Man burde kræve, at alle krimiforfattere læste eller rettere nærstuderede skotske Ian Rankin. Ja, måske skulle de ligefrem testes i Rankin-metoden, inden de gav sig i kast med skriveriet og – for flertallets vedkommende – udvandede genren med floskelfyldte, overgearede makværker.
Med Ian Rankin får man i alle tilfælde, og ikke mindst i den nye John Rebus-krimi, »Med hånden på Biblen«, den ægte vare, hvor spændingen er høj uden at være pisket op med bloddryppende makaberhed, hvor dialogerne står skarpe uden at være skamskudte, og hvor både underholdningsværdien og hverdagsrealismen er intakt.
Det kan med andre ord ikke gøres meget bedre, og man forstår godt, at forlaget Klim har villet have bogen ud på dansk så hurtigt som muligt, (selv om det desværre kan ses på antallet af korrekturfejl). I denne nittende bog med John Rebus som hovedperson går ikke alene plottet op i en højere enhed, Rankins to parallelle serier om Rebus og Malcolm Fox smeltes også sammen, så sidstnævnte køres i endnu bedre stilling til at kunne overtage stafetten på elegant vis.
John Rebus er efter en kort pensionering genansat i sin gamle afdeling, ikke som boss, men som degraderet politiassistent med sin gamle medarbejder Siobhan Clarke som ny overordnet. Det skaber visse små gnidninger, ikke mindst fordi Rebus inddrages i en gammel mordsag, hvor datidens mere barske politimetoder underkastes et nærmere eftersyn.
Det viser sig, at Rebus som nyuddannet politimand var medlem af en efterforskningsgruppe, der som en anden loge kaldte sig Skyggebiblens Helgener, og som brugte beskidte opklaringsmetoder og havde svoret evig troskab og tavshed til et fælles kodeks. Hvor meget den dengang grønne og uerfarne Rebus havde fingrene nede i suppedasen, afdækkes gradvist, og afsløringen giver om ikke andet læseren en byggeklods til forståelsen af Rebus’ ikke altid regelrette måde at arbejde på.
Det gør så ikke spændingen mindre, at han samtidig sættes i en prekær situation, da Malcolm Fox fra politiets interne efterforskningsgruppe, Klagerne, knytter ham til opgaven med at efterforske gamle kolleger. Fortiden vokser ind i nutiden og har sågar forbindelse til en igangværende sag om et mystisk trafikuheld. En ung kvinde er eneste tilskadekomne, men noget tyder på, at det ikke var hende, der kørte den forulykkede bil, men at nogen har fået det til at se sådan ud. Pigen overlever, men vil ikke udtale sig til politiet, der derfor står på bar bund. De mistænker hendes kæreste for at have en finger med i spillet, og der er også noget lorent ved pigens veninde og sambo.
Da kærestens far, der er Skotlands justitsminister, kort efter bliver offer for et voldsomt overfald i sit eget hjem, sætter Rebus de to sager i forbindelse med hinanden. De hører imidlertid under hver sin afdeling, og Rebus får gjort sig upopulær begge steder. Han mistænker pigens far, en rigmand med blakket ry og kort lunte, for at stå bag, mens andre mener, at det er et indbrud, der kørte af sporet.
Med Rebus’ sans for uregerlig og egensindig efterforskning får han efterhånden pillet den sammenfiltrede knude af flossede tråde op. Ingen kan på forhånd vide, hvem der er helgener, og hvem der er syndere, og det gælder for så vidt også i det anspændte politiske klima omkring den kommende skotske afstemning om selvstændighed.
Dén aktuelle debat er et underliggende tema i bogen, og det løfter handlingen fra at være en (næsten) banal krimihistorie til at give den et solidt fundament af hverdagsrealistisk flertydighed. Tilværelsen er ikke lige så stiv og firkantet som en gennemsnitlig skandinavisk hardback-krimi. Det kan læsere af Ian Rankin forundres, forarges, forskrækkes og frydes over.
