Hvis Ronald Reagan var et produkt, kunne vi få ham i tre varianter. Den rigtige, den retoriske og den ræddelige – og de to sidste ville være storsælgerne. Hans fans elsker den retoriske Reagan, de elsker manden, der sagde »riv Muren ned«, og hans fjender elsker omvendt den ræddelige Reagan, der gav ketchup til fattige børn og bildte dem ind, at det var en grøntsag.
Men de to varianter er tegneserievarianter, og mellem dem – mellem actionmanden og Fanden selv – er den rigtige Reagan, som de fleste overser.
Hvorfor? Hvorfor er den rigtige Reagan så overset?
Det ene svar er åbenlyst. I en politisk debat har polerne brug for argumenter, som de kan se sig selv i, og når en politiker siger, at Ronald Reagan er hans helt, bruger han Reagan - den retoriske Reagan - til at fortælle noget om sig selv. Det samme med fjenderne. Det er den ene forklaring på cartooniseringen af Reagan, og den har noget med os at gøre. Den anden forklaring har noget med manden at gøre - med Reagan. For han er så forbistret svær at greje.
I 1940 gav Hollywood ham en rolle som George Gipp, den rolle digtede han tilsyneladende videre på og spillede resten af livet, og når han var far, når han var ægtemand, når han var guvernør, når han var præsident, når han kløvede træ, når han var på, så var han in character, og når han ikke var in character, var han underligt fortabt.
Eller som hans søn, Ron Reagan, skrev om ham i sin biografi: »Jeg kunne tilbringe en time i varmt kammeratskab med far, men når jeg gik ud af døren, fik jeg en forskrækkelig følelse af, at jeg nu forsvandt ud på bagscenen af hans bevidsthed, som en rolle, der ikke længere var en del af narrativet i hans livshistorie.«
Politikeren bag masken
Så uigennemskuelig, så uudfoldet var manden inden i rollen, at hans officielle levnedsbeskriver, Edmund Morris, i bar frustration greb til fiktion i sin udskældte biografi om ham.
H. W. Brands griber ikke til fiktion i sin nye biografi om Reagan, og heller ikke til overvintret freudianisme, men han bruger et tredje – og sundere – greb. Han omdefinerer begrebet »den rigtige Reagan.« Han leder ikke efter manden bag masken, men efter politikeren bag masken, og derfor er det småt med helfede nyheder i bogen. I stedet får vi en overbevisende – og på sin vis ikke mindre helfed – analyse af Reagans politiske betydning.
Og den er ganske anderledes end fans og fjender gør den til.
Reagans fans citerer ofte og gerne deres idol og hans træfsikre udtalelser om nødvendigheden af et stærkt Amerika, amerikansk frihed, en mindre offentlig sektor, et lavere skattetryk, Gud og kommunismens ondskab, og i TV-debatterne i det Republikanske primærvalg fører kandidaterne sig som reinkarnationer af Reagan - og i en grad, så TV-kanalen CNBC efter den seneste debat spurgte: »Hvorfor er de så besatte af Reagan?«
I virkeligheden er de pågældende kandidater kun besatte af den retoriske Reagan og ikke af den rigtige Reagan, siger Brands, for som guvernør i Californien lovliggjorde Reagan abort, og han hævede skatterne til nye højder.
Som præsident hævede han også skatterne, han gav amnesti til immigranter, han gennemførte et stort forlig, som sikrede de amerikanske overførselsindkomster, og han talte om Gud, men det var langt fra den samme Gud, som de højrereligiøse hyldede, og han var f.eks. tolerant over for homoseksualitet, og han gik også ind for en effektiv våbenkontrol.
To skikkelser
Det samme gjorde sig gældende i udenrigspolitikken. Reagan oprustede militært og retorisk over for Sovjetunionen, men han forhandlede med Sovjet og kom Sovjet i møde, som ingen præsident før ham.
