Punk på tryk

Debut. »Mono«. Voksne er nogle narhoveder, men så kan man jo heldigvis tage på efterskole og blive punker. Morten Nørskov Rasmussen debuterer med en meget lille roman.

Hvor latterlige er ens forældre ikke, når man er teenager? Mors åndssvage talemåder og fars klamme skægstubbe i sæbeskålen. Og det værelse/fængsel, de har tildelt én: Med det lortebrune skrivebord og de glatte Anders And-blade, læst mindst tusind gange.

Der begynder Morten Nørskov Rasmussens (f. 1976) debut »Mono«: Med 16-årige Jakob, der murer sig mentalt inde og forbeholder sig retten til ikke at mene, føle eller drømme, for på den måde at skyde sig selv ud af familien Isaksens fastlåste kredsløb af salmecitater, faste TV-tider og slægtsskavanken: sure opstød.

Et efterskoleår skal få knægten på ret køl. Her væmmes Jakob videre ved de voksne og deres osteånde, hængepatter og nævenyttige engagement. Stedets fodbolddrenge og håndboldpiger finder han ikke et hak bedre, men han møder en mentor i tegneserie- og musiknørden Ivan, der til gengæld leder efter en discipel: Jakob bliver kronraget, fortrolig med punk og smidt ned i en to numre for lille læderjakke. Han føler sig efterhånden noget omklamret i sin nye, lånte identitet, og hans store opgør med hele molevitten begynder at ulme indeni.

Dialogen knaser
Især i begyndelsen er »Mono« fortalt i en personlig tone, hvor kløgtige observationer og skarpe detaljer ætser sig ind i læserens hjerne som små firkanter af glohed smalfilm. Jakob undrer sig f.eks. over moderens formaning om at det er synd at riste helt friskt brød. Synd for hvem? Langsomt tager skematikken dog over: Vi får et par behørige varsler om, at det her kan gå galt. Jakob forsøger et symbolsk fadermord på det lokale tivolis radiobilbane. Og en sød, men påhæftet romance fremstår mest som »a little something for the ladies«.

Dialogen knaser også Ivan har det med at lyde som en infomercial, når han vejleder Jakob: »Hele punkbølgen startede engang tilbage i slutningen, eller det vil sige de allerførste punkbands startede nok allerede i midten af halvfjerdserne. I England.«Øh, tak for lektionen, hvornår ringer det ud? De tos samtaler klinger tit overdrevent dannet, og bortset fra spredte »Tre Engle Og Fem Løver«-agtige krumspring dyrker forfatteren en leverpostejsgrå, forbeholden fortællerstemme vel for at illustrere Jakobs sløvsind og blik på de voksnes røvsyge fornuftsverden. Det indebærer bare én fare: At historien bliver omtrent lige så røvsyg at læse.

Den grænse flirter Nørskov Rasmussen faretruende med i sin meget lille debutbog, der pænt holder sig inden for alle rammer og alt for hurtigt løsner taget i læserens krave. Og det er jo ikke særlig punk.