Prut og kugler

Tegneren Claus Riis debuterer som forfatter med højtlæsningsbogen »Lille rygende fis - røverhistorier fra det vilde vesten«.

Han kendes ellers som satirisk tegner med en levende, ultravibrerende og nervøs streg i blade, aviser og billedbøger, bl.a. til Kim Fupz Aakesons »Fandens far!« fra 1998, fulgt op af en række andre bl.a. Jens Vilstrups »Duen Diderik - i dronningens tjeneste«, en billedbog, der modtog Orlaprisen i 2007. Kort sagt er han en sjov og solid illustrator. Hans debut som forfatter følger det satiriske i stregen op med en gang tjuhejsa-agtige drengerøvshistorier om drengen Uffe, der diverteres om aftnerne af Billy Bobs fortællinger om Donna Nutella, MacMuggen, Lille Rygende Fis og flere farverige personer fra det vilde vesten. Overdrivelser i løgnhalsklassen og grovkornet lavkomik er handlingens drev. Ret så traditionelt, men historierne giver også et godt grin, så det bliver spændende at se, hvad Riis kan mere - sprogligt set.

Tegner og forfatter: Claus Riis. Titel: »Lille rygende fis røverhistorier fra det vilde vesten«. Sider: 118. Pris: 150 kr. Forlag: Politikens Forlag.