Erling Jepsen er vokset op i Gram i Sønderjylland og er aldrig kommet sig over det. I sine romaner om drengen Allan (som vi mødte første gang i »Kunsten at græde i kor«), har det i høj grad været det dysfunktionelle familieliv med incest, psykisk og fysisk vold, der har være i centrum.
Men bagtæppet har altid været en mere generel selvtilstrækkelig og småtskåren mentalitet, som Jepsen identificerer med Sønderjylland.
I hans nye bog, »Hjertets dannelse«, får denne mentalitet endnu en overhaling. Men Jepsen lægger lidt flere nuancer til denne gang.
En af romanens centrale karakterer, den unge krodatter Kirstine, er led og ked af det afstumpede miljø, hun vokser op i. Hun søger ind i litteraturen, en slags virkelighedsflugt, som dog har den utvetydige effekt, at den langsomt, men sikkert opbygger hendes sociale ansvar og udvider hendes horisont.
I takt med, at hendes hjerte (og hjerne) dannes, øges hendes trang til at rejse. Hun vil uddannes og stimuleres. Og den slags er der ikke mulighed for i Afgrundsdanmark.
I det hele taget er kløften mellem det dannede og det enfoldige stor i Jepsens Sønderjylland. Afstanden forøges fra begge sider: Sønderjydernes angst for alt, der er fremmed og anderledes, holder forandringer ude, og de få i byen, der har den kulturelle kapital til at sætte en mental egnsudvikling i gang (en ung præst, en bibliotekar og en historiestuderende på visit), agerer nærmest opgivende, hvis ikke arrogant, over for de lokale.
Vi befinder os i den lille hendøende, fiktive by Bramstrup. Her møder vi blandt andre den lokale bykonge, kroejeren og den tidligere pornobutikejer Gunner, som er hovedmanden bag det lokale vagtværn, der egenrådigt sikrer, at ingen illegale fremmede lister gennem byen og op i kongeriget.
Værnet er dannet som direkte reaktion på Schengen-aftalen, og selv om der tilsyneladende endnu ikke har været nogen voldsom flygtningestrøm over den åbne grænse, så er det jo godt nok at holde lidt øje med det hele – udstyret med jagtgeværer og vagthunde.
Komedie som grundtone
Gunner er gift med Birthe, som døjer med »dårlige nerver«, og de er forældre til førnævnte Kirstine, der er i gang med at læse den danske litteraturhistorie fra en ende af. Hun er kommet til romantikken og i gang med Kierkegaard og Andersen, og især sidstnævnte optager hende. Især fordi han selv kom fra udkanten og var utilpasset og alligevel formåede at opnå hjertets dannelse – blive en person, der møder verden åbent og ærligt.
Ved romanens begyndelse opdager den enfoldige Erna, at en fremmed er dukket op. Den fremmede viser sig at være en historiestuderende fra København, Christian, som laver research til sit speciale om 1800-tallets dannelsesrejser.
Han erfarer dog snart, at Bramstrup gemmer på grumme historier – fortidige såvel som nutidige. Fælles for dem er, at de handler om angsten for det fremmede, hvad enten det er flygtninge eller uønskede og vanskabte børn.
Hvor Jepsen i sin tidligere romaner har ladet handlingen blive fortalt fra én karakters perspektiv, lader han den denne gang blive kanaliseret gennem flere, for eksempel Erna, Kirstine og ikke mindst det vattede postbud Peder, som får tilbudt optagelse i vagtværnet, men som ikke kan forliges med dets metoder og mentalitet, men heller ikke har pondus nok til at sige ordentligt fra.
Disse perspektivskift lægger op til, at flere bihistorier bliver fortalt undervejs. Særligt Kirstines livlige fantasier om møder med H.C Andersen fylder en del, og selv om det i det store og hele fungerer fint, sidder man alligevel med en følelse af, at det stritter vel meget i forskellige retninger.
Mod slutningen tager handlingen et hurtigt sving og lader landsbyboerne skifte side i en tilspidset situation. Det plot-tvist kunne man godt have ønsket sig motiveret lidt bedre. Men romanen er skrevet med komedien som grundtone, og i denne genre accepteres det meste jo.
Titel: Hjertets dannelse. Forfatter: Erling Jepsen. Sider: 304. Pris: 299,95. Forlag: Gyldendal.
