Ruslands kommunistiske herskere var grebet af rationelt vanvid

Det er 100-året for den russiske revolution. I sin nye bog »Ruslands undergang« fortæller Bent Jensen om det politiske vanvid, der greb kommunistiske ledere og voldsorgiet, der fulgte. Hitler ville skabe en ny verdensorden og et nyt racerent menneske og det ville Lenin og hans forbryderbande også. Hvad var den moralske forskel på deres vanvid? Bent Jensen fine bog burde være pligtlæsning for vore dages utopister.

Bent Jensen: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud. Historien om et katastrofalt samfundseksperiment.

Natten mellem 6. og 7. november 1917 greb kommunisten Lenin og hans folk magten i Rusland. Vi kalder det oktober-revolutionen, for ifølge den daværende russiske kalender var det oktober. Med uhørt brutalitet udrensede bolsjevikkerne, som var den del af venstrefløjen som Lenin anførte, politiske modstandere og iværksatte snart efter hensynløse kampagner mod politiske opponenter og ganske uskyldige mennesker. Kuppet i 1917 blev indledningen til en af de værste massemyrderier i menneskehedens historie, der gennem de næste 40 år tog livet af godt 40 millioner mennesker og gjorde andre mange millioner til fanger i Gulag. Vi lever stadig med konsekvenserne af dette vanvid. Rusland kunne være blevet et demokratisk samfund, men det blev til en forbryderstat. Vore dages Rusland lever stadig i skyggen af kommunismens hærgen, og landet fik aldrig gjort op med sin blodige fortid og aldrig retsforfulgt en eneste bøddel. Vi i vesten føler konsekvensen af den totalitære hærgen, fordi det nuværende Rusland aldrig blev rigtig demokratisk. Med sin nye bog »Ruslands undergang« fortæller historikeren Bent Jensen historien om revolutionen og om, hvad der senere skete.

Det er en bog, der gør meget ud af årsagerne til, hvad der skete, for det var på ingen måde forudbestemt, at der ville komme et kommunistisk regime og ikke et demokrati eller noget andet. Man havde i en kort periode i Rusland en demokratisk regering med Aleksander Kerenskij som leder, og denne regering kunne være blevet Ruslands redning. Der var desuden mange andre betydelige bevægelser i det nye Rusland, som f.eks. mensjevikkerne, der ønskede et demokratisk Rusland. I borgerkrigen kæmpede de røde mod de hvide og atter var afgørelsen usikker og de hvides sejr havde måske skabt en diktaturlignende tilstand, men sikkert ikke et totalitært system lige så blodtørstigt som bolsjevikkernes. Og endelig havde en mere beslutsom indgriben fra vestmagternes side for at fratage bolsjevikkerne magten stillet Rusland i en ny situation.

Lenin og hans lederskab havde imidlertid en fordel, idet de var fuldkommen amoralsk skruppelløse. De var parat til en hvilken som helst ugerning, hvis det tjente partiets og deres egne interesser. Der eksisterer nok vidnesbyrd om, hvordan Lenin og hans bande sanktionerede og udførte uhørt brutalitet mod alle, som de mente stod i vejen for deres plan om at omskabe Rusland til et klasseløst samfund. Bent Jensen citerer forfatteren George Orwell for bemærkningen: »Magt er ikke et middel, den er et mål. Man opretter ikke et diktatur for at gennemføre en revolution; men laver revolution for at oprette et diktatur.« Kommunisterne gik skånselsløst til opgaven, men det var ikke blot en politisk omvæltning, for de ville skabe et nyt menneske og en ny verden. I et opsigtsvækkende kapitel gør Bent Jensen rede for, at bolsjevikkerne gennem socialhygiejne ville skabe det perfekte socialistiske menneske. Denne radikale omskabelse af mennesket og samfundet minder meget om nazisternes racehygiejne, fordi den betød samme udryddelse af hele grupper. Hvor nazisterne ønskede at udrydde »værdiløse« racer som jøder og slaviske folkeslag, gik bolsjevikkerne ind for at udrydde »urene« mennesker og asociale grupper for at opbygge et nyt rent lighedssamfund. Bolsjevikkerne selv lagde ikke skjul på, at de ville udrydde bestemte samfundsgrupper, men de talte også om racer og om at beskytte racens blod. Lenin selv proklamerede allerede kort tid efter kuppet i 1917, at man skulle »udrense skadedyr« som rige mennesker, præster, bureaukrater og hysteriske intellektuelle. Hans opskrift var enkelt, nemlig en kugle i hovedet. Bent Jensens kapitel om kommunisternes socialhygiejne rejser det betændte spørgsmål om, hvorvidt der var forskel på nazisternes og kommunisternes umenneskelighed? Var det at udrense mennesker og grupper på baggrund af racehygiejne moralsk set i en anden kategori end at udrense mennesker og grupper på grundlag af socialhygiejne?

