Rigsvækkeren

Ny vellykket biografi om revseren og lampemageren PH retter Hammerich og Rifbjerg.

Hans Hertel, »PH – en biografi« Fold sammen
Læs mere

Han »roede i fire timer, mens Jonna og Inger skiftevis øsede vand og brækkede sig« ... »Han roede med egne ord »røven i laser« og fik for resten af livet et synligt minde om denne maraton – sorte blodunderløbne striber fra balderne og ned ad lårene.«

Poul Henningsen er en kulturradikal helt. Hvorfor Paul Hammerich med portrætbogen »Lysmageren« i sin tid forfattede noget nær et heltekvad. Hvilket fremgår af ovenstående.

Løgnen blotlægges dog nu. Det sker i Hans Hertels »PH – en biografi«. En yngre, jødisk ingeniør roede stort set hele vejen til Sverige for PH og arkitekt Arne Jacobsen med fruer. To midaldrende, trinde arkitekter er ikke meget bevendt i en robåd på et oppisket og mørkt Øresund.

Den nye, store biografi – plus en lige så omfangsrig debatbog – om arkitekten, designeren, forfatteren, lyrikeren og ikke mindst kritikeren, PH, er tydeligvis et tiltrængt korrektiv til fortidens beskrivelse af Poul Henningsen. Biografien er dertil en interessant udlægning af PHs arv og gæld. Ikke mindst hvad angår en af det seneste årtis mest forkætrede debatstørrelser i Danmark: Kulturradikalismen.

Kuglelyn

På dette punkt i PH-biografien springer Hans Hertel ud af rollen som biograf. Tydeligt ubekvem ved eksempelvis DF-politikeres nutidige omfavnelse af PH som revser. Samt fortørnet over muhammedtegning-defensor Flemming Roses definition af PH.

På dette punkt i PH-biografien springer Hans Hertel ud af rollen som biograf. Tydeligt ubekvem ved eksempelvis DF-politikeres nutidige omfavnelse af PH som revser. Samt fortørnet over muhammedtegning-defensor Flemming Roses definition af PH.

Det er synd. Ikke blot fordi debatten er interessant. Hvordan ville PH forholde sig til »muhammedtegninger« eller »Dansk Folkeparti«? Men også fordi det er en spændende og overmåde grundig biografi, Hertel har skruet sammen. Generøs i billed- og illustrationsmateriale såvel som i konkrete tekstreferencer. Dens greb i nutiden burde følgelig være mere åben. Modsat at besegle en konklusion kontrær til sin egen beretning om en mand på kollisionskurs mod næsten alt og alle.

»Rigsvækkeren spillede på alle tangenter, og hans hensigt var ikke – modsat hvad mange påstod – at overtale nogen til at dele hans opfattelse og smag, men til at finde deres egen,« skriver Hans Hertel.

Et udsagn Hertel derpå godtgør. Ved at fremvise både arkitektens, debattørens og revyforfatterens store fortjenester samt hans tvivl, meningskolbøtter og selvmodsigelser. PH så tiden efter Første Verdenskrig og før Hitler som gylden og rig på fremskridt. Kubisme, funktionalisme, jazz og psykoanalyse bevidstgjorde verden. Selv titulerede han sig som »salonkommunist«.

Poul Henningsen var et kuglelyn af en skriver og debattør. Georg Brandes’ arvtager, påpeger Hertel. »Jeg går ikke i flok, jeg tilhører ikke noget parti,« hævdede Brandes. PH ville som Groucho Marx tydeligvis heller ikke være medlem af en klub, der ville have ham som medlem.

Truet på livet

Henningsens folkelige vid trådte i karakter under besættelsen. Kjeld Abells stykke »Dyveke« forsynes med »Man binder os på mund og hånd«, skrevet af PH, sunget af Liva Weel. Fra maj 1940 til november 1941 opførtes den 395 gange landet over. Folk rejste sig ved linjerne om »Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl« osv.

En selvbestaltet hjemlig nazistisk gruppe planlægger et attentat på PH i 1943. Hertel kan referere manden, der skule udføre attentatet. Attentatmanden ringede på døren hos PH i 1948 og fortalte selv kritikeren, at han skulle have slået ham ihjel. Men en fornemmelse af at være truet på livet, fik i 1943 PH til at flygte over Øresund inden angrebet.

Tilbagevendt i Cirkusrevyen i 1945 skriver PH om tidens vendekåber. Om de, der ikke »var med fra starten«. Her indledes PHs fineste stund. Med hans angreb på retsopgøret efter krigen. Faren var stor for at blive som de, man nu skulle dømme, mente PH. Der skulle dømmes på handlinger ikke på holdninger. Men krigen blev ført ind i freden ved at bygge opgøret på pøbelinstinktet i folket, som skulle have været holdt nede, påpegede han. PHs kritik af retsopgøret var medvirkende til, at myndighederne i 1947 slog ind på en ny benådningspolitik.

Et søvndyssende middel

Først i 1950erne afsværger Poul Henningsen kommunismen helt. Forstærket af Sovjets brutale slag mod opstanden i Ungarn. PH ytrer selv en tro på avantgarden som eneste retning væk fra »industri- og forbrugertyranniets kommercialisering«. Det nye, farlige for frisindet er en bedøvende og ensrettende massekultur.

»Jeg har en fornemmelse af, at vi snart alle sammen ender i Kerteminde. Det harmoniske er blevet byplanlægningen en hjertesag … Men smag er pacificering. Smag er i familie med pop, som et beroligende og søvndyssende middel, der skal forhindre os i at tænke os om,« mener han og klandrer arkitekter for at flygte fra deres virkelige arbejde.

PH bliver mere og mere desillusioneret over markedets og kapitalismens fremmarch. »Uden at ændre et komma i Grundloven kan folkestyret afskaffes bare ved hjælp af et amerikaniseret underholdningsapparat,« skriver han i 1959.

Tresserne »varsler PHs nedtælling fra oplysningsoptimisme til defensivt sortsyn,« ifølge Hertel. Der går gnavpotte i den til sidst. Det kritiske finder sig dog et hjem og en scene som ophavsmand til samt som første redaktør af forbrugerbladet Tænk.

På frimærke

Poul Henningsen kom for få år siden på frimærke. I en motivserie om »store danskere«. Læser man »PH – en biografi« er det ikke svært at godtage hans »storhed«. Lige som man – trods alvorlige fejlbedømmelser, plus minus et Sovjet eller tre – værdsætter arkitektens vilje til udsathed.

Som filosof Henrik Gade Jensen skriver i debatbogen: »Det moderne, åbne og tolerante samfund skabes af den åndsfrihed, som PH i årtier var en af de ivrigste brugere af og fortalere for.« Hvilket også forklarer, hvorfor så mange vil have del i lyset fra PH-lampen. Og hvorfor en helgenkåring af ham tidligere har fundet sted.

Paul Hammerich nævner i »Lysmageren« trods alt den yngre ingeniør i sin reportage om bådturen over Øresund. År efter skriver Klaus Rifbjerg om samme scene. Her er den unge ingeniør skrevet helt ud af virkeligheden:

»Han (PH, red.) roede det meste af vejen over, da medpassageren, jøden Arne Jacobsen, ikke kunne mere. Det gav livsvarige skader på hænderne, men PH overlevede, lige som sin kone og Jacobsen med frue …«

Poul Henningsen og kulturradikalismen står mere til troende i Hertels hænder.