Rapport fra kælderen

Mikael Josephsens nye bog er et billede af det Danmark, vi helst ikke vil se.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Mikael Josephsen har kaldt sin nye roman »Neden under«, peger det både på, at dens personer enten lever neden under, i den laveste socialklasse, eller også, at de reelt har så meget neden under, som de forsøger at holde på plads med forskellige former for misbrug. Men det handler også om drømmen, som flere af dem deler - om landet down under.

Vi præsenteres for en lille gruppe mennesker, der tilfældigvis deler opgang. I kælderen bor junkien Kim, først med Heidi, som dør af en od, så med Helle. Ovenpå bor et småborgerligt ægtepar, hjemmehjælperen og pedellen, og inde ved siden af bor den fraskilte psykolog fra misbrugscentret, der selv er stærkt på vej i opløsning.

Ikke langt derfra bor drankeren Rødspætten, og den nyreligiøse Linda - efter et besøg hos numerolog bliver hun til Blinda! Romanen skifter mellem disse personer, og deres højst prosaiske liv, som viser sig at have to ting tilfælles: Misbruget og trangen til at holde virkeligheden fra livet.

Både styrke og svaghed

Ovenpå handler det om, for guds skyld at fortie alle problemer, selv da sønnen kommer hjem fra Afghanistan minus et ben. Der skal helst snakkes om kaffen og maden, så er tykke Inga tryg. Den »fine« psykolog opretholder sin facade, mens læseren ser ham drikke og medicinere sig i hundene, præcis som i hans yndlingsbog Hærværk.

I kælderen handler det om dagen og vejen, pengene til det næste fix, og det er her, Josephsen står stærkest. Det er også i kælderen, der slutteligt mobiliseres en vilje til at rejse sig, uden støtte fra det religiøst hysteriske AA, som Josephsen satirisk fremstiller dem.

Vi får de daglige replikker og små regibemærkninger. Det er både romanens styrke, men også dens problem, fordi Josephsen tilsyneladende vil have det hele med, for at vise trummerummet. Resultatet er, at romanen indimellem bliver lige så lumsk kedelig, som virkeligheden kan være. Man kunne med fordel have skåret en del dialoger fra, så ville Josephsens rapport fra den anden side have trådt endnu klarere frem.