Prisen for berømmelsen

Christian Haves forsøg på at forstå den celebritykultur, han selv har fodret i 25 år, berører et væsentligt emne, men rammer ham desværre som en boomerang.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en spøjs bog, den kreative direktør og CBS-ansatte kommunikationsekspert Christian Have har skrevet med »Drømmen om berømmelse«. Have, der i over to årtier har levet af »at sømme menneskenavne og budskaber fast i den offentlige bevidsthed«, som han siger, bruger nemlig 200 sider på at bevise, at verden er af lave, fordi vi alle sammen kun drømmer om at blive berømte, og fordi - kunne man spydigt tilføje - det fortsat vrimler med kunder i synligheds- og berømmelsesbutikken HAVE KOMMUNIKATION.

Det er direktørens tese, at vi lever i en overfladisk og ekshibitionistisk kultur, hvor det enkelte menneskes dybeste og vådeste drøm handler om at blive kendt. Det er hverken nationalismen eller kulturradikalismen, mener Have, men derimod befolkningens drøm om berømmelse, som sætter dagsordenen i dagens Danmark. »Celebritykulturen - den nye sammenhængskraft«, lyder undertitlen på hans bog. Og det er ikke positivt ment, fordi den kultur ser stort på alle værdier og ikke skelner mellem godt og ondt.

I et par kapitler fortæller Have berømmelsens kulturhistorie og trækker tråde tilbage til oldtidens begær efter at blive kendt, som man finder eksempler på hos Platon og visse ægyptiske faraoer. Videre op gennem historien peger Have på solkongen, Ludvig 14., der var en pioner inde for iscenesættelse og forstod at udnytte de medier, der fandtes dengang. Man bøjer sig for Haves skildring af, hvordan den moderne markedsføring og celebritykultur blev født med Goebbels, Hitlers propagandaminister. Et fint lille essay i sig selv, der handler om, hvordan en ordinær og ukendt person ved navn Adolf Hitler blev berømt ved hjælp af den storytelling, Goebbels byggede op omkring ham.

Når Have til slut bevæger sig over i vor tids online-kultur, hvor vi kommer hinanden mest ved gennem de æterbårne medier, stritter analysen pludselig i alt for mange retninger, skønt den kreative direktør på bundlinjen hele tiden er ret klar i mælet og på næstsidste side skærer sin dystre analyse ud i en pap-boomerang:

»Når drømmen om berømmelse kommercialiseres og markedsføres, bliver den farlig ( . . .), så bliver den meningsløs og undergravende.«

Et splittet projekt

Det er jo altid interessant, når et begavet og engageret menneske griber i egen barm. Ekstra spektakulært bliver det, når man som Christian Have samtidig har modet til at save løs i den gren, man sidder på. Problemet er bare, at man som læser ikke er helt sikker på, om Have er klar over, hvor dybt splittet, hans projekt fremstår. Sagt på en anden måde: kan man som Have med stedvis svulmende lede i stemmen tage afstand fra en celebritykultur, man fortsat lever fedt af? Et svar savnes i bogens indledning eller efterskrift. Men at Christian Have efter 25 års praktisk omgang med berømmelsessygen er i kraftig drift mod mere teoretiske departementer og sikkert også ny berømmelse på CBS og Aalborg Universitet, hvor han er adjungeret professor, kan der vist ikke være tvivl om.