Populærfeminisme anno 2010

Sex and the City ændrede kvindernes verden, lyder det fra Iben Albinus i hendes glimrende bog om fænomenet. Man er tilbøjelig til at give hende ret.

Forside fra bogen "Da Sex and the City ændrede verden" af Iben Albinus. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er det en religion baseret på haute couture, et verdensomspændende hysteri eller faktisk indbegrebet af den såkaldte tredje bølge inden for feminismen? Mange har undret sig i forbindelse med det massive fænomen, som TV-serien Sex and the City har udgjort lige siden sin begyndelse i slutningen af 1990erne og frem til i dag. For selv om serien sluttede i 2004 har begejstringen ingenlunde lagt sig. Serien satte på forunderlig vis gang i en uudslukkelig kvindelig steppebrand, der ikke bare blusser op, når de kolossalt hypede Sex and the City-film har premierer. Sex and the City gjorde noget ved de yngre kvinder, som de ikke kunne glemme. Spørgsmålet er bare hvad?

Det er netop dette spørgsmål, som kulturanalytiker og filmanmelder Iben Albinus sætter sig for at besvare i bogen »Da Sex and the City ændrede verden«. Og det skal hun have en stor tak for. Ikke blot fordi Albinus sætter et tiltrængt fokus på de kvindelige mekanismer bag en af de største populærkulturelle begivenheder i nyere tid. Men især fordi hun med sine skarpe iagttagelser og interessante indgangsvinkler gør det særdeles godt. For selv om »Da Sex and the City ændrede verden« ikke er nogen akademisk, udtømmende og strengt saglig bog, har bogens essayistiske modus en behagelig sproglig lethed og smittende glæde over sig, der gør det muligt for bogen at få en bred læserskare - hvilket den fortjener. Ikke mindst fordi Albinus er kvinde nok til at sætte Sex and the City ind i en nutidig feministisk kontekst, der gør op med 70er-feminismens bitre kamp mod bl.a. feminin æstetik og peger på, hvad TV-serien i praksis har betydet for kvindens selvstændighed. Forfatteren udtrykker det selv sådan: »Jeg har stillet den skoæskeformede DVD-boks med Sex and the Citys seks sæsoner på reolen, hvor min mor og hendes veninder stolt udstillede Kvinde kend din krop.«

Hvis man ikke vidste det i forvejen, må man igennem læsningen af »Da Sex and the City ændrede verden« nemlig sande, at de, der hånligt har affejet Sex and the City som hjernedødt kagleri fra hønsegården, har fået en trojansk hest smuglet ind i soveværelset. For nok bliver der diskuteret mode, cocktails og mænd - men især bliver der bramfrit diskuteret sex, effektfulde vibratorer og kvinders ligeret til - altid - at få orgasme. Iben Albinus argumenterer overbevisende for, at tv-serien har været positivt banebrydende for opfattelsen af kvinders sexliv, der lægger myter om forsuttede bolsjer og sex som noget udpræget maskulint - og dermed kvindeundertrykkende - kategorisk i graven. Denne analyse understøttes gennem bogens interviews både af Joan Ørting, der mener, at kvinder pga. tv-serien er blevet meget mere åbne for at onanere, og af ejeren af sexbutikken Lust, der efter TV-serien har oplevet et enormt boom i salget af vibratoren The Rabbit, der i Sex and the City får mere end gode ord med på vejen.

TV-seriens banebrydende karakter og betydning for den moderne kvinde handler, ifølge Albinus, imidlertid ikke kun om smart sexlegetøj med skøre dyrenavne. Især handler det om, at serien ikke blot legaliserer livet som singlekvinde men etablerer det som en attraktiv livsform, man ikke skal undskylde for. Singlen bliver et udtryk for den selvstændige, frigjorte kvinde, der finder glæde og tilfredsstillelse i at leve i et forhold til sig selv, hvis nu kærligheden og parforholdet i perioder ikke er en mulighed.

Det er klart, at Iben Albinus bog grundlæggende er en hyldest til Sex and the City og seriens fire rollemodeller, men ved at bibeholde nuancerne i sine fortolkninger får hun næsten læseren overbevist: Sex and the City er da den feministiske pendant til de fire musketerer, der iført ekstravagante skørter kæmper for singlerne, venskabet, et lystigt sexliv, alternative livsformer og for at sætte sit hår, som man vil. En for alle og alle for en - men kvinde frem for alt!