Kommunisternes omvæltning, skriver Bent Jensen, var noget radikalt nyt i verdenshistorien. Det nye regime ønskede at bryde grundlæggende med den eksisterende samfundform for at skabe noget hidtil uset i Rusland og verden. Et regime, skriver Jensen, der forkastede erfarings- og traditonsbaseret viden til fordel for en spekulativ teori om, hvordan et ideelt samfundssystem kunne skabes. Det er uden tvivl rigtigt, at kommunisterne var radikale samfundsomvæltere, men nok ikke rigtigt, at man ikke havde set det før. Den franske Revolution i 1789 havde jo også forkastet alt, og de franske revolutionære var ligeledes besat af lighedstanken og iværksatte voldelige omvæltninger på et spekulativt grundlag. Men deres ofre kunne kun tælles i tusindvis og ikke millionvis.

En af fornøjelserne ved Bent Jensen nye bog er, at den har et blik for den danske side af historien. Derved bringer Bent Jensen en række spændende skikkelser frem i lyset. Den danske gesandt Harald Scavenius, der var vor mand i Rusland, var en klarøjet antikommunist, der tidligt advarede mod kommunisterne. En betydelig mere stålsat karakter end sin fætter Erik. Bent Jensen beskriver den diabolske karakter Parvus (rigtige navn Israel Gelfand), der med Danmark som base spillede en hovedrolle i formidlingen af penge fra den tyske regering til bolsjevikkerne. Og ikke mindst er Bent Jensens beskrivelse af den danske rigmand Harald Plum spændende. Det var Plum, der var hovedmanden bag forsøg på at skabe en international alliance vendt mod bolsjevikkerne, men da han samtidig var noget af en fantast, blev der ikke noget ud af planerne.

Bent Jensens bog er fyldt med dramatiske skæbner - både russiske og danske. Bogen er samtidig en bred beskrivelse både af den politiske elites djævelskab og ganske almindelige mennesker liv. I et provokerende afsnit argumenterer han for, at ikke kun Lenins forbryderbande var ansvarlige, men at den russiske befolknings vildskab også må med i regnskabet. De gode og fromme figurerer i Tolstojs fortællinger havde intet med de jævne russere at gøre, skriver han. De var i højere grad præsten Rasputins åndelige brødre, der var i stand til at voldtage og myrde. Men det var Lenin og hans venner, der gejlede dem op til den revolutionære vildskab.

Bent Jensen har begået endnu en tankevækkende og forrygende bog. Med sit store forfatterskab og sin tidlige indsigt i kommunismens karakter rager han et hoved op oppe de fleste andre danske historikere. Det mærkelige er, at han aldrig er blevet valgt ind i Videnskabernes Selskab, der ellers er befolket af mange mindre ånder. Forklaringen er, at Bent Jensens indsats blev skabt på trods af et videnskabeligt miljø, hvor man var utilbøjelig til at erkende den modbydelige sandhed, at nazismen og kommunismen begge var forbryderiske bevægelser.