Adskillige danske arkitekter kunne fortjene et murstensværk af en bog om deres indsats, deres tænkning, deres bygninger. Ægteparret Exner er helt sikkert blandt dem. Og nu foreligger bogen.
Parrets betydning inden for kirkebyggeri, men også nytænkning inden for restaureringen - ikke mindst da af Koldinghus - er ikke til at komme uden om. Inger og Johannes Exner har sat deres præg på Danmark og det folkelige fællesskab, som man stadig blandt andet kan møde det i menighedslivet og i kulturhusene - men de har gjort det på en diskret underspillet måde. Her er tale om nobel kvalitetsarkitektur med sans for materialer og detaljer.
Bogen om Inger og Johannes Exner er skrevet af arkitekten Thomas Bo Jensen, der har en - meget forståelig - svaghed for mursten. Det var således Thomas Bo Jensen, der for nogle år siden skrev en fornem bog om P.V. Jensen-Klint og om det bygningsværk, han er mest kendt for: Grundtvigskirken på Bispebjerg, der også er et orgie i mursten.
Nu har Thomas Bo Jensen atter bidraget til at højne formidlingen af dansk arkitektur med en grafisk indbydende bog, der er lige til at gå til og fyldt med gode fotografier, der, når de er bedst, både formår at skildre bygningsværker som:
1. Materiale med blik for en udtalt stoflighed i mursten eksempelvis, der kendetegner Exners (og en af deres store inspirationskilder, den svenske arkitekt Sigurd Lewerentz).
2. Som rum med forståelse for lysets artikulation af rummet.
3. Bygninger i samspil med omgivelserne: Hvorfor er det eksempelvis, at nogle pladser, torve - rum i byen i det hele taget - er så imødekommende? At bygningerne falder på plads og til ro i forhold til hinanden, og at stederne omkring dem bliver behagelige at opholde sig i. At der er intimitet og overskuelighed, og at mennesker har lyst til at opholde sig netop der.
Bogen om Exner går grundigt til værks. Det er værkerne, der er hovedsagen, selvfølgelig, men det løber alligevel en koldt ned ad ryggen, da Thomas Bo Jensen i et af de indledende kapitler tegner et portræt af de to mennesker, der skulle blive til et. Både som ægtefæller og kolleger. Og i den forbindelse kommer ind på Johannes Exners arbejde i modstandskampen under besættelsen.
Få måneder inden befrielsen i maj 1945 bliver Johannes Exner fanget af Gestapo i sine forældres hjem i Hald Præstegård; i øvrigt ikke langt fra Hvidsten Kro. Han bliver underkastet brutale forhør, og det er ved at gå rigtigt galt for ham, så på et tidspunkt lover han sig selv, at lige meget hvad han ellers kommer ud for i livet, vil han sige til sig selv, at »jeg er i Paradis«.
Det er der andre, der har sagt i andre sammenhænge. Det var vist Goethe, der sagde det, da han var i Venedig, med tilføjelsen at i Paradis arbejder man ikke. Den regel overså Johannes Exner tilsyneladende, for arbejdet har været en central del af hans liv med en imponerende serie bygningsværker som resultat. Hjemkommet med Folke Bernadottes hvide busser fra nazisternes koncentrationslejre genoptager han kontakten med gymnasieveninden Inger Würtzen, der er af samme årgang som han selv: 1926.
Begge kommer de i murerlærer, for dengang blev en håndværksmæssig baggrund anset for en fordel, når man skulle være arkitekt. Og arkitekter blev de. Afgang fra Akademiet i 1954. Fælles tegnestue fra 1958. Og så et enestående parløb i dansk arkitektur.
Inger og Johannes Exner har modtaget Murerprisen og Træprisen, og blandt andre betydelige udmærkelser kan fremhæves Veluxfondens Æreslegat, Nykredits Arkitekturpris og C.F. Hansen Medaljen, ligesom han er Honorary Fellow af The American Institute of Architects. Restaureringen af Koldinghus er præmieret af Europa Nostra, og både Inger og Johannes Exner er æresborgere i Kolding.
Restaureringen afKoldinghus strakte sig over 20 år - fra 1972 til 1992.
