Rå og rasende

Ifølge dramatikeren og lyrikeren Jess Ørnsbo, netop fyldt 80 år, er et bind med udvalgte digte det sidste værk fra hans hånd.

Jess Ørnsbo skriver danmarkshistorie på sin egen specielle måde. Hans »Udvalgte digte 1952-2012« er en vandring igennem årtierne fra 1930’erne til i dag og former sig fra først til sidst som en rå og rasende ode til uudholdeligheden.

Siden debuten i 1960 med »Digte« har lyrikeren og dramatikeren Jess Ørnsbo fra outsiderens udsigtspost afsendt nogle af det sidste halve århundredes mest kultur- og samfundskritiske signalementer af tid og tidsånd. Det moderne samfund vender indvoldene ud i hans poesi. Disharmonierne, misproportionerne, absurditeterne og depressionerne definerer i sjælden grad forfatterens univers, en syreboblende, grotesk fabulerende og idiosynkratisk vrængende og aggressiv stil er det sproglige særtræk, han har udviklet til det virtuose: »Et digt skal kendes på lugten/af menneske/oden skal have indbygget/en klinge i sig...«

Lugten af fortvivlelsen! Synet af et barberblad, der rejser sig i horisonten! Lyden af skriget i pissoiret! Jess Ørnsbos digte er skrevet med alle sanser i fuldt alarmberedskab, men særlig central er den rolle, lugtene spiller i hans poesi: »denne hørm der hang fast i tøjet/som litteratur. »

At Jess Ørnsbo har udvalgt, blandet og organiseret sine digte, så de spejler de forskellige ti-år, han har oplevet, understreger både tidsbilledet og det personlige element i teksterne. Hvor vigtigt det personlige erfaringsstof fra Vesterbro har været som energikilde og som leverandør af by- og elendighedskulissen i Ørnsbos poesi bliver fremhævet af det nye arrangement, og ikke mindst kartoffelslæber Ørnsbos kærlighedserklæring til de uanseelige knolde i digtet »Til mine venner kartoflerne« kaster et særligt skær af solidaritet ind over de svage, skæve, forvredne, fortabte og utilpassede eksistenser, der befolker mange af forfatterskabets tabermiljøer.

Et af de digte Ørnsbo med sans for den profetiske effekt har placeret i 60’erne, velfærdsstatens tilblivelsesårti, er »De gamles by«, en skrækindjagende vision af ældreomsorgens og institutionsdanmarks udvikling og afstumpning. »Personalet underbetalt/og ingen bukser på/i rullestolen...« Ordene bogstavelig talt bløder og væsker, når digteren uden sentimentalitet smækker depressionen på bordet i sine digte om både alderdom og barndom.

At dette udvalg af en af Danmarks betydelige digtere ikke har kunnet finde et forlag, men er blevet bekostet af forfatteren selv, sådan som en afsluttende note i bogen fortæller, er virkelig besynderligt. For godt nok er Jess Ørnsbos digte sorte, men de er også forfærdeligt underholdende og bogstavelig talt rensende i deres kompromisløse vrængen og sproglige mesterskab.