»Intet menneske er en ø«, skrev digteren John Donne i det 17. århundrede. Det er naturligvis sandt: Vi er alle forbundne, er en del af hinanden, uadskillige. Om vi vil eller ej.
Men det forholder sig anderledes med de øer, Donne sammenligner os med. I hvert fald de mest afsidesliggende af dem. De hænger ikke sammen med nogen, er ikke del af noget andet, er ikke uadskillelige fra resten af verden. Dér midt ude i havets ingenting.
Øernes absolutte isolation er også grunden til, at de stimulerer fantasien. Det ses af myter, i populærkulturen og i skønlitteraturen, hvor øerne sjældent er, eller får lov til at være, paradislignende utopier. Snarere tværtimod. Da Odysseus efter flere dage på havet uden mad støder på en ø, er den beboet af kyklopen Polyfemos, og på en fjern ø bor King Kong, som terroriserer den primitive urbefolkning.
Når Vestens mennesker af vanvare ender på de fjerne øer, i hvert fald i fiktionen, fungerer de ofte som en art forstørrelsesglas over de menneskelige drifter, som normalt holdes på plads af civilisationens love og normer.
Der er naturligvis en type historier, hvor mennesker civiliserer øerne, som i ældre værker som Daniel Defoes »Robinson Crusoe« fra 1719 eller Jules Vernes »Den hemmelighedsfulde ø« fra 1874, men altså også de yngre, mere dystre fortællinger, som i William Goldings »Fluernes herre« fra 1954, der udvikler sig til et darwinistisk horrorshow.
Men lige meget hvornår og hvordan, så tænder fjerne øer noget i os; oplyser den indre biograf og viser forskellige forestillinger, hvor fantasi og fakta hvirvles rundt og bliver til billeder og fortællinger. Og det er blandt andet dét, Judith Schalansky peger på og dyrker i sin dybt originale »Atlas over afsidesliggende øer«.
I hendes tilfælde er det for en gangs skyld også relevant med biografiske oplysninger, og Schalansky er, ud over at være forfatter, designer og typograf. Derfor kan hun også arrangere sine bøger præcis, som hun har forestillet sig dem. Her er ikke andre øjne og ideer mellem hende og hendes vision, og i 2006 begyndte forfatterkarrieren med det topografiske kompendium »Fraktur mon Amour«, der vandt flere layoutpriser.
Fantasier om afsigedesliggende øer
Med »Atlas over afsidesliggende øer« er Schalanskys forkærlighed for det grafiske for alvor blevet forbundet med hendes eget liv, om end på en indirekte måde. For hvordan kan en bog om fjerne øer have noget med en opvækst i det lukkede DDR at gøre?
Svaret giver hun selv i det formidable essay, der fungerer som bogens indgangsbøn. Her fortæller hun om en opvækst i byen Greifswald, uden mulighed for at se resten af verden. I hvert fald ikke som den strengt taget ser ud. For i stedet for at rejse, fordybede hun sig i atlas over verden: »Sandsynligvis elskede jeg atlasser så højt, fordi linjerne, farverne og navnene i dem erstattede de virkelige steder for mig, som jeg alligevel ikke kunne komme til.«
Schalansky oplevede i stedet verden på siderne og med hånden over tegningerne af kontinenter, have og bjergkæder. Hun blev en »fingerrejsende«, som hun skriver, og blev ved med at være det, efter at Muren faldt og hendes eget land forsvandt fra landkortene. Det blev en passion, en »erotisk gestus« sådan at sidde med bøgerne og lystfuldt lade fantasien løfte sig op fra siderne.
I dag er det særligt de steder, der ikke kan være på et traditionelt atlas, som tiltrækker Schalansky: »Der findes faktisk en række øer, som ligger så langt fra deres moderland, at de ikke kan komme med på de nationale kort. For det meste bliver de så forbigået, nogle gange får de en plads ved det kartografiske sidebord, presset ind i et indrammet felt, trængt ud mod kanten, med deres egen målestok, men uden oplysning om deres faktiske beliggenhed.«
Schalansky skriver videre om øerne, at »Således bliver de fodnoter til fastlandet, på en vis måde til at undvære, men ulig mere interessante end det mægtige, kontinentale korpus.« Og videre, at »Den dag i dag vil jeg foretrække et atlas for nogen turistfører.«
Det er, sagt med andre ord, fantasien om de afsidesliggende øer, der er det væsentlige og hovedærindet i »Atlas over afsidesliggende øer«, der passende har undertitlen »Halvtreds øer, jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til.«
Derefter bladrer man og ser det første opslag om Ensomheds-øen, som i layout og organisering er sigende for alle halvtreds opslag: Øverst på venstre side står navnet på øen ud for et lille kort med øens placering på kloden. Nedenfor står der, hvilket land den hører til, samt hvad den hedder på forskellige, relevante sprog.
Desuden figurerer øens vigtigste årstal – opdagelse, overtagelse, etc. – på en tidslinje, og de svimlende afstande til andre øer. Og så en lille leksikalsk, men altid sært rørende oplysning. Som her om Ensomheds-øen: »20 km2/ubeboet.«
Sådan står der om flere af øerne. At de er ubeboede og små midt ude i det blå eller buldermørke.
