Primo Levis »grimme hemmelighed«

Den italienske holocaust-overlever og forfatter Primo Levi fortalte ikke meget om sit liv som partisan under Anden Verdenskrig. Men han gemte på en frygtelig hemmelighed. Den fortæller en ny bog om.

Primo Levi (1919-1987), italiensk forfatter, her fotograferet i 1941. Fold sammen
Læs mere
Foto: Album / Rue des Archives / AGIP

Primo Levi er vel nok den forfatter, bortset fra Elie Wiesel, der har haft størst indflydelse på vores opfattelse af kz-lejrene under nazitiden. Den unge italienske jøde blev deporteret til Auschwitz, og i sine bøger, som alle er oversat til dansk, registrerer han nøgternt helvedet i lejren. Han blev hyldet for sin litterære indsats, men begik selvmord i 1987, sandsynligvis i fortvivlelse over sine smertefulde erfaringer.

Men Primo Levi fortalte ikke meget om sin tid som partisan i Norditalien. Kun i bogen »Det periodiske system« er der en kort omtale:»En grim hemmelighed tyngede os, i hvert enkelt sind (...) Vi var tvunget af vor samvittighed til at gennemføre en dom, og vi gennemførte den, men vi var kommet ud af affæren ødelagte, tomme, og vi ønskede, at alt skulle slutte, og at gøre en ende på os selv; men også at være sammen, tale, hjælpe hinanden, at uddrive denne stadig varme erindring. Nu var vi færdige, og vi vidste det; vi var i en fælde, hver eneste i sin egen fælde, og der var ingen anden udvej end ned.«

Men hvad var det for en dom, og hvad var den grimme hemmelighed? Mysteriet fik den italienske historiker Sergio Luzzatto til at efterforske historien. Han støvsugede de lokale arkiver og talte med overlevende familiemedlemmer til partisaner og fascister, og hvad han fandt ud af, var en rystende historie om partisanernes kamp og Primo Levis hemmelighed. Hans undersøgelse udkom som bog i Italien i 2013 og i år på engelsk med titlen »Primo Levi’s Resistance«.

Egentlig havde Primo Levi aldrig tænkt sig at blive partisan og kæmpe mod nazisterne. Han var en ung akademiker med pacifistiske holdninger, og som andre italienske jøder mente han, at den bedste chance for overlevelse var at vente på, at De Allierede vandt. Primo Levi havde sin mor og søster at tænke på, og 9. september 1943 rejste alle tre fra Rom til Piemonte i Nordvestitalien, hvor de boede hos nogle venner. Men nazisterne strammede kursen over for jøderne i Italien og skød og druknede bl.a. 49 jøder i søen Lago Maggiore nær Schweiz, heriblandt Primo Levis onkel Mario. Derefter stod det klart for Primo Levi, at han ikke kunne holde sig fri af kampen mod fascister og nazister, og 1. oktober 1943 blev han medlem af en partisangruppe.

Der var tale om en lille gruppe, bestående af flygtede soldater og jøder, men det var en flok amatører uden ordentlige våben, og de frøs og sultede. Megen tid gik med at tigge forsyninger fra de lokale indbyggere, som så på dem med stor mistro, og selv om gruppen ikke udgjorde en trussel for Mussolinis fascistiske styre, var lokalregeringen i området bekymret for dens tilstedeværelse. På det tidspunkt havde nazisterne befriet Mussolini og genindsat ham som leder. Italien var opdelt i to, hvor den sydlige del blev anført af kong Victor Emanuel III, der var venligt indstillet over for De Allierede, mens den nordlige del var en selvstændig republik, som holdt fast ved nazisterne. Regeringen i det nordlige Italien var ivrig efter at vise Berlin, at den kunne nedkæmpe partisaner og deportere jøder, og den lokale fascistiske leder, Renato Cagni, fik i december 1943 tre agenter til at infiltrere partisangruppen, der blot bestod af cirka 100 mand, der ikke var professionelle og desuden geografisk spredt. Det var derfor en let opgave for agenterne at vinde indpas i gruppen. Der gik kun kort tid, før de tre agenter fik vitale oplysninger og kunne tilkalde større styrker, der fangede partisanerne, hvorefter de blev forhørt. Primo Levi blev forhørt af Renato Cagni selv og blev derefter sendt til en italiensk transitlejr, inden han og andre jøder blev ført til Auschwitz, hvor Primo Levi mirakuløst overlevede og blev kz-helvedets kronikør.

