Respekt

Det er ikke historien om helte, men tværtimod dem, som gør det grove arbejde, der fokuseres på i to nye krigsromaner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Siden de dansk-slesvigske krige i midten af 1800-tallet har krigen været et vigtigt tema i dansk børnelitteratur. Oftest har vinklen været krigens konsekvenser for børn og andre uskyldige - sjældent soldatens. Men i to nye krigsromaner, Sanne Søndergaards »Hell man« og Morten Dürrs »Det skjulte kort« - begge med en dansk vinkel - skabes der respekt om den jævne soldat. Søndergaards nyhistoriske fortælling foregår i Afghanistans Helmand-provins, mens Dürr har fundet en ny vinkel på besættelsestiden.

»Hey, you guys, this is Hell, man!« Sådan modtages et nyt hold danske soldater i 2008 i Helmand af en britisk soldat. Tonen er anslået, og den bliver ikke mere moderato undervejs. »Hell man« er rå og rystende. Jeg-fortælleren Thor rapporterer messende om alt fra soldaternes hverdag: menuer, hvis det søle, der serveres kan kaldes menuer, våben og udrustning med en grundighed, så man selv kan samle en AK-47 bagefter. Selv toiletbesøgene er vi med på. Ned i de mindste detaljer.

21-årige Thor er en illusionsløs, skidt knægt fra provinsen uden andre muligheder end »at tage stoffer eller tage i krig.« Han vælger det sidste og ender i Sandfordlejren. Han fortæller med en morbid defaitisme og en kæphøj humor, båret af vrede. Den minutiøse fortællestil tjener især til at holde sammen på Thor og angsten stangen. Han er skytte på delingens køretøj, en piranha, men som han siger: »Vi foregiver, at vores opgave herude er vigtig, men realiteten er, at vi er fjorten piranhaer og 120 mand, der leger skovbørnehave.« Historien slutter åbent med at klippe virkeligheden over uden en løsning.

Sproglig skarpskytte

Forfatteren er, som i sine to foregående romaner, en sproglig skarpskytte. I »Hell man« aftvinger hendes måde at integrere research på stor respekt. Hun fortæller nemlig mere end det, Thor selv forstår, og leverer dermed det bedste debatoplæg om krig i almindelighed og den i Afghanistan i særdeleshed.

Fortællepulsen i »Hell man« er høj og hektisk, mens Dürrs »Det skjulte kort« fortælles lavmælt og lyrisk - og af et genfærd. Selv om det vrimler med fag- og skønlitterære beskrivelser om Anden Verdenskrig på bogmarkedet, er det lykkedes Dürr at finde et hjørne, der ikke før er fortalt for unge, nemlig sommeren 1945, da tyske soldater blev tvunget til minerydning ved Vesterhavet med dårligt grej og ved at marchere arm-i-arm hen over minefeltet. Her »finder« flere soldater miner, bl.a. hovedpersonen Martin. Forinden har han haft et intenst kærlighedsforhold til danske Helle, som har afvist en ung danskers frieri. Denne hævner sig grusomt på Martin og de andre soldater ved at skjule det kort, som viser, hvor minerne ligger. Denne lille historie, koblet på den store om besættelsen, tilfører romanen et thrillerelement og løfter den op over den klassisk belærende historiske fortælling. Martin kan ikke som gespenst få fred, før han finder den sidste 3.309. mine, og han kan ikke selv hente kortet. Ved skæbnens ironi lykkes hans projekt via »den onde mands« barnebarn.

Dürr har skåret historien minimalistisk til. Fortællestemmen er så underspillet nøgtern, at dramaet må udfoldes hos læseren. Teddy Kristiansen følger historiens tristesse op med billeder holdt i gråtoner. Nutiden udskilles kun lidt ved douce farver. For en sjælden gangs skyld byder gråt på gråt på en positiv oplevelse.