter er tomme.
Titel: Stemmerne. Forfatter: Klaus Rifbjerg. Sider: 60. Pris: 150 kr. Forlag: Gyldendal.
