Der bliver leget med formerne i Jennifer Egans (født 1959) seneste roman. Hvis det da overhovedet kan kaldes en roman, denne usædvanlige science fiction-thriller om en navnløs, kvindelig, hemmelig agent med elektroniske gadgets indbygget i sin velskabte krop.
Egan, som i 2012 fuldt fortjent vandt Pulitzerprisen for sin genreeksperimenterende roman »Når tæskeholdet banker på«, har i »Sort Boks« taget legen med formerne et radikalt skridt videre.
»Sort Boks« blev nemlig oprindeligt skrevet som en række tweets til magasinet The New Yorker, som i foråret postede en 124 tegn lang opdatering hvert minut i en time, hver aften i ti dage.
Nu har flere forlag verden over samlet Egans pip til en bog. Men kan et litterært eksperiment på de sociale medier transformeres til en analog papirbog, når nu pointen netop var at prøve de sociale mediers muligheder af? Kan eksperimentet, om man så må sige, leve uden for laboratoriet?
»Tæskeholdet banker på« bød i litterær sammenhæng på noget så usædvanligt som en powerpoint-præsentation, der faktisk var decideret rørende, og et helt langt kapitel skrevet i anden person nutid, altså i »du-form« - et forholdsvis usædvanligt greb, når størstedelen af verdenslitteraturens romaner som bekendt er skrevet i enten jeg-, han/hun- og i sjældne tilfælde vi-form.
Men Egan er dygtig til at skabe levende karakterer af sine genreafprøvninger, som i andres hænder kunne blive fortænkte, og i »Sort Boks« genanvender hun du-fortælleren fra »Når tæskeholdet banker på« (Og tilsyneladende også en af karaktererne, selv om det ikke fremgår eksplicit) til at fortælle historien om en kvindelig agent på hemmelig mission i en fremtid, som angiveligt er sat til 2030.
Sætningerne er korte og haiku-agtigt lakoniske, så man som læser skal foretage mellemregningerne selv. Ofte har de karakter af klip fra en manual som »Når du ved, at en person er voldelig og nådesløs, vil du se voldelig nådesløshed i så basale ting som hans svømmetag« og »Alle bør børste tænder før middag«. Men der er også afsnit, hvor de små opdateringer får deres egen karakter af prosadigt: »Selv om dataene er fremmede, vil de minder, der løsrives, være dine egne: Dengang du skrællede en appelsin for din mand i sengen en søndag, mens sollyset plaskede ned på dynen; Den røgede jordagtige lugt af pelsen på din barndoms kat; Smagen af pebermyntebolsjer, din mor gemte til dig i sit skrivebord.«
Her får den korte form lov til at folde sig ud som kortprosa i sin egen ret, og når man selv begynder at sammensætte billedets enkeltstående punkter til en helhed, træder en post 9/11-terrorthriller og og en feministisk satire om kvinder som sexobjekter, efterhånden frem.
På den ene side er det paradoksalt, at en tekst, som er tiltænkt et socialt medie med dets særegne kodeks og sprog, skal komme i bogform. Hvis Egan ville have skrevet denne historie på papir, ville hun vel have gjort det, og der er en risiko for, at man mister hele pointen ved netop at transformere den sociale genreleg til analoge papirsider. Men på den anden side fungerer den så godt, at man starter med at deltage i et eksperiment, og en lille halv time senere lukker en vellykket bog.
Forfatter: Jennifer Egan Titel: Sort Boks Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup Sider: 102 Pris: 139 kr. Forlag: Klim