Og - siger Brands - Reagan fortjener en god del af æren for Murens fald, men det var hverken »riv Muren ned« eller stjernekrigsplaner, som gjorde det; derimod var det Reagans pragmatisme. Sovjets sammenbrud var »forudbestemt,« siger Brands, men det krævede en leder - Gorbatjov - som turde erkende det, og det krævede en modpart - Reagan - som gav ham plads til at erkende det.
Den retoriske og rigtige Reagan var således politisk to vidt forskellige skikkelser, og det er en spidsfindighed, som går de fleste venner og fjender forbi, men som Reagan selv var klar over. Som han sagde: »Jeg vil hellere ende med at få 80 pct. af, hvad jeg ønsker, end jeg vil springe ud over klippen med stolt vejende principper.«
Eller som Brands beskriver ham: »Reagans politiske filosofi var en ubøjelig konservatisme. Han satte frihed over lighed, den enkelte over gruppen, den private sektor over den offentlige. I hver tale, han holdt, prædikede han det konservative evangelium. Men Reagans politiske praksis var en fleksibel pragmatisme.«
Brands opregner stribevis af eksempler på forskellen mellem retorikeren Reagan og politikeren Reagan, f.eks. var han »overbevist om, at kommunismen var ond,« men han skabte ikke desto mindre »en alliance med lederen af det mest magtfulde kommunistiske land i verden.« »På et individuelt plan kaldes dette hykleri; for en præsident er det realisme.«
Det er en slående forskel i forhold til de politikere, der betragter sig som re-inkarnationer af Reagan, og som går ind for at lukke for regeringsapparatet, hvis ikke de får deres vilje, og som uafbrudt taler om at sætte 101. Luftbårne Division ind. Hvis de forstod Ronald Reagan bedre, ville de forstå, at det var politikeren Reagan, der gjorde en forskel, ikke retorikeren – og en forskel gjorde han.
Fremskridt fremfor armbevægelser
»Hvad (Franklin D.) Roosevelt havde været i den første halvdel af det 20. århundrede, var Reagan i den anden,« skriver Brands - og det er ikke bare en levnedsbeskrivers fascination af sit emne. Selv politiske modstandere som præsident Obama har sagt det samme. »Reagan ændrede Amerikas bane,« som Obama sagde i 2008.
Præsident Bush senior og præsident Clinton bekendte sig til Reagans visioner og til hans balance mellem retorik og realpolitik, og Reagans æra sluttede først med Bush junior, som aldrig forstod balancen mellem retorik og realpolitik. Han regerede som én lang valgkamp, som til sidst imploderede i Irak og i New Orleans og med finanskrisen, og som gav præsident Obama mulighed for at skifte bane.
Bush junior bekendte sig til Reagan, men det er tvivlsomt, om Reagan ville have bekendt sig til Bush junior, og han ville formentlig have rystet på hovedet over te-aktivisterne.
Ja, Reagan var konservativ, som H. W. Brands skriver, men »hans værdi som konservativt forbillede må begynde med en erkendelse af hans fleksibilitet … Han forstod, at meningen med politik i sidste ende ikke er at gøre store armbevægelser, men at gøre fremskridt, og fremskridt kræver ofte kompromiser. Det er en lektion for nutidens konservative...«
Men hvad så med manden inden i rollen? På et eller andet tidspunkt vil andre historikere måske finde ham, på et eller andet tidspunkt vil dokumenter fra hans præsidenttid måske blive afklassificeret og vi får øje på ham – men ind til da er der måske en vis grund til at drage en konklusion ud fra den kendsgerning, at Reagans familie og talrige levnedsbeskrivere igen og igen har ledt efter manden og kun fundet masken.
Det gør ham mere nuanceret end venne- og fjendebilledet, en stor retoriker, en større pragmatiker, en af de største politikere, men et mindre menneske, og det er formentlig så tæt på den rigtige Reagan, som vi kan komme.
Titel: Reagan. Forfatter: H. W. Brands. Oversætter: Ole Steen Hansen. Sider: 896. Pris: 400 kroner. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
