Poesi og cost-benefit

Bøger: »Stjerne for en frafalden«Marianne Larsen er digteren, hvis stemme altid er til at genkende.

Samtidig er hun digteren, der regelmæssigt overrasker med udgivelsen af overrumplende anderledes bøger. »Stjerne for en frafalden« - hendes nye bog og sådan godt og vel nummer fyrre siden debuten i 1971 - hører til de klart anderledes med sit vildt voksende surrealistiske billedsprog, hvor dommeransigter, ældgammelt, afvisende dåbsvand og kannibaler, der gurgler hals i tilbageholdte tårer hører til forunderlighederne. Eftersøgningens røde tråd knytter de i alt 54 prosadigte sammen til en form for romandestillat, hvor det fortællende jeg - symbolsk nok en krigsinvalid med dragning mod hotelværelser - foretager sin rejse igennem samfundet drevet af »savnets energi« og i håb om »ved et gigantisk lykketræf at komme på sporet af dig«. Med træk af både den klassiske myte og de moderne livsvilkår fortæller Marianne Larsen sin tilbagevendende historie om adskillelse og om konfrontationen imellem håb og afmagt. Sære gloser dukker op i hendes prosadigte som nu for eksempel konstruktionen "cost-benefit-urelateret", men forunderligt nok falder ordet helt naturligt i digtenes surreelle sammenhæng. Det er jo lige netop det, der er tale om. Marianne Larsens poesi og eftersøgning udspiller sig i sandhed et sted fjernt fra alle samfundets traditionelle cost-benefit-beregninger.