Prinsen holder fridag

Nye digte af prins Henrik med kærlighed, ensomhed, død, melankoli og fransk tradition.

Prins Henrik præsenterede i sidste uge sin nye digtsamling, »Frihjul/ Roue Libre«, på Kongeskibet Dannebrog. Den er illustreret af dronning Margrethe og Maja-Lisa Engelhardt og har fine beskrivelser af blandt andet kærlighed tilsat rim og rytme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Kærligheden, ensomheden, længslen, døden og livet! Det er de store temaer, der dominerer i prins Henriks nye digte, og på den baggrund får titlen »Frihjul« en næsten paradoksal afslappet klang. Men efter de indledende linjer af titeldigtet er pointen nu klar nok: »Min sjæl holder fri/Farvel slaveri «. Det er i høj grad poesien som frirum og frikvarter, forfatteren opsøger, og karakteren af rekreativt tilflugtssted bliver yderligere betonet længere fremme i digtet: »Ud i det grønne/Ud i det blå/Vil jeg let om hjertet gå.«

Kontrasten mellem den tematiske tyngde og glæden ved legen med ordene er et markant træk i »Frihjul«. Med rim og rytme som faste virkemidler skriver prins Henrik om den smertefulde kærlighed og altings forgængelighed i et tonefald, der rummer klange fra både det 20. århundredes måske mest populære franske poet Jacques Prevert, fra middelalderens troubadourer og fra renæssancedigtere som Ronsard og du Bellay.

Havde prins Henrik levet dengang i 1549, ville han helt sikkert have været en begejstret medunderskriver af manifestet »Det franske sprogs forsvar og forskønnelse«, nu skriver han for eksempel digte som »Musikken« og »Gavotte«, hvor ordene stilfuldt træder dansen, og vellyden er et dominerende ideal: »Caressant/Comme lune au Zénith/Ou colombes roucoulant sur le toit/Chante mon amour pour toi,/Empli de baisers de moi«. Eller som det lyder i Hendes Majestæt Dronningens oversættelse:

»Mild/som månen i det høje,/Kurrende/som turtelduer under taget/Er min elskovssang til dig/Smykket med hvert kys du fik af mig«.

Sand troubadour

Dronning Margrethe har oversat en håndfuld af bogens i alt 37 digte, mens Peter Poulsen står for resten af de vellykkede gendigtninger. Helt nemt har det ikke været at fange den særlige franske musik i digtene, når prins Henrik som en sand troubadour tolker sine længsler og skriver om den uopnåelige hav- eller borgfrue: »Hun er i sin sjæl en herskerinde/Den iskolde kvinde«.

Indrammet af dronning Margrethes decoupager og Maja Lisa Engelhardts monotypier præsenterer prins Henriks digte sig med passende fornemhed og sikker sproglig brillans. Med sommerfuglen og guldsmeden som billeder på tilværelsens dobbelthed af skønhed og skrøbelighed, med »Klagesang« og »Morgenhilsen« og en vedholdende melankolsk registrering af ophørets nærhed skriver Prinsgemalen digte, som konsekvent afviser enhver forstyrrelse fra det omgivende samfund. I hans personlige poetiske reservat hersker fransk tradition og konvention, og det han uden tvivl selv ville kalde »verdens sande væsen«.