»Det har ikke noget med gods og guld at gøre, for selv om det er bedre at være rask og rig end syg og fattig, så er følelsen af tomhed konstant, uanset hvor mange søforklaringer og hvor megen peptalk, man stabler op i bevidsthedens rum.«
Sådan skriver Klaus Rifbjerg på næstsidste side i »Til rette vedkommende«, der udkommer mindre end et år efter hans død. Han blev 83 år, og selv om døden har sat en stopper for hans forfatterskab, så er det alligevel ikke helt rigtigt: De to forlag Gyldendal og Tiderne Skifter kunne i ugerne efter hans bortgang berette, at de havde adskillige manuskripter liggende, flere end ti, så vidt jeg har kunnet regne sammen.
Rifbjergs voldsomme produktion, nogle gange flere bøger om året, var måske hans måde at trodse meningsløsheden på, hans måde at arbejde mod »følelsen af tomhed«.
Det ligner i hvert fald en tanke efter at have læst »Til rette vedkommende«, hvor han – og det er bestemt ikke første gang – skriver om sit liv med en erindring, der ofte bliver kaldt »fotografisk«, selv om ingen vel har set det motiv, han påstås at fotografere.
Som nu åbningsscenen i »Til rette vedkommende«, hvor han stadig er baby og ligger i en barnevogn: »Her kunne intet ondt ske, her var en bevidsthed, som ikke var det, her var en ganske svag ringlen, når vinden bevægede ranglen, og så de grene, der svajede og vuggede og var både sig selv og skyggen af sig selv.«
Digt eller erindring, hvem ved. Utvivlsomt er det derimod, at Rifbjerg skriver, så det virker sandt og virkeligt. Det er en del af hans mesterskab, og barndommen på Amager med en smilende far og en ordentlig, lidt snobbet mor er beskrevet, så æggemadderne dufter på siderne, og det fornemmes næsten fysisk, hvordan »søndagene havde deres særlige timbre«.
Både frimodigt og altmodisch
At Rifbjerg åbner med sig selv som baby er ildevarslende. Sådan begynder mange uinspirerede erindringsværker. Med »Jeg kom til verden«, bla bla bla. Men anslaget er, sin kliché til trods, velskrevet og – på typisk Rifbjerg-manér – både frimodigt og høfligt og fuld af altmodische vendinger.
Her kan der læses om »En ekstra trykseksten«, en »brøndgravers kolde røv«, om at blive »drukket på pelsen« og meget andet, som minder læseren om, at Rifbjerg har levet i en tid, mange af os aldrig har set eller kendt.
Det er fint nok og på sin vis meget opbyggeligt. Men det er først senere, »Til rette vedkommende« for alvor får schwung, nemlig da Rifbjerg når til de år, hvor han begynder at skrive og får føling med kunstens cirkler, og hvor han siden, via sin popularitet og sit stadig tættere kendskab til og venskab med andre forfattere og kunstnere, forstår, »hvor speget og spøgelsesagtigt dansk »åndsliv« fungerer«.
Samt hvor sørgelige mange af dets aktører er eller var, vil jeg tilføje, når nu han ikke selv gør det.
Rifbjerg skriver sig gennem det hele med den lyst og slebne ondskabsfuldhed, der blev en af hans signaturer. Sine egne svagheder er han da inde på, jo, jo, men som vanligt tror jeg ikke rigtig på, at han virkelig så dem som svagheder. Det virker mere som påtaget ydmyghed.
Dertil kommer de selvmodsigelser, Rifbjerg selv synes blind for. Som når han har det »dårligt med skråsikkerhed«, men tydeligvis selv savner tvivlens nådegave.
Eller når han eksempelvis kritiserer Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahl for »at hente sine yndlingsofre ind i sammenhænge, hvor de ikke har noget at gøre og tæske løs på dem, til de er flade«, selv om han i bogen i tide og utide trækker Martin A. Hansen ind i manegen for at udstille hans salvelsesfulde og i Rifbjergs øjne latterlige alvor.
Sarvig og Stangerup
Men, men, men. Rifbjergs beskrivelser af andres dårskab, deres aparte adfærd, rygende selvdestruktion eller sublime selvovervurdering er uhyre veloplagt.
Det sidste gælder ikke mindst en anekdote om forfatteren og digteren Ole Sarvig. Om hvordan han en dag åbnede døren med tårer i øjnene og sagde »Så gik den til polakkerne«. Den forundrede gæst spurgte, hvad han mon talte om, og det viste sig at være, fordi Nobelprisen i litteratur netop var blevet uddelt, og at Sarvig så sig selv som oplagt modtager. Han havde simpelthen siddet og ventet ved telefonen.
