Jeg ved ikke, om det har noget med omfanget at gøre; i alle fald havde Jeppe Brixvolds nye mammutstore roman sat sig fast i poststrejken i København, så den alt for sent endte på mit bord. Men frem kom den dog, og siden jeg åbnede den, har den snurret forvirret rundt i mit hoved. For lad os slå det fast med det samme; der er ikke tale om en vanlig dansk roman. Det første man observerer, udover det meget smukke omslag af Niels Erik Gjerdevik, er, at sætningernes bagkant er lige, mens forkanten flosser lystigt ned over siden. Det tager lidt tid at vænne sig til, men afføder faktisk en helt anderledes rytmisk læsning.
Romanen begynder realistisk nok: En dansk mand drager til Paris for at generobre sin elskede, men indser hurtigt sin fallit og går i stedet på druk. Han møder en kvinde, som han måske myrder, og derfra tager tingene fart. Den vante fortælling opløser sig til et burlesk eventyr, hvor vor helt møder en talende hare, en gammel H.C. Andersensk heks, en prinsesse på et slot, som han gifter sig og får børn med. Derefter skifter sceneriet igen: Vor mand bliver skovhugger i Pyrenæerne, han møder en talende hest, der viser sig at være Alexander den Stores hest Bukefalos, og med ét er vi med Alexander i det ene blodige slag efter det andet, indtil også det er ovre, og vor helt er forvandlet til Orfeus. Endelig munder romanen ud i en totalt sprogopløsning, hvor der frit snakkes på jysk, tysk, fransk og engelsk i en salig kaudervælsk blanding, og personerne nærmest virker som taget ud fra en Beckett scene.
Det er meget svært at sammenfatte, og jeg tror heller ikke, det er det, man skal. I stedet skal man nyde en roman, der sætter genren helt fri. Der så at sige skider hul i den regelrette fortælling og lader skriften rulle frit fra det ene århundrede til det andet, fra den ene historie til den anden, med en næsten lyrisk montageteknik. Væk er alle gelændere og rækværk, man kan holde i, i stedet må man klamre sig til skriftens her og nu og især fremadrettede dynamik og blot holde på hat og briller, når det pludselig er Alexander, der rider frem over sletterne. Brixvold er tydeligvis også fascineret af ord, som man ikke umiddelbart forstår. Det vrimler med fremmede navne og begreber, og ideligt falder man af hesten og kravler forslået op igen.
Som læser frustreres man, for hver gang man endelig føler sig en smule på sikker grund i et spor, skifter det igen, og man kan starte forfra. På den vis er det en roman, som kræver en medskabende læser, man kan i høj grad tale om, at »Forbrydelse og fremgang« er en roman, der bliver til, idet den læses. At Jeppe Brixvold er en belæst forfatter, mærker man, således er titlen et lån fra Dostovjevskij, men straffen er erstattet med fremgang, ligesom Alexanders forbrydelser blot er endnu et signal til videre fremgang; indtagelse af endnu et nyt territorium.
Brivold vil tilsyneladende vise, at »den kunstneriske form er defineret som det, der er levende, det, hvori livet pludselig opleves som det, der udvikler sig i og med de kunstneriske former«. Det gør han til fulde i denne, i ordets positive forstand, underlige roman, hvor man aldrig ved, hvor man er på vej hen, men altid at man er på vej i fuldt firspring over de flossede sider. Romanen er ikke for hvem som helst, men for alle og enhver, som er frisk på, at romanen som genre ikke behøver at være mere stivnet end det kaotiske liv, vi hver især lever. Undervejs er der smuttere og svipsere, studentikos tale, moralske opstød, bizarre dialoger og vilde kampscener i en heftig blanding, men måske netop derfor virker romanen også levende, som et frisk pust fra Fanø.