Faktaoplysninger og tegninger bidrager til oplevelsen
Alene faktaoplysningerne og tegningen af øen på hele højre side af hvert opslag er en oplevelse, hvor man meget hurtigt også bliver en fingerrejsende. Men der er mere at hente, for under alle faktaoplysningerne, som er sat så enkelt og smukt op, optræder en tekst, der dirrer mellem dokumentarisme og prosadigt, og hvor Schalansky aldrig giver efter for paradisforestillinger, men ofte fremmaner forrevne, golde og urovækkende billeder i læseren.
Som i teksten om den 8,5 km2 lille, ubeboede ø St. Kilda i Atlanterhavet. Engang var den beboet.
Det vidner »seksten småhuse, tre større huse og en kirke« om. Men det er kirkegården, der tiltrækker sig opmærksomheden, for her endte de fleste nyfødte. Ved fødslen var de sunde og raske, men efter nogle dage holdt de op med at drikke mælk fra morens bryst. Mellem den syvende og niende dag døde to tredjedele af dem.
Nogle mente, at det skyldtes mallemukkernes æg og olieholdige kød, der godt nok gør huden blød og smuk, men modermælken bitter. Andre mente, at det skyldtes incesten i den lille befolkning. Eller tørvene, der fyres med. Dampene fra zinktagene. Lampeolien. Men 22. juni 1876 står en kvinde på dækket af et skib, der sejler hende tilbage til fødeøen. Hun har som kvinderne på St. Kilda blød hud, men har født et andet sted, langt fra øen. Hendes baby er rask og sund.
Det skæbnesvangre og sælsomme går igen i flere af fortællingerne. Som om øen Rapa Iti, der ligger midt i Stillehavet. Men det begynder et andet sted, i Frankrig, hvor en dreng drømmer, at han bliver undervist i et for ham helt ukendt sprog. Der går dog ikke længe, før Marc Liblin, som drengen hedder, taler sproget fra drømmene i vågen tilstand.
Ingen forstår et ord, og forskere kan heller ikke gennemskue, hvad der sker. Computere gransker i årevis hans sprog, uden held, men en dag hører en bartender, en tidligere sømand, Marc tale og genkender sproget. Han kender endda en dame i nabolaget, der taler det, og da de mødes, svarer hun ham på sin hjemstavs rapa. Marc, der aldrig har været uden for Europa, gifter sig med hende – den eneste kvinde som forstår ham – og i 1983 rejser parret til Rapa Iti for at være sammen og tale deres fælles sprog.
I andre tekster er sælsomheden kulturelt betinget. Som på Pukapuka i Stillehavet, hvor kvinders uskyld ikke er ærværdig på nogen måde. Det opdager en vis Robert Dean Frisbie fra Cleveland, der i 1924 flytter til øen med drømmen om paradis på jord. Her har de ikke engang et ord for jomfru. Og føder man uden for ægteskabet, ja, så har kvinden blot bevist sin frugtbarhed for sin kommende ægtemand.
Så de unge mødes på stranden efter mørkets frembrud, hvor de inden og efter sex synger for hinanden. Men Frisbie kan aldrig aflægge sig sit gamle lands syn på kønsmoral og bliver aldrig en del af øens frie seksualitet.
Fascinerende fortællinger
Der er så mange af den slags fascinerende fortællinger, der vibrerer mellem sandhed og digt. Som om øen Pingelap, hvor alt engang var sorthvidt. En mutation i kromosom nummer otte gjorde alle 250 beboere var farveblinde.
Eller Raul-øen i Stillehavet, der citerer fra et stillingsopslag angående 12 måneders ansættelse på den ubeboede ø. Men skal »være i stand til at beskæftige sig med sig selv samt kunne sætte pris på at arbejde i et lille team.« Ja, én selv må siges at være et »lille team«.
Jeg kunne blive ved med at genfortælle fra »Atlas over afsidesliggende øer« med dens vidunderlige fusion af skipperskrøner, fakta og fantasi, der matches perfekt af Schalanskys kort og layoutets blå, hvid, orange og sort. Og med værket er også en kærkommen lejlighed til at kippe med flaget for Forlaget Vandkunsten.
De har igen og igen udgivet knaldgode og spektakulært smukke bøger. Gunnar Ekelöfs »Diwan« og Victor Hugos »De elendige« er to aktuelle pragteksemplarer, og måske er dét bogens fremtid: De smukke, eksklusive, ikke-digitalisérbare oplevelser.
Det er »Atlas over afsidesliggende øer« i hvert fald, og samtidig en hyldest til fantasien og ikke mindst til litteraturen, der kan gøre det usete set og trække det fjerne helt tæt på. Og når Schalansky skriver om øerne, uden at have været på én eneste af dem, skriver hun sig ind i en litterær tradition, som også en Franz Kafka har dyrket: I romanen »Amerika«, skrev tjekken levende om et land, han aldrig havde besøgt.
På den måde kan verden, paradoksalt nok, blive tydeligere. Når fakta blandes med fantasi. Og et atlas, Schalanskys store kærlighed, er også begge dele: På den ene side præcise tegninger af kontinenter, bjergrygge og have. På den anden side også fuld af streger, stiplede linjer og navne, vi højtideligt har givet stederne og egnene. Og som vi bilder os ind gør dem til vores.
Titel: Atlas over afsidesliggende øer. Halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til. Forfatter: Judith Schalansky. Oversat af Anette Petersen. Sider: 144. Pris: 350 kr. Forlag: Forlaget Vandkunsten.
