Man erindrer både Sartre-formuleringen: »Helvede er de andre« og Dorrit Willumsens skildringer af kvinder i låste roller, når man læser Anna Grues stærke novellesamling »De andre«.
Anna Grue sender skarpe noveller med beskrivelser af magtspil, voldsom talestrøm, påtrængenhed, udnyttelse og ønske om stilhed mod læseren, som i mange tilfælde må nikke genkendende. Det er almene spørgsmål, novellerne stiller, men også et klassisk kunstnerproblem, der foldes ud, som vi ser det i titelnovellen, hvor forfatteren Helle er taget til et sydfransk skriverefugium for at få form på sin romanslutning.
Hun har dog vanskeligt ved at få ro, omgivet af rødvinsmarinerede kultur-snyltere. De kommer for tæt på. Men kan vi se os selv uden de andre? Kunstnere henter jo inspiration fra det umiddelbare liv, men afstanden og koncentrationen er nødvendig for skabelsen.
Anna Grue er bedst i de mest alvorlige og komplekse af novellerne, hvor hun står diamantskarpt. Beskrivelsen i novellen »En ny kvinde« af en overset kvinde i overgangsalderen - med tyngden af hedeture, dødt ægteskab og krævende teenagere - der vinder en makeover i et dameblad og momentant bliver set af andre og sig selv, er blandt perlerne i bogen.
Man kan synes, at det er et lidt skematisk udgangspunkt for en novellesamling at ville vise forskellige sider af vores mere eller mindre problematiske relationer til andre. Spørgsmålene er ikke desto mindre centrale.
Der er overvejende fokus på kvinder og skildring af omsorg og selvopofrelse, som det ses nærmest surrealistisk i novellen »beeeep-beeeep«, der viser, at der er grænser for multitasking og evnen til at lytte. Møder mellem mennesker, der har for lidt tid og ro og personer, der har for meget af begge dele, vil altid være udfordrende.
Anna Grue kan se det overordnede problem og skildre menneskers handlinger, så vi føler, at vi står der selv. Det er godt ramt.
