Provokerende mainstream

Susanne Staun overgår sig selv med ny thriller, der er hylende morsom, intens og forbilledlig i behandlingen af det retsmedicinske stof.

Susanne Staun er en respektindgydende forfatter. Om nogen er hun den i dansk kriminallitteratur, der drager omsorg for teksten og presser sin pen til det yderste for at få spændingen til at fortætte sig et sted mellem sprog og handling. I de sidste to Fanny Fiske-krimier har Staun været mere end kåd, men her kommer hun så med en retsmedicinsk thriller, der er et opsigtsvækkende rent genrestykke i forhold til de beskidte Fanny-bøger. Det chokerende ved »Døderummet« er, hvor mainstream det lykkes Staun at være uden at give køb på kvaliteten og vildskaben.

Retsmedicineren Maria Krause er i fyrrerne og så ensom, at da hendes eneste, men til gengæld fantastiske, veninde Nkem, en nydansk nigerianer, får job på Retsmedicinsk i Odense, så søger Maria også arbejde der. Hun efterlader manden i København, for ægteskabet var alligevel ikke værd at skrive om. Til gengæld havde hun for vane at bestille voldtæger i parken som en slags adspredelse.

Det bliver nu ikke videre idyllisk for Maria i Døde Odense, som hun kalder byen. På arbejdet kan kollegerne, især mændene, ikke udstå hende, eller de vil som chefen i bukserne på hende. At Maria er lige ved at finde det ophidsende, siger noget om, hvor desperat hun er. Helt galt bliver det, da hun kaldes ud til mordet på en ung kvinde. En seriemorder er på spil, og Maria tager det meget personligt af årsager, jeg ikke har tænkt mig at røbe her.

Hvor hovedpersonernes privatliv ofte virker påklistret i anden spændingslitteratur, er jagten på seriemorderen og Marias liv fuldstændigt integreret i »Døderummet«. Og når man bliver helt opslugt af bogen, er det fordi mysteriet om Maria er lige så rystende og spændende som kriminalgåden. Den er virkelig gal med Maria, og derfor virker afsnittene fra morderens dagbog paradoksalt nok mindre provokerende end hendes egen historie.

At bogen desuden er hylende morsom, intenst gribende og forbilledlig i behandlingen af det retsmedicinske stof, burde give den en kæmpe læserskare, hvis der er nogen retfærdighed til.