Portræt af en psykopat

Mario Vargas Llosas, der i går fik overrakt Nobelprisen i Stockholm, har skrevet en blændende roman om den liderlige general Trujillo.

Den latinamerikanske forfatter Mario Vargas Llosas fik i går overrakt Nobelprisen, og den begivenhed markeres af forlaget Klim med udgivelse af forfatterens bog »Bukkens fest«, der handler om en liderlig og psykopatisk general. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Erik Henriksson

Der er mange lag i det, Nobelpriskomiteen i sin motivering har kaldt den latinamerikanske forfatter Mario Vargas Llosas »kortlægning af magtens strukturer og billeder af individets modstand, revolte og nederlag«. Det gælder ikke mindst i romanen »Bukkens fest«, som forlaget Klim passende har valgt at genudgive i anledning af prisuddelingen.

Handling og tidsramme forskyder sig ustandselig i romanen. Magtcentrene i Den Dominikanske Republik flytter sig undervejs fra kuppet i 1930, men centralt i romanen står Uranias historie.

Som datter af den højt betroede embedsmand Augustin Cabral, der er faldet i unåde hos Rafael Leonidas Trujillo - kaldet »Velgøreren« - ofrer hun sin mødom som 14-årig på faderens foranledning, for at han kan genvinde generalens tillid.

Først efter 35 år vender hun tilbage fra sin store internationale juristkarriere for endelig og blot ved sit nærvær at hævne sig på faderen, der nu og i historiens nutid efter en hjerneblødning, som en vissen grøntsag må udstå konfrontationen med den højt elskede, men dybt svigtede datter.

Det store attentat

Men det meste af bogens nutid handler faktisk om den dag i 1961, da syv hævngerrige officerer afventer præsidentens limousine for at begå det store attentat. Det lykkes, men den planlagte magtovertagelse mislykkes, fordi generalen bag komplottet ikke kan bryde sin irrationelle loyalitet over for Trujillo. Også han ofres og må under den efterfølgende tortur æde sine egne testikler.

Magten i Velgørerens hænder er i den grad centreret omkring førerskikkelsens hypnotiserende personlighed, der landsfaderligt styrer dominikanerne i en blanding af propaganda, symbolsk gaveregn og terror, der ved sikkerhedspolitiets mellemkomst straffer den mindste afvigelse ved at vippe misdæderne ud fra klipperne til hajerne.

Sine nærmeste, de logrende servile og underdanige medarbejdere, tyranniserer han i elastisk terroriserende manøvrer, hvor han snart placerer dem centralt omkring sig og sin magtfuldkomne familie, snart ekskluderer dem fra det gode selskab. Og så kræver Bukken tillige seksuelle ydelser af deres koner, børn og kærester - ofre, som de føler sig beæret over at bringe Bukken.

Styret af ekstremer

Indenrigspolitisk manøvrerer generalen mellem landets katolske kirke og de hemmelige oprørsgrupper, udenrigspolitisk må det hykleriske forhold til USA i Kennedy-perioden, der frygter en kommunistisk revolte i landet, for alt i verden opretholdes for militærdiktaturets overlevelse.

Naturligvis trækker romanen på en virkelighed i den grad styret af ekstremer, politisk og menneskeligt. Men den formår mesterligt i hele sit komplicerede handlingsforløb at nuancere og fortolke en verden, hvor magtspillets brikker ustandselig kan lægges påny med læseren selv som bande, når de moralske spilleregler skal fastlægges.

Republikken kommer ud af diktaturets jerngreb med et nyt og humanistisk indstillet styre, der i det mindste kan legitimere sig over for verden og FN. Og det misbrugte offer Urania når til en vis om end spinkel forståelse og udsoning med sin familie.