»Plørefuld af sult«

Genudgivelsen og nyoversættelsen af Knut Hamsuns »Sult« er en sublim, stærkt urovækkende læseoplevelse.

Knut Hamsun. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle romaner øver en særlig tiltrækning på unge: På dem der stadig læser med hele sanseapparatet og endnu ikke er blaserte af for mange læseoplevelser.

En af disse romaner er J.D. Salingers »Forbandede ungdom«, som jeg genlæste for et års tid siden. Det var slet ikke samme store oplevelse som i teenageårene. Stadig god, men ikke sublim. Så det var med risiko for at ødelægge endnu et stærkt ungdomsminde, jeg åbnede nyudgivelsen af »Sult«, der er oversat af forfatteren Kim Leine efter den sidste reviderede version, Knut Hamsun foretog i 1934. Leine har også skrevet forordet, hvor der blandt andet står, at romanen stadig imponerer »helt enormt«.

Det viser sig, at han har ret. »Sult« er stadig en sublim, stærkt urovækkende læseoplevelse. Historien er velkendt, men lige et rids: En ung mand befinder sig i Oslo, der dengang hed Kristiania, og situationen beskrives sådan i de berømte åbningslinjer: »Det var på den tid, hvor jeg gik rundt og sultede i Kristiania, denne mærkelige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den.«

Mandens fortid bliver aldrig belyst, men læseren forstår, at han har haft et bedre, mere komfortabelt liv end nu, hvor han sulter så voldsomt, at han må tygge træspåner for at dulme smerten i maven og svimmelheden i hovedet. Han kan ikke sælge artikler nok til de lokale aviser til at kunne købe mad. Det er »som om hjernen løb stille ud af hovedet«, fortæller han et sted i historien, hvor han er fanget i et catch 22: Han sulter, fordi han ikke kan skrive, og han kan ikke skrive, fordi han sulter.

Hamsun tillader nu ikke sin læser at have ondt af manden, der vandrer retningsløst rundt i byen og taler med sig selv og er fuld af »forrykte indskydelser«. Han er skiftevis selvhøjtidelig, selvmedlidende og selvpåført lidende og er det under en fjendtlig, gudløs himmel, selv om omverdenens almisser – en krone her fra en redaktør, fem kroner der fra en glemt ven – virker som guddommelige gaver.

Hamsun fandt inspiration til »Sult« i sin egen ungdom i Oslo, men romanen er mere end blot en biografisk læsning om en forfatterspires første svære tid. Den skildrer så nådesløst præcist den eksistentielle sult, som æder mennesker op indefra og kun lader plads tilbage til tomheden.

Romanen blev udgivet førte gang i 1890, altså ved indgangen til det 20. århundrede, og skildrer den smerte og desorientering, der vel også præger os i dag. Alt sammen skrevet frem i et sprog, der ikke er realisme – som det ellers var sædvane i 1880erne, hvor bogen blev skrevet – men psykologisk prosa. Her er manden i Leines sikre opdatering »plørefuld af sult«, her falder sneen »i tjavser« og her skifter fortælletiden umærkeligt mellem nutid og datid og kommenterer på dén måde kroppens og virkelighedens opløsning. Og lige så abrupt manden meldte sig i historien, lige så pludseligt forlader han den på sidste side. Han tager hyre på et skib. Rejser lige så pointeløst som han kom. Som livet på jorden. Uden Gud.

Forfatter: Knut Hamsun Titel: »Sult«. Oversættelse og forord: Kim Leine. Sider: 203 s. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.