Runes rejse ind i afsindet

Rune T. Kiddes undersøger den morderiske galskab i sin nye roman.

Rune T. Kidde byder os intet entydigt svar på, hvorfor Julius er, som han er. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først i Rune T. Kiddes nye roman finder man en note fra Maj Sjöwall gengivet. Den siger, i håndskrift: »Till Rune T. Kidde från Maj Sjöwall. Skriv nu den krimi! Den bliver i hvert fald ikke kedelig.«

»Julius’ afsind« skal i den forstand betragtes som Kiddes bud på en krimi. Genrefans vil nok være noget mystificerede, idet vi er meget langt fra skabelonens faste form. Men Sjöwalls forudsigelse bekræftes til fulde: Bogen er bestemt ikke kedelig!

Historien fortælles af Christian, der beretter om sin ven siden barndommen, Julius. Julius har altid været mærkelig. Grænsen mellem fantasi og virkelighed flyder hos ham, og han har, hvad man plejer at kalde problemer med »relationer«. Han forsøger at slå alle, der omgiver ham, ihjel. Således også Christian, som dog formår at holde sig på vagt og gå fri. Men det er der ikke mange andre, der gør, og antallet af døde, der ligger i Julius’ spor, er nærmest uoverskueligt. Forældre, kærester, venner såvel som flygtige bekendtskaber. Altid gjort på en måde så det ligner et uheld, men oftest voldsomt og blodigt.

Det kan lyde som en horrorroman, og er det på ét niveau også. Men det, der gør en forskel i forhold til mainstreamudgaverne, er Kiddes fabelagtige fortællekunnen: Mundtlig i sit udtryk og gennemsyret af den harske ironi, som er Kiddes signatur i alt, han laver. Læg dertil at fortællerrollerne er mere komplicerede end som så, for godt nok er Christian fortælleren, men han låner perspektivet til Julius, hvorved vi oplever Julius’ afsind indefra, samtidig med at grænsen mellem Christian og Julius udviskes. Kidde tilbyder os intet entydigt svar på, hvorfor Julius er, som han er, men han tager os med på en rejse langt ind i det morderiske afsinds begsorte og blodrøde landskab. Det er bestemt ikke nogen fornøjelsestur, men alligevel stiger man ikke af, før den er ved vejs ende.