Fortælleren i »Skarn« er et barn, der lever et udsat liv. Han er underlagt sin fars behov for at være universets hersker. Gennem ridepisk, ydmygelser og ordsprog vil Gamle K holde orden i sagerne og opdrage sin søn til at blive et mandfolk. Imens skændes mor og far for fulde gardiner.
Far regerer, mor skiftevis beskytter drengen og henfalder til fortvivlet selvudslettelse. Drengen kommer på sanatorium for at blive »afpjevset«. Her kommer han til den forstemmende erkendelse, at det fremmede rædselsregime kun får ham til at savne det kendte. Hjemme igen drømmer han om, at der vil udbryde krig, så han kan lade sig indrullere i fjendens hær og med fuld ret skyde sin far.
Familien præges i lige høj grad af de levende, som af de døde. Af årsagsforklaringer, der af og til giver mening, af og til øger meningsløsheden.
Som negativer
I den polske udgave har Skarn undertitlen »En antibiografi«. På spørgsmålet om det er en selvbiografi, svarer forfatteren, at kapitlerne i romanen er som negativer, der »skildrer en barndom, der svarer til min egen (...) som en strimmel endnu ikke fremkaldte familiebilleder.« Om det er selvoplevet er uden indflydelse på bogens kvaliteter, men forklarer måske jeg-fortællerens soliditet. Det lyder trist, og det er det på sin vis også. Men først og fremmest er det en ubeskrivelig velfortalt roman om opvækst og erindring, om at blive gjort hjemløs af sine egne forældre i sit eget hjem.
Det afsluttende kapitel begynder med samme linjer som Prousts mastodontværk om erindring: »I lang tid gik jeg tidligt i seng.«
Søvnen er en del af en mislykket flugtplan, men voksen og vågen må fortælleren erkende, at barndommens skygger ikke forsvinder, bare fordi man bliver voksen. Romanens sproglige overskud formidles elegant af oversætterne, der også har skrevet et stemningsfuldt efterord, som man ikke må snyde sig selv for at læse.
