Preben Harris har en stor fremtid bag sig

Preben Harris fortsætter sin krønike om et liv i teatrets tjeneste.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Når man er nået hertil, giver man sig tid til at filosofere over livet og døden. Ofte føler man et savn, når jeg tænker på alle dem, jeg holdt af, og som nu er væk. Gode venner og kolleger. Tit er der ting, jeg gerne lige vil fortælle dem, men jo ældre, man bliver, jo færre er der at diskutere med fra sin egen generation. Gudskelov er der mange af de unge, der stadig gider at diskutere med mig. Eller er de bare høflige og lader som om? Jeg vælger at lade svaret blæse i vinden.«

Jo, alderdommens vemod rammer teaterchefen, instruktøren og skuespilleren Preben Harris, mens han sidder der og er ved at afslutte andet bind af sine erindringer – første bind, der handlede om ungdomsårene, kom for et par år siden. Men er der ikke nogen, der gider at høre på én, så kan man da i hvert fald få luft ved at skrive sine erindringer, kunne man tilføje.

Og selv føler teatermanden, at han har fået sat et og andet på plads, så han nu kan afvente det store tæppefald med en anden ro og glæde, end før. »Jeg har en stor fremtid bag mig,« som han selv formulerer det med den følsomhed, der rent faktisk også er en del af den ellers så temperamentsfulde Harris’ fysiognomi.

Og hvilken fremtid, må man så bare tilføje. Hvad den angår, har Harris ikke noget at skamme sig over, for han har nået mere end de fleste og var en del af fortroppen i dansk teater i en periode, hvor der for alvor skete noget – og hvor Harris var en af dem, der fik det til at ske.

Ind med det nye

Bogen begynder der, hvor den første slap, nemlig da den højenergiske og ustandselige Harris er med til at stifte eksperimentalteatret Svalegangen i Aahus i starten af 1960erne og dermed sætter sig selv i spidsen for den modernisering af teatret, som de nye tider krævede. Ud med det gamle, ind med det nye – ikke mindst med de nye, politisk vakte forfattere, der kunne se kritisk på en ny tids selvtilfredse velfærdssamfund.

En linje, Harris videreførte, da han gik videre til Gladsaxe Teater, en del af tidens strøminger med at lægge teater ud til folket i forstæderne, hvor han bl.a nåede at introducere europa­premieren på hippiemusicalen »Hair«, inden han fik fast grund under fødderne på Folketeatret. Her regerede han i hele 30 år, i perioden 1971-2001.

En stor del af bogen former sig som en opsummering af det repertoire, der kom til at præge scenen i Nørregade – eller efterhånden scenerne. For historien om teatermanden Preben Harris er også historien om det politiske dyr, der ikke mindst er i stand til at få direkte adgang til den socialdemokratiske magtelite og dermed sin vilje igennem – beskrivelsen af samarbejdet med overborgmester Erik Weidekamp er morsom læsning.

Teatermandens sans for den velturnerede historie fornægter sig ikke.

For skønt bogen først og fremmest former sig som en opsummering af Harris’ overvejelser som driftig teaterchef mellem folkeligt familieteater, klassikere og ny dramatik, mestendels af interesse for den teaterinteresserede, er der undervejs plads til nogle af de anekdoter, teatret er så rig på, og ikke mindst til personlige rids og øjebliksbilleder af nogle af de mange skæbner, Harris kom i nærheden af i sin tid som kongen af Nørregade.

Sikke en energi. Sikke et arbejdsliv. Om det så er Bornholm eller Baltikum har Harris regeret der med sit initiativ. Den vigør, der også må gøre, at han nu – igen – har skrevet en erindringsbog. Men enig med ham i, at Fru Thalia ligger på sygesengen og har ligget der længe, kan man ikke helt dele.

Teatret har det faktisk meget godt. Ikke mindst takket være alt det, der gik forud, og som Preben Harris var en ikke uvæsentlig del af.

Titel: Teater til tiden. Forfatter: Preben Harris. Sider: 312. Pris: 280 kr. Forlag: Gyldendal.