Den svenske maler Carl Gustaf Pilo rejste allerede i 1741 til Danmark og blev den ledende figur på den danske kunstscene. Han blev udnævnt til kongelig hofmaler, leder af Det kongelige danske kunstakademi, og til tegnelærer for den unge og mentalt skrøbelige kronprins Christian (den senere kong Christian VII). Derfor kom det som et chok, at han blev udvist af landet i 1772 og fik 24 timer til at pakke sit malergrej og forsvinde.
Udvisningen var et mysterium og tidens store samtaleemne. Måske havde den succesfulde Pilo danske fjender, der intrigerede mod ham ved hoffet? Pilo havde kort forinden modtaget den fornemme Vasa-orden af den svenske kong Gustaf III, og da der var et fjendtligt forhold mellem Sverige og Danmark, spillede denne fine orden måske en rolle, fordi nationale kræfter så skævt til, at den danske hofmaler nød den svenske gunst?
Rygte: Havde købt en luder til kongen
I sin nye bog »Drømmebilleder« forsøger kunsthistoriker Charlotte Christensen at finde svaret på mysteriet om den brutale udvisning, da Pilo og hans hustru over hals og hoved måtte forlade Danmark, hvor de havde boet i over 30 år, og søge tilflugt i Sverige. Fjender var der nok af, og efter Struensees fald kort forinden var en ny dansk regering kommet til. Den ganske unge Christian var nu formelt konge, men Danmark blev reelt styret af nye folk, herunder enkedronning Juliane Marie og hofmanden Johan Bülow.
Charlotte Christensen nævner, at der i København gik det rygte, at Pilo havde opfordret den unge Christian til at søge seksuel tilfredsstillelse hos en prostitueret og endda havde købt en luder til ham. Charlotte Christensen afviser dog, at disse rygter skulle spille nogen rolle for hans udvisning og henviser til, at Pilos malerier ikke på nogen måde synes at antyde nogen pornografiske tilbøjeligheder, men altid var »svale« i skildringen af kvindelige modeller.
Men er det en tilstrækkelig årsag til at afvise, at Pilos adfærd kan have påvirket de nye magthavere til at udvise Pilo? Charlotte Christensen skriver selv, at Johan Bülow så sent som i 1766 skrev: »Den, som var Skyld i den unge Konge C7s første Udsvævelse var Professor Pilo (...) som bragte Kongen den første Skiøge i Rosenborg Hauge – Skiøgen var købt af Pilo.« Med tanke på, at Bülow i 1772 blev en af det nye regimes vigtige mænd, og når man medtager, at de nye magthavere i 1772 var ivrige efter at gøre op med Struensee-perioden og fyldt med hævngerrighed, er det mærkeligt, at Charlotte Christensens ikke tillæggerne rygterne mere værdi.
Men Pilo drog som sagt til Stockholm og skabte sig endnu en gang en fornem karriere. Han blev svensk hofmaler og direktør for det svenske kunstakademi. Tilmed fandt han i Stockholm et kreativt og frisindet miljø med svenske kunstnere og intellektuelle, som man ikke havde i København. Han blomstrede simpelthen op.
Velsignelse at blive smidt ud af Danamark
Charlotte Christensens skriver, at det var en velsignelse for Pilo, at han blev smidt ud af Danmark, og konkluderer, at gejsten var gået af det danske kulturliv efter Struensee, at Pilo næppe ville have været veltilpas i det klaustrofobiske Danmark, men at han til gengæld ydede sit ypperste i sin svenske periode.
Da han døde i 1793 gik førende svenske kunstnere som Johan Sergel, Elias Martin og andre i sørgetog, og Carl Michael Bellman skrev et sørgedigt. Han var værdsat på den anden side af sundet.
Charlotte Christensens imponerende og inciterende bog er imidlertid meget andet end en historisk fortælling om Pilo og hans liv. Den er også en genoprejsning af Pilo som maler og et forsøg på at give rokokoperiodens kunst en renæssance.
Pilos mange kongelige portrætter af mænd og kvinder i storladne gevanter fik noget let komisk over sig, da den efterfølgende kunstgeneration skulle manifestere sig. Pilo blev repræsentant for den gamle verden og en hofstil, som havde mange modstandere. Nu kom nyklassicismen til ære og værdighed, og man så ned på den tidligere så blomstrende rokoko.
