Portræt af en upolitisk pianist

Biografi: »Svjatoslav Richter, pianist«. Mennesket og musikeren Svjatoslav Richter portrætteres i en ny stor biografi af Karl Aage Rasmussen. Bogen er den første på et vestligt sprog om den geniale klaverspiller. Den er en litterær begivenhed.

Richter øver Tjajkovskij på et pianette under sit første besøg i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: fra bogen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er 21 år siden. Svjatoslav Richter var i København. For første og eneste gang. Han skulle modtage Léonie Sonnings Musikpris, som så mange af hans nære musikalske venner allerede var blevet beæret med, og vi, der var så heldige at få en billet til koncerten i Tivolis Koncertsal, vil aldrig glemme denne sommeraften. Ikke blot var det en af århundredets største pianister, vi fik lejlighed til at høre live, i et rent Beethoven-program i øvrigt, hvor han var totalt på hjemmebane. Det, som fæstnede sig, og som vi aldrig vil glemme, var også selve synet af den aldrende musiker, der – til koncertarrangørernes store overraskelse – havde forlangt al lys i salen slukket, på nær en enkelt lampe, og som – lige så overraskende – havde bedt om en nodevender. En nodevender! En mand, der udenad kunne huske operaer, som han ikke havde hørt siden sin tidlige ungdom, insisterede på at kunne følge med i noderne til den musik, han kendte forfra og bagfra! Hvad foregår der her?

Men sådan var han, Svjatoslav Richter, en sammensat skikkelse, ikke til at blive klog på. Til tider snakkende som et vandfald, andre gange tavs og indadvendt. En verdensmand, der kunne boble af overskud og humor, men som også led af depressioner, og som skjulte sig bag anonymitet og isolation. Dertil – og først og fremmest – en pianist, hvis kolossale tekniske og musikalske overskud stadig kan høres på et væld af indspilninger, der både kvalitativt og kvantitativt savner deres lige.

Sådan var Svjatoslav Richter, eller sådan kan man i hvert fald med få ord forsøge at beskrive geniet. Men man kan også gå langt grundigere til værks, og forfatteren og komponisten Karl Aage Rasmussen bruger mange ord i sin Richter-biografi, »Svjatoslav Richter, pianist«, der udkommer i dag, men ikke for mange, for der er meget, der skal fortælles, og Richter er rigeligt sine 401 sider værd, når arbejdet gøres med en grundighed og en styrke, som det er tilfældet her. Biografien bygger på hidtil ukendte privatarkiver og samtaler med mennesker, der kendte den biograferede, det er i sig selv bemærkelsesværdigt og rosværdigt, men det er også en kæmpekvalitet, at bogen er skrevet af en mand, der både skriver forbilledligt dansk og har dyb indsigt i selve musikkens substans. Et scoop.

»Jeg kan ikke li» mig selv«, sagde den 82-årige, syge og svækkede maestro i slutningen af Bruno Monsaigeons berømte portrætfilm, »Richter, l«insoumis.« Udsagnet var muligvis især møntet på den skuffelse, han følte, når han lyttede til sine egne indspilninger, men måske stak det dybere, og Karl Aage Rasmussens biografi tager sit afsæt her, i billedet af den gamle musiker der taler foran snurrende kameraer, lavmælt, med bøjet hoved, døende. Så rulles tiden tilbage. Karl Aage Rasmussen fortæller om barndom og ungdom. Om Svjatoslav Richters far, der blev arresteret og skudt af det hemmelige politi i 1941, kort før tyskerne og de rumænske fascister nåede hjembyen Odessa. Om moderen, der sammen med sin nye mand fulgte med de fremmede tropper tilbage til den relative sikkerhed i Tyskland, men med det resultat at sønnen i mange år ikke så hende og erklærede hende død, hvis nogen spurgte til hende. Om den perverse kommunistiske kulturpolitik, der – i musikalsk forstand – gik allerhårdest ud over komponisten Sjostakovitj, som i lange perioder frygtede for sit liv, men som lagde sin klamme hånd på alt og alle, også efter Stalins død. Om hvordan det dybt upolitiske menneske Svjatoslav Richter undlod at protestere åbenlyst mod systemet, sådan som den lige så berømte musiker Mstislav Rostropovitj gjorde det, men – forstår man – uden at dette skal udlægges som den ringeste sympati for pamperne og tyrannerne. Om Svjatoslav Richters homoseksualitet, som alle kendte, men som ingen – heller ikke han selv – nogensinde talte om offentligt.

En biografi som denne må nødvendigvis berøre såvel det politiske som det private, og hvad det sidste angår, har Karl Aage Rasmussens ihærdige arbejde med stoffet også bidraget til en billedside, der er i særklasse. Vi får både præsenteret den vordende verdensstjerne som buttet spædbarn og kunstneren som ungt menneske i munter teatralsk udfoldelse, forklædt som skovguden Pan, og der er – allermest bevægende – et fotografi, hvor far, mor og søn er samlet en af de sidste gange før katastrofen og henrettelsen. Det er smukke, aristokratiske mennesker, alle tre. Et sindbillede på ånd og civilisation midt i det kommunistiske barbari.

»Svjatoslav Richter, pianist« er den første store, seriøse Richter-biografi på et vestligt sprog. Den er også en bog, der gør læseren klogere på både mennesker og musik. Den er en litterær begivenhed.