Hvad der dukkede op om denne »grimme hemmelighed« kaster lys over modstandskampen i Norditalien og over Primo Levis partisanliv, der er en uadskillelig del af hans livs fortælling. Historien om denne hemmelighed begyndte, før de tre agenter infiltrerede partisangruppen. En dag bad to unge mænd fra området, Luciano Zabaldono og Fulvio Oppezzo, om at blive optaget i partisangruppen. De var ifølge Luzzatto unge småkriminelle og ikke partisaner af ideologiske eller etniske årsager. De lavede ballade lige fra starten og pressede forsyninger fra de lokale og truede endda, da det blev påtalt, med at angive partisanerne til politiet. Partisanerne reagerede hurtigt, og 9. december 1943 blev de to unge mænd uden varsel skudt bagfra. Det har ikke været muligt for Luzzatto at fastslå, hvem der udførte henrettelserne, men han mener, at beslutningen må have værret taget kollektivt, hvilket bestyrkes af, at Primo Levi i sin korte reference til sagen i »Det periodiske system« skriver om et »vi«. Luzzatto fordømmer ikke henrettelserne af de to unge, men skriver dog, at handlingen ikke var proportional med de tos forbrydelser. For Primo Levi syntes konklusionen af hans »grimme hemmelighed« at være, at verden ikke kan opdeles i helte og skurke, og at vi alle har en mørk side.

Det efterfølgende retsopgør i 1945 med de ansvarlige fascister var præget af tvivlsomme rettergange og politiske indblandinger. Primo Levi rejste til Norditalien for at vidne i sagen mod Cagni, og Cagni og andre fascister blev i første omgang dødsdømt. Men nu skete der noget mystisk, som Luzzatto dokumenterer, for Cagni blev snart sat på fri fod og brugt af den amerikanske efterretningstjeneste Office of Strategic Services (OSS) til at få fat i nazister og fascister, som var undsluppet. Desuden brugte italienske myndigheder Cagni til at fange en italiensk Gestapo-leder. Det kan være, at Cagni var en brutal skurk, men han var brugbar for OSS og de italienske myndigheder, og da hans retssag trak ud med flere appeller, fik han en mild dom og blev en fri mand i 1950. Luzzatto sporer ham frem til 1973, hvor han giftede sig med en italiensk kvinde, men derefter slutter sporet og, som Luzzatto skriver, han har slet ikke lyst til at vide, hvad der skete med denne dubiøse person.

Mange af de temaer, som Luzzatto beskriver, kan genfindes i romanen »Om ikke nu, hvornår så« (1982). Her er scenen en jødisk partisangruppe i Østeuropa og en moralsk tvivlrådig ung mand, der minder om Primo Levi selv, og romanens partisangruppe kunne være Levis egen gruppe i Norditalien.

I romanen er der en 17- årig partisan, Fedya, der måske har talt over sig og bliver skudt af sine partisanfæller, fordi de mener, at han udgør en sikkerhedsrisiko. Man bør genlæse, skriver Luzzatto, »Om ikke nu, hvornår så?« som en forlængelse af Levis oplevelser i sin egen partisangruppe og som en refleksion over moralsk tvivlrådighed. I romanen siger den jødiske partisan Mendel: »Måske er det sådan, det virkeligt er, måske er vi alle en Kain for broderen Abel og myrder ham i marken uden at vide det, gennem de ting, som han gør mod ham, gennem de ting, som han siger til ham, og gennem de ting, han skulle have sagt og ikke siger.« Tolkningen synes ifølge Luzzatto at være, at Primo Levi følte skyld, fordi han kunne have reddet de to unges liv.

Sergio Luzzattos bog er en hyldest til Primo Levi som et rettænkende menneske, der begik en handling, som han moralsk kæmpede med resten af sit liv. Primo Levi gav selv stikordet til dramaets hemmelighed, og Luzzatto har fulgt op med et mesterværk.

Hvad: Primo Levi's Resistance: Rebels and Collaborators in Occupied Italy
Forfatter: Sergio Luzzatto.
Sider: 285.
Pris: 30 dollars.
Forlag: Metropolitan Books.