Har man været i Rom, har man en snor om foden, der gang på gang vil trække én tilbage til den evige stad. Rom sætter liv i perspektiv. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen regnede sin åndelige fødselsdato fra den dag, han ankom til Rom. Man forstår godt manden. Og det må Majbritte Ulrikkeholm også gøre at dømme efter hendes nye roman »Rom, min elskede«. Sangeren Anna Karina lukker som ung af for kærligheden, da hendes mor, operadivaen Maria Duval dør i Rom. Anna Karina vælger 22 år senere – da hun er i et udsigtsløst forhold i Danmark – at opsøge sin ungdoms elskede Gian Maria. De genforenes i Rom på en hotelterrasse højt over byens tage, og en bevidstheds­rejse gennem mentale døre og rum bringer dem hver især frem til erkendelse. Det er et noget turistpræget perspektiv, læseren får på den terracotta-farvede by undervejs. Man kunne godt have forestillet sig, at andre steder end de mest oplagte, som Colosseum og Fontana di Trevi, kunne have lokket indsigt frem. Men Majbritte Ulrikkeholm er hverken bange for det meget kendte eller for det ukendte, viser det sig, da hovedpersonen Anna Karina åbner sig for et mentalt møde med den afdøde mor og herigennem for kunstnerisk skaben. Bogen fletter drøm og virkelighed sammen i et melodisk udtryk. Det mest originale er valget af det glimtvise, i bogstaveligste forstand, fugleperspektiv på kunsten og den følelsesmæssige åbenhed. Der er lovlig megen lommepsykologi og hud som »cappucinoskum«. Men melodien af følelsesmæssig søgen og pointering af kunstens muligheder glider ind. Ulrikkeholm begår dog den fejl, ligesom i »Den perfekte elsker« (2005) at forklare for meget. Rom har haft afgørende betydning for en lang række forfattere. Tænk blot på H. C. Andersen og Tom Kristensen. Sidstnævnte så gerne, at det moderne Rom holdt sin mund. Ulrikkeholm er optaget af det ultrakorte øjebliks stilhed i Rom – mellem nat og dag.