Hans navn lyder som mærket på et vaskepulver, men det redder ham ikke fra at ende på bunden af samfundet, helt dernede hvor det flossede og voksende hul i det sociale sikkerhedsnet lader flere og flere falde igennem, og hvor der lugter fælt af undergang. Hovedpersonen Vernon Subutex er - trods en hidtil behagelig tilværelse - blevet én blandt rakkerpakket.
Det er udgangspunktet for franske Virginie Despentes’ skarpladte roman »Vernon Subutex«, som er første bind i en trilogi, der ikke overraskende har modtaget en række priser, deriblandt den nye, prestigiøse Prix Anaïs Nin. Her er fuld fart på sprog og handling, sarkasmen er spids og humoren høj.
Gennem hovedpersonens deroute får Despentes tegnet et dyster og djævelsk portræt af Frankrig her og nu - og ikke mindst af dets plus-minus 50-årige borgere i alle samfundslag. Det er støjende samtidslitteratur, og det er rasende godt.
Efter at have kæmpet forgæves mod musikbranchens digitalisering har Vernon Subutex til sidst måttet dreje nøglen om på sin lille eksklusive pladebutik i Paris. Som selvstændig kan han ikke få understøttelse, men efter et år med diverse småjobs og salg af gamle, gemte LP’er og andet indbo tilkendes han socialhjælp og klarer sig til dagen og vejen.
Men efter tre år ryger han ud af systemet, og da hans ungdomsven, den succesfulde musiker Alex Bleach, der har hjulpet ham økonomisk fra tid til anden, dør af en overdosis, kan han ikke betale sin husleje. Han ryger på gaden, fogeden tager det meste, og han indleder nu et liv som omstrejfende hjemløs.
I begyndelsen lader han som om, han er flyttet til Canada og blot er tilbage for at ordne nogle papirer. Han nasser sig ind hos gamle venner og veninder, som han godt nok ikke har haft kontakt med i flere år, bor lidt her og der, indtil der ikke er flere muligheder tilbage, og han for alvor ender på gaden, hvor den stærkes ret hersker, solidaritet er et fremmedord, og verdensvrede højreekstremister sparker nedad.
På denne trøstesløse dødsrute fører Despentes via Subutex læseren forbi bl.a. ungdomsvennen der blev bedsteborgerlig, pornostjernen der skiftede køn, en smuk dansende transvestit, en hustrumishandlende mand, en ny-rig skurk og en filminstruktør der er mere end almindeligt interesseret i de råbånd, som Subutex har arvet fra Alex Bleach.
Undervejs bliver der drukket, røget og sniffet, og Subutex, der stadig har en del af sin gamle karisma tilbage, får scoret og knaldet både den ene og den anden. Og nej, Subutex er ikke et middel til tøjvask men derimod navnet på et metadonlignende præparat, som dels bedøver de værste abstinenser fra et hårdt (heroin-)liv, dels kunne være noget af det stads, som flere af bogens figurer doper sig med.
Og nu vi er ved det, fornavnet er en hyldest til en af den franske forfatter, digter mm. Boris Vians mest kendte og hårdkogte pseudonymer, Vernon Sullivan. Hans roman »J’irai cracher sur vos tombes« (»Jeg vil spytte på jeres grave«) blev i øvrigt ligesom Despentes’ og Coralie Trinhs filmatisering af Despentes´ roman »Baise-moi« (Knep mig) udsat for censurens moralske kvababbelser og i en periode forbudt i Frankrig (censureringen af »Baise-moi« blev senere ændret et par gange og er nu forbudt for unge under 18, mens Boris Vians roman nåede at sælge 120.000 eksemplarer, inden bogen blev dømt moralsk anstødelig og i princippet forbudt).
»Vernon Subutex 1« er med andre ord et orgie af hentydninger og kras kritik af det moderne samfund, ikke mindst efter finanskrisen, og af den måde, vi lever og behandler hinanden på. Provokerende, perverst, punket og pokkers præcist.
Hvad: Vernon Subutex, 1
Hvem: Forfatter: Virginie Despentes. Oversætter: Mette Olesen.
Sider: 327. Pris: 300 kr. Tiderne Skifter.
