Det er få forfattere forundt at debutere som amerikanske Tom Rachman gjorde i 2010 med »De ufuldkomne«. En vidunderlig roman bestående af fortællinger om personer på og omkring en fiktiv engelsksproget avis i Rom.
Tom Rachman, der selv er tidligere redaktør på bl.a. International Herald Tribune, trak her på fornem vis på sin egen hovedstol i beskrivelsen af en række skæbner, som står midt i de store omvæltninger, der skyller som en tsunami ind over medie- og avisverdenen.
Nu er forfatteren tilbage med »den svære toer«. »Storhed og fald« er titlen i Erik Barfoeds udmærkede oversættelse, og hvor »De ufuldkomne« føltes som en samling af personlige noveller bundet sammen af et overordnet tema, tid og sted, har vi her at gøre med én sammenhængende fortælling.
Hovedpersonen er enspænderen Tooly, der i 2011 er omkring de 30 år og ejer et bogantikvariat i en lille by i Wales, hvor hun er begravet i bøger og afsondret fra omverden. Som barn rejste hun med sin far, der installerede computersystemer på ambassader rundt om i verden, men som ni-årig blev hun kidnappet af en lille gruppe fidusmagere – den lunefulde Sarah, den bogelskende russer Humphrey og gruppens leder, den karismatiske og manipulerende Venn.
Godt ti år senere turede hun rundt i New York på jagt efter nemme »mål« for Venns svindelnumre, men blev forladt af dem alle, hvorefter hun hvirvlede mod afsidesliggende Wales. Men da en eks-kæreste opsøger hende via de sociale medier, som efterhånden trænger ind overalt, må Tooly igen begive sig ud i verden og konfrontere sin fortid for én gang for alle at forstå, hvad det hele gik ud på.
Kapitel for kapitel følger vi Tooly i 1988, i 1999 og i 2011, mens Rachman i de tre tidsplaner langsomt lader os binde knuderne op i denne menneskelige thriller. Strukturen føles lidt langsommelig og rigid i starten, men hurtigt rives man med af den underfundige og svært elskelige Tooly og de skæve figurer, hun er omgivet af.
Poetisk, præcis og humoristisk
Og man gribes af Rachmans fortællestemme – poetisk, præcis og fuld af vid og humor. Om Tooly hedder det for eksempel, at hun har »en krop, der bestod af benede områder og bløde områder, der ikke nødvendigvis var fordelt i overensstemmelse med modens forskrifter.«
John Irving, Paul Auster, Jonathan Lethem og Jonathan Safran Foer er oplagte nyere referencepunkter, når man læser Rachman, men han trækker også tilbage i litteraturhistorien. Og bøger bliver i det hele taget vigtige markører for personerne i »Storhed og fald«.
Humphrey, altid bøjet over en åben bog, får således sendt alle sine bøger med sig i store kasser, hver gang han flytter til en ny by. Han sørger konstant for, at Tooly har noget nyt at læse i, som hendes far også gjorde det, da hun var barn. Tooly har altid mindst én bog på sig, og favoritten, Charles Dickens’ »Nicholas Nickleby«, kommer på sæt og vis til at tegne hendes ledemotiv gennem fortællingen.
»Det var nedslående at opleve sine trykte venner nå afslutningen af deres tilværelse med et blankt stykke nederst på siden, så hun holdt op med at læse inden da og vendte tilbage efter månedsvis for at blade adskillige hundrede sider tilbage og møde dem, som de var, fordybet i samtale, i færd med at udtænke lumpne planer og bidende svar.«
Som fange i det 21. århundrede
Bøgerne er et tilflugtssted fra en hård, omskiftelig og ukontrollerbar virkelighed, et kulturelt fundament, men også et symbol på en verden af i går – presset i bund af et globalt, elektronisk netværk, af smartphones og sociale medier, af databaser og Google-søgninger, der gør det stort set umuligt at koble ud og forblive anonym.
»Du kan fortsætte med det enogtyvende århundrede. Jeg bliver i nummer 20. Det er bedre for mig (...) Jeg ved, hvad det tyvende århundrede får til morgenmad,« siger Humphrey på et tidspunkt til Tooly.
Hér går tematikken fra Rachmans debutroman igen: de bestående, næsten museale, men også romantiske og intellektuelt trygge strukturer, som pludselig eroderer og efterlader de personer, som bebor dem, i forskellige stadier af vildrede, chok og fornægtelse.
Tooly kan ikke undslippe det 21. århundrede, selvfølgelig kan hun ikke dét. Uanset hvor megen tryghed de litterære klassikere tilbyder, må hun begynde at skrive sin egen historie.
Dén erkendelsesrejse varmer, mens man har snuden i »Storhed og fald«, og Rachmans force er, at han hele tiden holder hånden så meget under Tooly, at det ikke føles nedslående at overlade hende til den hvide intethed nederst på sidste side.
