Professor laver glimrende analyser af tidsånden før og nu

Nils Gunder Hansen får nye perspektiver frem i de seneste 70 års kulturdebat.

Bjørn Poulsen, 1975. Foto: Emil Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en god titel, litteraturprofessor Nils Gunder Hansen har valgt til sin nye bog om dansk kulturdebat fra 1940 til 2010. »Danske Tidsånder« fanger nemlig både det forhold, at det er ånd, ikke materielle forhold, der interesserer ham. Og at bogen handler om eksemplariske skikkelser, næsten spøgelser, i det, vi ubestemmeligt kalder tidsånden. Denne har oftest karakter af en stemning, som man kan mærke på en særlig måde (»mærke« er følgelig et af Nils Gunder Hansens yndlingsord).

En drivkraft for Nils Gunder Hansen har været hans fascination af, hvor hurtigt det, der på et tidspunkt opfattes som selvfølge­ligt, erstattes med noget helt andet, der så optræder med samme selvfølgelighed. 1970erne var f.eks. meget politiske, men 1980erne var det modsatte.

Et eksempel, som Nils Gunder Hansen dog ikke nævner, viser det: Da debatbogen »Oprør fra midten« udkom i 1978, solgte den svimlende 100.000 eksemplarer. Men da bogens opfølger, »Røret om oprøret«, blev udgivet blot fire år efter, kunne den knap sælge førsteoplaget på 10.000. Så hurtigt kan tidsånden altså skifte.

I et enormt historisk schwung får vi en redegørelse for 40ernes modstandskamp, 50ernes koldkrigspessimisme, 60ernes nyradikale humanisme, 70ernes marxisme og 80ernes postmoderne opgør. I 90erne genfandt der sig en ny optimisme – historien var slut – indtil bl.a. Muhammed-krisen i 00erne gjorde en ende på drømmen om kulturernes fredelige sameksistens.

Nye perspektiver

Der er før lavet fremstillinger af efterkrigstidens kulturdebat, og i den slags bøger er det interessante den vinkel, forfatteren anlægger, og som styrer udvælgelsen af stoffet. Det rigtig fine ved Nils Gunder Hansens bog er, at han får helt nye og andre perspektiver frem, end man er vant til. Hvis man er skolet i den traditionelle kulturradikale historieskrivning, vil man spørge: Hvor er Rifbjerg, Pandu­ro og Poul Henningsen?

PH og Panduro nævnes slet ikke hos Nils Gunder Hansen, Rifbjerg fylder ikke meget og optræder først sent i bogen. Et anskueligt udtryk for det nye perspektiv er, at blandt andre Søren Krarup fylder godt (og behandles loyalt!), men især, at den for mange ukendte litterat Bjørn Poulsen bliver behandlet på mere end dobbelt så mange sider som Rifbjerg.

Bjørn Poulsen var en konservativ redaktør af tidsskriftet Heretica (1948-53) og en af de kulturradikales yndlingsaversioner. Han skrev i sin levetid kun ganske lidt, og alene essayet »Elfenbenstårnet« fra 1948 og den korte bog »Ideernes krise« fra 1960 læses vel i dag. Men de er til gengæld også fremragende, og Nils Gunder Hansen yder dem fuld retfærdighed.

Nutidens debat har vist en forskydning, som muligvis ligger til grund for Nils Gunder Hansens vinkel. Den kulturradikale venstrefløj har været fraværende i mange år, og i stedet er det blevet tydeligt, at borgerligheden rummer flere nuancer.

Når Nils Gunder Hansen behandler 00erne, fokuserer han meget symptomatisk på Søren Krarups og Søren Pinds fælles debatbog »Kære Søren«.

»Danske tidsånder« er ikke mindst interessant, fordi den meget tydeligt afdækker den nye, afgørende front, der står internt på den borgerlige fløj: den mellem konservatismen og liberalismen.

Nils Gunder Hansen er meget tilbageholdende med at fælde domme. Men man behøver ikke at spørge, hvor han selv står. Det fremgår nemlig indirekte af valget af de tidsånder, han maner frem i sin glimrende bog.