Smukt er det ikke, og det skal det heller ikke være i Christina Hagens tredje udgivelse, digtsamlingen »White Girl«, en samling små tekster udformet som breve skrevet af en hvid kvinde på rejse i verden.
Med udgangspunkt i postkort, som en gruppe (hvide) højskoleelever på opfordring fra Christina Hagen har skrevet om deres værste ferieoplevelser, har forfatteren formuleret et vredt og polemisk skrift, der på den ene side sætter den hvide verdens imperialistiske fremfærd til spot og spe, på den anden side retter et spejl mod det moderne menneskes selvopfattelse, i dette tilfælde læserens.
For hvor vi nok tror os bedre og klogere rejsende i dag end gamle tiders kolonialister, er vi det måske alligevel ikke. Og hvor vi vist har en tendens til at betragte den dårligt formulerende tilrejsende som mindre begavet end os selv, overhører vi vores egne sprogfejl, når vi begiver os ud som selvbevidste danske verdensborgere.
Christina Hagen vender rollerne på hovedet og lader os læse den hvide kvindes dårligt formulerede angreb på alt og alle uden for de danske grænser. Ironien hænger tykt i teksten, når denne »White Girl« påstår, at alt er bedre derhjemme, mens resten af verden tilsyneladende består af sexfikserede mandchauvinister, løgnagtige lommetyve, egoistiske skrankepaver, dårlige mødre og så videre.
Sproget er lige så grimt, gustent og gebrokkent som i Normalerweizes African Import-sketches i DR2, og man kommer uvægerligt til at se skuespilleren Anna Neye Poulsen forklædt som manipulerende og aggressiv butiksindehaver for sig undervejs. Det er underholdende, men det er også sært, og sine steder svært at kapere, fordi det bliver for meget af det gode. Dette sproglige eksperiment er nok sjovt og tankevækkende, men det er mere satire end poesi - og set før, blandt andet på DR2.
