Professors nye litteraturhistorie forvirrer mere end den forklarer

Professor Anne-Marie Mai har skrevet en anderledes bog om dansk litteratur. Ambitionen er prisværdig. Det er den slingrende udførelse ikke.

Anne-Marie Mai. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Hun vil gerne forny, men forvirrer mindst lige så meget.

Hun – Anne-Marie Mai – er professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet og en kendt og flittig skribent. Hendes nye bog hedder »Galleri 66. En historie om nyere dansk litteratur«, og som titlen antyder, er det 1966 – året, hvor mange betydelige danske forfattere debuterede – der er fremstillingens »portal«, som professoren udtrykker det. Ifølge hende er der »behov for at finde andre veje end den snævert nationale og kronologiske fremstilling, der går fra det ene forfatterskab til næste med indskudte afsnit om kontekst og kultur«, og det kan da godt være. Men desværre er bogen ikke rigtig blevet til dén appellerende, alternative litteraturhistorie, den så gerne vil være.

Indledningvis forsøger forfatteren at tegne et mere generelt portræt af 1966. Det går på flere måder ikke så godt. Af en passage om The Beatles og Bob Dylan fremgår det, at stjernerne mødtes første gang i 1966, mens det som bekendt var i 1964, det historiske træf fandt sted. Et sted i samme afsnit står der, at menneskene i 1966 »syntes på vej ud i det uendelige univers og ind i de mindste byggesten til levende organismer«, men det havde man jo på det tidspunkt været i årtier, så også her synes 1966-fikseringen at have fået forfatteren til at hugge en hæl og klippe en tå.

Sætningen »Den myrdede præsident John F. Kennedy havde i 1961 gjort det til et mål at gennemføre en bemandet rumflyvning til Månen ... « er ikke heldig, idet budskabet næppe er, at JFK blev myrdet tidligere end hidtil antaget, og at han selv som død var i stand til træffe vigtige beslutninger.

Efter dette afsnit følger ét om verdenslitteratur, hvor der er nogle for lange gennemgange af nogle meget forskellige udenlandske romaner, hvor Sydamerika staves Sydamarika, og Solsjenitsyn konsekvent staves Solsjenitzyn, og hvor man blandt andet støder på følgende delkonklusion: »I en vestlig kultursammenhæng ser det ud til, at den omfattende frisættelse af individet, som moderniteten har ført med sig igennem det 20. århundrede, gør det vanskeligt at skabe billeder af og fortællinger om det omskiftelige menneskelige liv.«

Det er noget mærkeligt noget at skrive. For det første kunne der lige så godt have stået, at den omfattende frisættelse af individet gør det vanskeligt at skrive om den omfattende frisættelse af individet, og det er jo virkelig dårlig stil. For det andet er det svært at se, at det, at livet bliver mere omskifteligt, skulle gøre det sværere at håndtere det litterært. Kan man ikke med samme ret hævde, at det bliver lettere, fordi der er mere at skrive om?

Ulogisk kronlogisk

Den læser, der stadig måtte hænge på, præsenteres herefter for afsnittet »Da gudeglansen gik af digterne – 66-forfatternes mellemværende med velfærdsstaten«, der blandt andet tynges af en vis mangel på kronologisk logik.

Et sted hedder det således, at »Fra midten af 1960´erne er det litterære felt under forandring, idet nye miljøer etableres og profilerer sig«, hvorefter påstanden »underbygges« med henvisninger til blandt andet Det Danske Akademi, der blev oprettet i 1960, forlaget Arena, der er fra 1953, Arkiv for Ny Litteratur på Hald Hovedgaard, der åbnede i 1971, Eks-skolen i København, der begyndte sit virke i 1961, og Kunsthøjskolen i Holbæk, der er fra 1962!

Næste afsnit, der bærer overskriften »En litteraturhistorisk gps til perioden 1966-2016«, er et letlæst og ganske veloplagt lille stykke dansk litteraturhistorie, men over-beviser ikke om, at netop årene omkring 1966 og det, Anne-Marie Mai kalder »Det Formelle Gennembrud«, skulle være mere definerende for den nyere og nyeste danske litteratur end nye strømninger i for eksempel 1950erne og 1970erne. Derpå følger afsnittet »En bagskid – om midttressermotiver i nyere danske romaner«, der handler om det, det lover, og det er jo fint nok, men i den store sammenhæng slet ikke nok.

Anne-Marie Mai, der til sidst i sin bog hopper med på tidens omsiggribende og problematiske kanoniseringstrang og giver sit eget bud på »100 kanoniske kandidater 1966-2016«, skriver i begyndelsen, at »litteraturhistorien fortsat skal være en vigtig litteraturvidenskabelig genre, der har et bredt læserpublikum«. Den ambition er da alt andet lige prisværdig, men skal den indfries, kræver det en tekst, der ikke langt hen ad vejen bare gør læseren forvirret på et højere plan. Jeg vil personligt hellere læse en god roman. Til enhver tid.

Titel: Galleri 66. En historie om nyere dansk litteratur. Forfatter:  Anne-Marie Mai. Sider: 396. Pris: 299, 95 kr. Forlag: Gyldendal.