Poeterne og parforholdet

Der er kroppe, kærlighed og samliv i fire aktuelle digtsamlinger med Mette Moestrups sorte album som hovednummeret, der jonglerer med sprogets muligheder.

Fem ud af seks stjerner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Poesien lever og har det godt. Mens de store bogforlags bundlinjer sættes på dagsordenen, og krimibølgen skyller ind over bogverdenen, så pibler poesien - også som en slags modsprog - frem af revner og sprækker.

Digtene breder sig på nettet, ved oplæsningsarrangementer og på alternative forlag, men også på de etablerede forlags udgivelsesprogrammer har lyrikken midt i den skærpede bestsellerjagt sin faste plads, og digtene afsendes fra meget forskellige positioner. Fire aktuelle bøger illustrerer det brogede billede. På bordet ligger både den solide veteran med de forholdsvis mange udgivelser bag sig, den unge debutant, lyrikeren, der er hentet op fra undergrunden, og den mere mediefeterede stjernepoet. Fælles for de fire digtsamlinger er deres kredsen om parforhold.

Veteranen er Annemette Kure Andersen, hvis niende digtsamling, »Stedfæstelse«, er en slags opdagelsesrejse ind i kærlighedens land. En række prosapoetiske tekster på bogens venstresider har bogstavelig talt karakter af en ekspedition, hvor digtenes jeg sammen med et du hugger sig vej ad ukendte stier og frem imellem pæoner, palmer og misforståelser. Undervejs byttes roller og målet viser sig til sidst at være hjemme ved »Vejs Ende nr. 1«, hvor kærligheden forløses.

Den nærmest allegoriske rejsebeskrivelse med skæve strejf af eventyr er nu ikke det mest fængende. Tyngdepunkt er paradoksalt nok de næsten vægtløse poetiske kommentarer og stemningsanslag, der trods det beskedne antal ord breder sig ud på bogens højresider med antydninger og overvejelser også omkring selve arbejdet med ordene. »Stedfæstelse« har sine fine, skrøbelige steder og momenter, men der er også et præg af konstruktion over hele rejseprojektet.

Den unge debutant Mia Degner, til daglig billedkunstner, dyrker i »En lodret drøm« en collageform, hvor spillet med sprogets faste vendinger er et iøjnefaldende element. »Siden da er der ellers løbet meget mand i åen«, kan der for eksempel stå. Nedbrydningen af de velkendte talemåder og de nye, skæve sammenstillinger administreres fingerfærdigt, og til sprogets opbrud svarer digtenes brud mellem et jeg og et du. Kærlighedsdrømmen i Mia Degners debutdigte ligner mest en lodret løgn, og splittetheden i forhold til drømmen om det faste forhold sættes på en slags formel med linjerne »man ville sådan ønske/at man både kunne komme hjem og gå sin vej«.

Bogstavelig talt op af undergrunden springer Rasmus Halling Nielsen med bogen »Tvillingerne«, der i virkeligheden er to digtsamlinger, tidligere udsendt som private tryk. Også i »Tvillingerne« spøger et kuldsejlet forhold i baggrunden. »Jeg er ene nu«, står en isoleret linje i et digt og komprimerer det brud i et parforhold, som hører til poesiens vedvarende energikilder, og som hos Rasmus Halling Nielsen udløser en ordstrøm, hvor de syrede udsagn gentages og vendes i luften, og den faste grund skrider under læseren. Snart svinger en tekst sig »flere millioner galakser væk«, snart slår den ned i den meget nære verden og kan med den gamle digter udbryde »om lidt er kaffen klar«. Der er megen energi, gode fund og også enkelte mere løst henslængte mærkværdigheder i Rasmus Halling Nielsens digte.

Mette Moestrup er digteren, der har formået at bryde igennem alle poetiske lydmure. I »Dø, løgn, dø«, der er den første digtsamling efter »Kingsize« fra 2006, demonstrerer hun med sine mange temaer og hele viften af udtryksmidler, hvor rigt et register, hun har at spille på, og vil man virkelig have en fornemmelse af mundtligheden og den rytmisk-musikalske kraft i hendes digtning skal man gå ind på nettet og høre hende læse »Penge«, hvor også showdimensionen får sit. Remser og hårdtslående rim er vigtige virkemidler.

De fem afsnit i »Dø, løgn, dø« er vidt forskellige og rækker fra den smertefulde indlevelse i et andet menneskes død til det rene konkrete koncept i den afsluttende mobilisering af sortklædte kvinder m/k, der stilles op i trekanter. At forfølge en ide konsekvent er en af Moestrups styrker, og det gør hun mest radikalt i figurdigtene og i en stribe digte tilegnet Sapphos ukendte datter, Cleïs. Men højdepunkterne i bogen ligger alligevel i chokbearbejdelsen efter overværelsen af en kvindes spring fra 4. sal og i en række sanselige kærlighedsdigte i afsnittet »Ladies first«. I de to afsnit digtes for alvor og på meget forskellige måder med kroppen som indsats. Krop, køn, magt og afmagt, død, kærlighed, tab og fællesskab er de tematiske stikord i »Dø, løgn, dø«, og så er det vigtigt at huske glæden ved jongleringen med sprogets muligheder. »Fucking performativt«, som det hedder et sted.

De fire lyriske udspil er gode eksempler på sprogekspeditioner i forskellige retninger, men med legen, eksperimentet, afprøvningerne af de fastlagte sproglige normer som et fælles indsatsområde.



Forfatter: Annemette Kure Andersen
Titel: »Stedfæstelse«
Sider: 64
Pris:
200 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.



Forfatter: Mia Degner
Titel: »En lodret drøm«
Sider: 56
Pris: 150 kr.
Forlag: Gyldendal. 



Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Titel: »Tvillingerne«
Sider:
64
Pris: 150 kr.
Forlag: Samleren.


Forfatter: Mette Moestrup
Titel: »Dø, løgn, dø«
Sider: 176
Pris: 230 kr.
Forlag: Gyldendal.