Koldinghus er et markant nationalt monument. Slottet blev opført i midten af 1200-tallet. Siden ændrede det udseende mange gange. Utvivlsomt mest drastisk den martsnat i 1808, da det brændte og stod tilbage som en ruin. Og et symbol. Generationer af danske skoleelever har siden spist deres medbragte madpakke i græsset mellem murene.
Siden blev det besluttet at restaurere slottet. Også dét foregik i flere omgange og med mange afbrydelser, indtil Inger og Johannes Exner påtog sig opgaven og dermed leverede et magtfuldt indlæg i en løbende debat om restaurering - for hvilket æstetisk udtryk og hvilket historisk tidspunkt skal fastholdes? Hvad er det autentiske Koldinghus? Erik Klippings borg der i øvrigt slet ikke hed Koldinghus? Eller en af de senere versioner?
I sin bog citerer Thomas Bo Jensen Johannes Exner for blandt andet to udsagn, der kan stå helt dogmeagtige i diskussionen om, hvordan man griber restaurering an:
»Jeg tror ikke, man forstår de historiske værdiers sande kvaliteter, med mindre man konfronteres med deres forgængelighed«.
Og: »Man kan ikke genskabe noget, der er udslettet. Man kan højst lave en kopi«.
Undertiden kan det sidste så til gengæld være ønskværdigt eller nødvendigt. Det kan blandt andet afhænge af en ødelagt bygnings betydning eller placering i et byrum og for den sags skyld omfanget af ødelæggelsen.
Men der er ingen tvivl om, at i Kolding har løsningen med at fastholde det ruinøse præg og så at sige bygge en nutidig bygning oven på, været den rigtige løsning, og stedet, der eksempelvis belysnings- og møbelmæssigt er indrettet med tidløs elegance, fremstår i dag som både fortælling om forskellige dele af dansk historie og et brugbart museum.
En anden noget mindre, men meget vellykket restaureringsopgave kan fremdrages i denne sammenhæng for at pege på Exners evne til at arbejde i også en mindre skala og skabe byrum, der er meget fine. Efter at have renoveret Trinitatis kirke ved Rundetårn i 1993 skabte Inger og Johannes Exner i samarbejde med landskabsarkitekten Sven-Ingvar Andersson året efter en af de mest stille og stemnings- eller ligefrem åndfulde passager i hovedstaden i form af Trinitatis Kirkeplads.
Exner-parretsanden hovedindsats ligger inden for kirkebyggeriet. Der er noget særlig djærvt og enkelt over deres gudshuse, hvilket ikke udelukker, at de også er meget elegante og gennemarbejdede med hyppig brug af det naturlige - f.eks. silende - lys som et rumskabende element, ligesom kirkerne er karakteriseret ved en fin, næsten sprød æstetik, der også kommer til udtryk i den kunstige belysning.
Hos Exner-parret er vi langt fra det pompøse. Det er en stille dansk hverdagskristendom uden udvendighed og maner, man møder i så fornemme værker som Skt. Clemens Kirke i Randers, Nørrelandskirken i Holstebro samt Hald Ege, Nørre Uttrup, Islev og Sædden kirker. Eller Genopstandelseskirken i Albertslund. Og kirken i Gug uden for Aalborg med interessant udsmykning.
I øvrigt også karakteristisk for Exners værk: Hvis billedkunsten har kvalitet, er det uden betydning, om den er ny eller ældre. Den glider ind i Exners rum; både som en tilføjelse og et udråbstegn. Interessant nok trækkes præsten ned fra piedestalen i ægteparrets kirker. Et gennemgående greb er, at menigheden samles rundt om præsten - og i øvrigt at flere af parrets kirker er, ikke runde i sig selv, men indvendigt disponeret på en sådan måde, at indtrykket bliver ikke-hierarkisk, åbent og venligt. Man sidder gerne ved siden af hinanden, rundt om den centrale del i kirken, hvor ceremonien foregår.
Det er endelig også i kirkerne, Exner og Exner mest udpræget har haft mulighed for at arbejde med store stoflige murflader og et fint spil mellem lys og skygge. I reglen med et mesterligt resultat.
