Roth er på kanten af triviallitteratur

»Ydmygelsen« er en styg svipser i Philip Roths forfatterskab.

Philip Roths, »Ydmygelsen« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste forfattere sætter tempoet ned, når de bliver ældre. Men altså ikke Philip Roth, som siden sin 60 års fødselsdag i 1993 har udgivet elleve romaner - med »Enhver« og »Amerikansk pastorale« som højdepunkter, ikke bare i forfatterskabet, men også i amerikansk efterkrigslitteratur.

»Ydmygelsen«, som udkom i 2009, ligner længe endnu en triumf for Roth, men den lille roman er desværre en svipser, endda en ret stor en af slagsen. Det er der dog intet, der tyder på, da historien åbnes, og læseren møder 65-årige Simon Axler, der engang var en feteret teaterskuespiller, men nu har tabt evnen til at optræde:

»At gå på scenen blev en lidelse. I stedet for visheden om at han ville være fantastisk, vidste han at han ville falde igennem.«

Magien er væk, og det samme er Axlers fornemmelse af, hvem han er som menneske, og han lader sig derfor indlægge på et psykiatrisk hospital. Da han udskrives, møder han imidlertid den meget yngre Pegeen, som tænder en erotisk gnist i hans eksistentielle mørke. Hun er godt nok lesbisk, men de indleder et forhold, og det er her, historien begynder at skride.

Fra at være en klar fortælling om præstationsangst og om den ydmygelse, alderen udsætter ethvert menneske for, ja, så forplumres det hele, da Roth forsøger at skrive sig ind på Pegeen og samtidig fokuserer stadig mere på sex. Dermed træder Roth lige ud i det, der altid har været hans svaghed, nemlig kvindeportrætter og sexscener. Som her:

»Det her var ikke blød porno. Det her var ikke længere to afklædte kvinder der kælede og kyssede på en seng.«

Det er jo på kanten af triviallitteratur. Og så melder bagklogskaben sig. For selvfølgelig må selv en stor forfatter skrive noget skidt, når han skriver hele tiden. I Roths tilfælde blev det så »Ydmygelsen« - hvis titel giver mening på flere niveauer, end han kunne tænke sig.