Billedhuggeren Johannes Wiedewelt, der efterfulgte Pilo som direktør for kunstakademiet, skrev om rokokoen, at den var udtryk for »den giøglagtigste Smag«. I den unge kunstnergenerations øjne repræsenterede rokokoen noget falsk, kunstigt og uægte. Måske spillede det politiske også en rolle, idet oplysningstiden og senere den franske revolution gjorde sit til, at hofmaleren kom til at stå for en reaktionær leflen for Enevælden. Måske spillede det også ind, at Pilo i så mange år havde spillet en lidt diktatorisk rolle i det danske kunstliv.
Rap med kunsthistorisk pegepind
Charlotte Christensen forsøger at se gennem tidens opstyltede stil og fantastiske kjoler og anskue Pilo som maler – slet og ret. Hun skriver, at Guldalderen i Danmark fortrængte mange malerier skabt før 1800, og at den kunstner, som denne bevægelse gik hårdest ud over, var Pilo.
Hun ser ikke blot dette som resultat af en udrensning af tidligere tiders kunst, fordi rokokoen forekom umoderne og uægte, men også som tegn på en dansk nationalisme, der ramte en svensk kunstner som Pilo. Hun konstaterer, at der på Statens Museum for Kunst kun hænger seks værker af Pilo, og at de udenlandske kunstnere, der arbejdede i Danmark før Pilo, praktisk talt er usynlige:
»Kunstens historie i Danmark er nu blevet til de dansk-fødte kunstneres historie.« Så fik dansk nationalisme sig én over snuden.
Charlotte Christensen kritiserer også skarpt Statens Museum for Kunst for endnu ikke at have opdaget storheden i Pilos kunst:
»Går man i dag på Statens Museum for Kunst for at se de sølle seks malerier af periodens store kolorist blandt de skandinaviske malere, den egenrådige Carl Gustaf Pilo, kan man læse en fremmedgørende tekst, der ledsager dem på væggen i det rum, som skal være repræsentativt for 1700-tallet. Billederne ses ikke som kunstværker, men som udtryk for en fejlslagen leflen for kongehuset. I stedet for at opfordre beskueren til at koncentrere sig om at forstå kunstnerne og deres modeller, latterliggøres maleren og de portrætterede, eller de får et rap med en kunsthistorisk pegepind«.
Blændende dygtig
Det er netop styrken ved Charlotte Christensens bog, at hun ser på malerierne på datidens præmisser og værdsætter dem som kunstværker. Pilo var uden tvivl en blændende dygtig maler, og hans farver er smukke. Han var teknisk set ofte en mester, og hans gengivelse af kjoler, smykker og ansigter er naturtro og teknisk set meget veludførte. Der er en magi i disse malerier, hvis man kan abstrahere fra vores egne normer og sætte sig ind i 1700-tallets verden. Ikke mindst i kvindeportrætterne er der en sødme og naturlighed, som ligger langt fra den beskyldning om uægthed, der ramte Pilo.
Hvordan skal vi så se på disse rokokomalerier i dag? Charlotte Christensen skriver, at det elektriske lys og spartanske lokaler på museerne dræber meget af det udtryk, som Pilo ønskede at skabe. De skal ses i et andet lys i smukke balsale, for de var skabt til hoffets glans. Man skal forstå 1700-tallets hofverden og dets fokus på funklende diamanter, dans, bevægelse, sølvskinnende parykker og silkestof for at få forstå den virkning, sådanne malerier kunne skabe. Det var før, billedbombardementet satte ind, og vi alle blev billedblinde. Man skal kunne sætte sig ind i de erotiske understrømme, når der blev budt op til bal i de kongelige sale, og den frivolitet, der kom til udtryk under dansen.
I Charlotte Christensens øjne lider bedømmelsen af Pilo endnu den dag i dag under en puritansk moralsk afstandtagen, der begyndte med nyklassicismens foragt for det, man fejlagtigt kaldte »paryktiden«:
»Man forargedes, i ond tro og besjælet af ærligt karrierestræb, over det frivole og løsslupne hos forgængerne. Rokokoens dansende linjer og maleriske asymmetrier blev afløst af søjlernes orden og den ædle enfold og den stille storhed. Igen og igen rev man malerne i næsen, at de var affekterede, og fiktionen om »naturlighed« vandt på alle fronter, fra børneopdragelse til haveanlæg.«
Charlotte Christensen inviterer os med denne superlærde, provokerende og smukke bog til at gå ind på Statens Museum for Kunst og se på Pilos malerier med nye øjne. Tiden må være til det, for vores puritanisme møder modstand – måske er rokoko på vej tilbage!
Titel: »Drømmebilleder«. Carl Gustaf Pilos portrætkunst«.
Forfatter: Charlotte Christensen.
Sider: 448.
Pris: 400 kr.
Forlag: Nyt Nordisk Forlag.
