»Skiftespor« hører ikke til de store armbevægelsers romaner i Klaus Rifbjergs forfatterskab, men pas på ikke at overse den af den grund. Med sit beskedne omfang og i al sin næsten minimalistiske enkelhed leverer romanen nemlig et fornemt stykke rifbjergsk kammermusik med et par gedigne stænk af en Herman Bang i 1930er-antræk. Hvis krig og efterkrig har været store temaer i forfatterskabet, så gælder det denne gang førkrigstidens trykkede stemninger.

Romanen følger for nu at blive i det jernbane-billede, der også understøtter titlen på forsiden, to spor. Det ene spor er en komprimeret historie om at stå udenfor i det krigstruede Europa, mens det andet spor præsenterer en række billeder og scenerier fra 1930ernes Danmark og først og fremmest fra København. Den gråtonede træghed, almindeligheden og fastlåstheden i det ene spors bybilleder fremhæver outsider-uroen og opbrudsstemningen i det andet.

Lyslevende erindringer

Et homoseksuelt par, George og Erich, har forladt Tyskland og ankommer efter togrejsen igennem det danske landskab til København. Englænderen George er ikke alene bøsse, han er også forfatter og intellektuel, han er en fremmed i København, bor til leje hos en småborgerlig familie på Østerbro og er begyndt at kede sig i forholdet til den smukke, men intellektuelt mindre stimulerende Erich. Oplevelsen af at stå udenfor kan ikke blive mere gennemgribende. George skriver efter den ældre ven William, og ved romanens slutning og »hundrede sporskifter« senere står William og George ved Atlanterhavsdamperens ræling på vej mod New York og et nyt liv - måske.

Historien fungerer, men den lille romans store scoop er det danmarks- og københavnerbillede, der indrammer den enkle handling. Klaus Rifbjerg kan skrive om et tog på vej, så barndomserindringernes rejserytmer og - lyde igen banker i blodet, så et forbifarende landskab med huse, haver, marker og jernbaneoverskæringer tegner sig på nethinden, og den tunge, mørke røg fra lokomotivet fornemmes i næsen.

Ægte rifbjergsk musik

Men først og fremmest er det byen København, det gælder. Med lyde, lugte, præcist fastholdte scenerier og et hav af detaljer fremmaler Rifbjerg et bybillede fra slutningen af 30erne, hvor trygheden, men også indelukketheden og begrænsningerne bogstavelig talt bliver sanseligt nærværende: Tivoli før lukketid, Nyhavns værtshuse, Langelinjepromenaden, fotografen ved Gefion-springvandet, der også sælger duefoder, mælkedrengene og morgenlydene fra gaden, DSB-kino med reportagerne fra borgerkrigen i Spanien og Skipper Skræk-filmene, kælderbutikkerne og de endeløse rækker af cyklister. Romanen er tæt af huskede indtryk og stemninger. Se nu bare hvordan et tog ankommer til Hovedbanegården:

»Oppe på broen bevægede trafikken sig i begge retninger, rumlende og klankende. Et bilhorn tudede. Gnister faldt fra ledningerne over sporvognen. Toget ankom med løftet pande og en sky af sort røg fra skorstenen. Et øjeblik blev røgskyen flad, da toget kørte ind under broen, så blomstrede den op igen «

Herman Bangs impressionisme møder Poul Henning-sens »Danmarksfilmen« og ægte rifbjergsk musik opstår. »Skiftespor« er et helstøbt og stemningsmættet 30er-billede. I en vis forstand har Klaus Rifbjerg taget et vigtigt skridt tilbage mod sin egen tidligste barndom. I 1939 var han otte år.