Han er for længst blevet til noget større. Til noget andet, til noget mere end blot en forfatter med flair for sprog og fortælling.
Ja, der står en næsten kultisk aura omkring Haruki Murakami, som har vundet sin hengivne læserskare med titler som »Kafka på stranden« og »Trækopfuglens krønike«, der lig de øvrige romaner i forfatterskabet har ramt bemærkelsesværdigt bredt. Måske fordi asiatiske læsere finder hans kendskab til Vesten cool - og vesterlændinge tænder på hans østlige eksotik.
Hvor stor Murakami under alle omstændigheder er, fremgår af markedsføringen af trebindsværket »1Q84«. Eller rettere manglen på samme. Forlaget i Japan valgte nemlig at holde igen med yen og kampagner og lade rygterne om bøgernes snarlige udgivelse bygge hypen op.
Det virkede i den grad. Romanerne ramte toppen af bestsellerlisten, og sådan gik det også, da første bind udkom herhjemme i september. Nu er andet bind af »1Q84« så landet, og historien om lejemorderen Aomame - den ene af værkets to hovedpersoner - kan fortsætte. Og som i første bind krydsklipper kapitlerne mellem hende og Tengo, som er en matematiklærer, der skriver uudgivne romaner og er ghostwriter på en sælsom bestseller.
Horror og fri fantasi
Mens Tengo er en typisk Murakami-figur, altså viljeløs og uden nævneværdig succes, er Aomame atypisk. For hvor Murakamis kvinder sædvanligvis er sarte og drømmeriske, er hun mørk og bevæger sig desillusioneret gennem i bind 2, der udvikler sig vildt og løber ud ad et væld af handlingspor og genrer. Her er således historier om sekter, gangstere, krisecentre og meget andet, og her flirtes med science fiction, eventyr, crime story og - som noget nyt i Murakamis univers - horror.
Ny kan man imidleretid ikke kalde kærlighedshistorien. Fortællingen om Tengo og Aomame er nemlig klassisk Murakami, der gerne bygger sine romaner op om karakterer, der har mærket kærlighedens kraft, men er blevet væk fra hinanden og nu savner og søger.
De små mennesker
Murakami har kaldt »1Q84« for sin »hidtil største litterære satsning«, og svimlende er det også at læse det andet bind, hvor kunstgrebet er at skrive jordnært om karakterernes gøren og laden - om hvordan de bor, hvad de spiser und so weiter - men undervejs isprænge realismen utrolige fænomener og sammentræf. Og når The Little People - nogle sære, rasende uhyggelige væsener - eksempelvis vokser ud af det hverdagslige, er effekten stærk.
»Lad Dem ikke narre af det ydre«, var det første, som stod i bind 1, og det synes at være valgsproget for hele den svært referérbare historie, hvor intet er, hvad det ligner, og hvor to verdener tilsyneladende eksisterer side om side.
Men hænger man som læser på Murakamis vilde ridt gennem fantasien? Svaret er et tøvende ja. For vel er Murakami en ferm iscenesætter, men sine steder virker bind 2 lidt konstrueret og handlingstrådene for demonstrative i al deres filtrethed.
Men det slutter herligt chokerende, og hvor stort »1Q84«-værket er, ja, det afhænger selvfølgelig af, hvordan tredje og sidste bind forløber og forløser. Men mon ikke det bliver endnu vildere, endnu mere viltert, endnu mere romantisk.