Rifbjerg morer sig over Sarvigs »patetiske selvfølelse«, og den fokuserer han også på hos forfatteren Henrik Stangerup, dog på en koldere, mere nådesløs facon: Stangerup var ulidelig i al sin fordrukne selvpromovering og lod sin »ulækre hornlyd overdøve alt«. Dertil kom hans kolossale ego, som illustreres med en kostelig historie, hvor Stangerup er på besøg hos den uhelbredeligt syge forfatter Elsa Gress, angiveligt den eneste, der til sidst kunne udholde ham.
Og »da Henrik besøgte hende på sygehuset, bad hun ham på et tidspunkt holde op med at tale om sig selv hele tiden, det var trods alt hendes dødsleje!«
Gress går nu heller ikke fri: »Ud over sine mumlende, uendelige foredrag havde hun en vane med at komme tættere og tættere på, så man til sidst næsten fik hende på skødet, hvilket kunne være temmelig belastende, bl.a. fordi hun havde svært ved at holde på mundvandet.«
Poul Borums »rædselsregime«
En anden kvinde, der gav Rifbjerg problemer, var poeten Inger Christensen. Eller rettere, det var hendes mand, digteren og anmelderen Poul Borum, der var problemet. Han kørte et »kritisk rædselsregime«, selv om han »havde en usikker for ikke at sige dårlig smag« og i det hele taget, mener Rifbjerg, var en åbenlyst latterlig personage. Og så var han altså heller ikke venligt stemt over for Rifbjerg.
Men det handlede nu ikke så meget om det, Rifbjerg skrev, mener Rifbjerg (det var naturligvis uangribeligt), men om, at Borum troede, »at Inger gik og bagte på mig i al hemmelighed.«
Rifbjerg påstår også, at han gennem sit liv har undladt at gå i clinch med dem, der har anmeldt ham dårligt. Han må have en særlig udlægning af »at gå i clinch«, for han har da sandelig aldrig holdt sig tilbage fra at gå i kødet på litteraturkritikere.
Heller ikke i »Til rette vedkommende«, hvor Informations Erik Skyum-Nielsen sarkastisk kaldes »Hans Hellighed Erik Skyum-Nielsen« og siges at høre til blandt »de hovski-snovski selvgode« og de »opblæste narre«, der er »sammensat af lige dele mindreværd og grandios selvovervurdering.
Tak for kaffe. Som Rifbjerg selv kunne have formuleret det. Mere følsom, uden at blive sukret, er han i beskrivelserne af Niels Barfoed, som han kalder »de rigtige forbindelsers mester«, hvormed han antyder, at han er bedre til at networke end til at skrive.
»Han var i stand til at skabe succes pr. stedfortræder,« skriver Rifbjerg - og siden at han har brugt Barfoed som forlæg for figurer i flere af sine romaner. Da Barfoed samtidig anmeldte Rifbjerg, udviklede der sig ifølge Rifbjerg en grim paranoia hos vennen, og til sidst gik forholdet i stykker.
Først på Rifbjergs yderste blev de forbrødret, og det er tydeligt, at det var vigtigt for Rifbjerg, der også skriver nøgternt, men med stor ømhed, om vennen og forfatteren Jesper Jensen og om Ulf Christiansen, der aldrig var en del af det kunstneriske miljø og heller ikke interesserede sig nævneværdigt for det. Måske var det derfor, at Ulf Christiansens og hans venskab forblev uplettet gennem hele livet.
Nogen skal jo belyse idioterne og idiotien
Men det er altså de drøje hug, der står klarest frem i »Til rette vedkommende«, og på typisk Rifbjerg-maner ligner de lyst forklædt som pligt: Nogen skal jo belyse idioterne og al idiotien.
Men det er samtidig tydeligt, at Rifbjergs sind og pen tænder på at skrive om dårskaben. Som når han kalder digteren Thorkild Bjørnvig og litteraten Aage Henriksens sværmende skriverier til Karen Blixen for »atamonforstærket åndsmarmelade«.
Eller når han skriver, at det i hans øjne giftige miljø omkring Stangerup og Ekstra Bladets mænd genlød af »øgletuderi«, og at der »lugtede fælt af afbrændt spiritus og larmende selvovervurdering«.
Det er stimulerende sager for enhver, der finder perfiditet underholdende og interesserer sig for kunst- og kulturlivets plumrede understrøm.
Men selv om »Til rette vedkommende« langt hen ad vejen er ren lystlæsning, så kalder den også på undren. For hvorfor egentlig endnu en Rifbjerg-bog? Det er vel ikke nødvendigt i et værk, der på sin vis allerede er druknet af værker, forstået sådan, at hans ekstreme produktion gør hver enkelt udgivelse mindre betydningsfuld. Hvor god den end måtte være.
Bøgerne bliver som teglsten på et tegltag og ikke som spir på et slot. Måske er der simpelthen for meget af det gode. Men den her bog ville jeg nu alligevel ikke have undværet. Lig mange af de andre.
Forfatter: Klaus Rifbjerg.
Titel: »Til rette vedkommende«.
Sider: 220. Pris: 250 kr.
Forlag: Tiderne Skifter.
