Rockens førstekvinde

SELVBIOGRAFI. Patti Smith er hovednavn på årets Roskilde Festival, men rejsen mod tinderne har været lang for det 63-årige rockikon. I »Just Kids« skriver hun smukt og smerteligt om åndsfællen Robert Mapplethorpe og om vejen fremad, som er belagt med kunst, kærlighed - og kold kalkule.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hendes krop er skravlet som en hejres, og øjnene små og sammenknebne i det katteagtige ansigt.

Smuk er Patti Smith ikke. Ikke i traditionel forstand. Men der er alligevel noget over hende, som besnærer og bevæger. Noget som gør, at øjnene har svært ved at slippe hende, og ørerne spidses, når hun taler.

Og noget lignende gør sig gældende i mødet med de digte og sange, som har gjort hende til en af de vigtigste kvindeskikkelser i nyere kulturhistorie. Intet mindre.

Ikke bare fordi hun har begået en af de bedste og mest indflydelsesrige rockplader, verden nogensinde har hørt, nemlig »Horses« fra 1975, og har sat nye standarder for, hvor intense digtoplæsninger med ledsagende musik kan være, men også fordi hun har været - og er - en feministisk ledestjerne uden sidestykke.

Hun har således banet sig vej i en mandsdomineret rockbranche i sit vagabond- og indianerinspirerede tøj uden nogensinde at spille på sex og det mandlige begær. I stedet har hun bevæget sig frem mod pladekontrakter og forlagsaftaler med et enormt kunstnerisk drive og med et ligeså stort talent for at være, ja, Patti Smith.

På årets Roskilde Festival-plakat står hendes navn da også med de allerstørste typer og over hippe unge bands, som sikkert ikke engang ved, hvor meget deres musik skylder hende.

Men at der er ufattelig langt fra livet som levende legende og laurbærbehængt kunstner og så tilbage til begyndelsen i Chicago, Illinois, det kan man forvisse sig om i »Just Kids« - hendes nye vidunderligt velskrevne og velturnerede erindringsbog.

278 sider, der kredser om hendes liv og kunstneriske tilblivelseshistorie med New York City som fremkalderrum, om hendes møde med ufattelig mange af de seneste 100 års største kunstnere og ikke mindst om hendes pagt med billedmennesket og åndsfællen Robert Mapplethorpe. Det hele åbner imidlertid som en fattigdomsfortælling, udvikler sig til kærlighedshistorie - og ender som en elegi.

Svanen i parken

Litteratur og musik var ikke en del af hverdagen hos familien Smith, hvor Beverly tjente til huslejen som servitrice, og Grant sled på en fabrik. Men deres pige var skabt til noget andet.

Om en tur i Humboldt Park i Chicago med mor i hånden husker Patti Smith sigende, hvordan de så en stor fugl med smukt svungen hals. »Svane« sagde mor, men glosen slog ikke til for datteren.

»Ordet svarede ikke til pragten og kunne heller ikke rumme den følelse, fuglen skabte. Synet gav mig et behov for at tale om svanen, for at sige noget om dens hvidhed, dens bevægelsers eksplosive natur og om vingernes langsomme slag.«

Sådan skriver Patti Smith, i min oversættelse, om første gang hun mærkede poetens skærpede sprogbevidsthed. Men den slags historier bliver naturligvis ikke til uden en vis romantisk efterrationalisering, og hendes erindringer fra barndommen er da også skrevet på en måde, som er typisk for en kunstner.

Såvel tiden i Chicago som den i Deptford Township, New Jersey, er således skildret med flittig brug af anekdoter om Patti Smith som en grim ælling og en gøgeunge med et hypersensitivt sanseapparat.

Men kunstner in spe var hun i den grad og ville dét liv så meget, at hun valgte at bortadoptere det barn, hun fik som stor pige, og at flytte til New York City som bare 21-årig for at finde sin kunstneriske stemme. Absolut ikke noget almindeligt forløb for en ung kvinde i 1967.

