Man skal turde give sig hen og lade sig slikke af »Borgmesterens tunge« for at få det fulde ud af læsningen af amerikanske Nathaniel Richs debutroman. Gør man det, så føres man til gengæld ind i et forunderligt, fascinerende og frygtindgydende univers, man ikke kan slippe igen eller rettere: som ikke slipper én. Jovist kan man forsøge at flygte - som også enkelte af bogens figurer gør! - men det er på eget ansvar, ned ad stejle, magiske bjergskråninger og gennem utæmmet, tornet ordkrat.
Alting begynder såmænd ganske tilforladeligt. Den unge universitetsuddannede Eugene bryder med sit hidtidige liv, foregiver at være flyttet fra New York, tager job som først flyttemand og siden assistent for en sær, gammel litterat, der skriver på en biograf om en anerkendt forfatter og notorisk charlatan ved navn Constance Eakins. De fleste tror, at Eakins er død, men den gamle litterat får jævnligt breve fra ham, og litteratens hjerteknusende smukke datter tager da også over og besøger ham fra tid til anden. Da hun imidlertid under den seneste rejse forsvinder, haster Eugene af sted, og han hvirvles hurtigt ind i foruroligende og uforklarlige hændelser.
Sideløbende fortælles om to ældre mænds venskab. Schmitz og Rutherford kender hinanden fra deres soldatertid i Italien og har sidenhen genoptaget kontakten. Hver lørdag mødes de og går tur i Central Park, indtil Rutherford flytter til Italien, genopfrisker sit italienske og gradvist glemmer sit amerikanske sprog. Schmitz foruroliges over de mere og mere uforståelige breve, og da konen dør, tager han flyveren til Milano for at redde vennen.
»Borgmesterens tunge« er en roman om romanen; om litteratur, om sprog, om fiktion og om styrken i den kreative kraft, som er forfatterens. Det er også et magisk realistisk eventyr, der både holder sig til det, vi kan tror på, og som bevæger sig derud, hvor ordene skal være stærke nok til at kunne bære læseren for at forhindre mere eller mindre alvorlige faldulykker. Der skal nok være nogen, der mister balancen i Richs underfundige, humoristiske og smukt oversatte roman. Ord bevæger sig. Men man burde tage chancen
