Da Hanne Bech Hansen blev pensioneret, tog hun i sommerhus for at realisere drømmen om at skrive en krimi. Resultatet er »Lasten«, der forbavsende nok ikke virker tynget af den tidligere politidirektørs intime kendskab til politiarbejde. Bogen ligner til forveksling alle de andre danske amatørkrimier, der sendes på gaden i øjeblikket, og vanen tro er der udsigt til mere. Romanen er første bind i en planlagt trilogi.

Solstrålehistorien om Malika, der som den første kvinde med indvandrerbaggrund bliver vicepolitikommissær, føles træls allerede her i første bind, fordi hun så ubetinget er en gæv pige og altid kan vende modgang til medgang. Denne spejderpige er alt for god til at være sand, og i Bech Hansens ufacetteredet persontegning minder hun om en påklædningsdukke, der kan påsættes uniform, medalje og humør alt efter behag.

Så er den sag, Malika og hendes gruppe opklarer, noget mere speget. Her er der glimtvis tilløb til, at bogen kunne være blevet spændende. Jeg tænker på den gamle bedstemor i Gdansk, men især på kapitlerne med en bordelbesøgende bankmand i Belgien, som sammen med en nonne redder en kinesisk pige ud af kløerne på bogens skrupelløse skurke. Her er det lige før, man bliver grebet.

Dømt til at sælge godt

Men i det store hele er Bech Hansen god til at aflive fine idéer med ubehjælpsomme parallelhandlinger og uinspirerende genfortællinger af, hvordan personerne går og har det. Hvis det på nogen måde har hold i virkeligheden, at det kan lykkes Malika at optrevle en internatonal bande af menneskehandlende uslinge, mens hun efterforsker nedskydningen af en dansk advokat i Centeret i Tuborg Havn, er det naturligvis kun glædeligt.

En krimi skrevet af en tidligere politidirektør er med garanti dømt til at sælge godt, så man kan ikke fortænke forlaget i at slå til og udgive resultatet lige meget hvad. Nu mangler vi så bare, at en af vores begavede og hårdtarbejdende krimiforfattere annoncerer, at de ville være politidirektør, når han eller hun bliver pensioneret.