Og efter at have sovet i storbyens parker blandt bumser, syrehoveder og synske indianere mødte hun Robert Mapplethorpe, som spejlede hendes eget indre. Fuld som han er af kunstneriske ambitioner, disede drømme - og lommesmerter.

»De er bare børn«

Patti Smith og Robert Mapplethorpe levede fra første dag sammen i symbiose, stjal småpenge, spiste ugegammelt brød og boede i en uhumsk lejlighed, hvor »ovnen var fuld af brugte kanyler og radiatoren dækket af mug«.

Men de havde hinanden og voksede som kunstnere. Hun som digter og han som først maler- og kollage-kunstner, så som fotograf.

Og da de to bohemer en dag mødte et par turister, som ville have et billede dem, så sagde den ene: »Jeg tror, de er kunstnere.« »Ja«, svarede den anden, »de er bare børn«.

Præcis. De reagerede som børn kun på deres egne impulser og behov, og selv månelandingen blev en fjern kulisse for deres egen historie og stræben efter selvrealisering. Og de nåede begge - sådan som historien har vist det - derhen hvor de ville, og gjorde det blandt andet i kraft af den pagt, de indgik om aldrig at svigte hinanden og hele tiden forsøge at fremme hinandens karrierer.

Jo, ambitionerne var benhårde, og deres flytning til Chelsea Hotel på Manhattan gjorde det hele lettere for dem begge. Her boede og kom tidens stjerner jo. Jack Kerouac, Allen Ginsberg, William Burroughs, Bob Neuwirth, Janis Joplin og et sted bag det hele svævede Bob Dylan og Andy Warhol - Patti Smiths og Robert Mapplethorpes respektive guder.

Men selvom han i dag er ligeså kendt og anerkendt som hende, så er det hende, der slår først igennem, da hun finder sit eget kunstneriske udtryk, hvor hendes højspændte poesi med hilsener til forbillederne Arthur Rimbaud og Charles Baudelaire slår gnister mod en rå, rudimentær og lyslevende rock.

»Horses« er simpelthen en genistreg og katapulterer hende sammen med radiohittet »Because The Night« - skrevet med selveste Bruce Springsteen - op blandt 1970ernes største rockstjerner.

Som Dylan og Andersen

Og ligeså interessant som den historie, Patti Smith vælger at fortælle om sig selv i »Just Kids«, det er den hun ikke fortæller, men alligevel formidler. Nemlig den om den ekstreme kynisme og al den networking, hun har brugt på sin vej frem.

Alle hendes tilfældige møder med Allen Ginsberg, Bruce Springsteen og de musikere der realiserede »Horses« samt pagten med Robert Mapplethorpe tjener jo sjovt nok ambitionen om at blive til noget og være nogen i kunstens verden.

Men sådan er alle de store kunstnere nok. Selv hendes idol Bob Dylan kom frem på den måde. Og vores egen H.C. Andersen. Beregnende som bare pokker under al humanismen og aldrig bange for at bruge andre mennesker.

Uanset hvor kynisk man ser på Patti Smiths erindringer, så er der altså også ualmindelig meget kærlighed at spore og særligt forholdet til Robert Mapplethorpe, der går fra det fysiske til det platoniske, da han erkender sin homoseksualitet, er ømt og varmt beskrevet i »Just Kids«.

Ikke mindst da han dør af AIDS i marts 1989, og hun i bogens sidste sorgfulde sætning beskriver ham som et menneske, »der aldrig har været en fremmed«.

En sætning som siger alt. Om deres kærlighed til hinanden, om deres exceptionelle indbyrdes forståelse - og om deres fælles vilje til at ville gøre alt for at blive kunstnere.

Det sidste blev de i dén grad, og med »Just Kids« har Patti Smith ikke bare beskrevet sin rejse mod ikonstatus, men også skabt et nyt kunstværk om, hvad det vil sige at være kunstner, om hvordan hun blev det, om en pagt hun stadig lever op til med bogen, der kun vil fremme respekten for Robert Mapplethorpe, og ikke mindst om, hvor ufatteligt meget det kræver at blive et stort og anerkendt navn.

Måske også mere end tranen Patti Smith, som blev sat i gang af en svane, selv vil stå ved.