Planetbyen og parcelfascismen

De ganske korte tekster centrerer sig om menneskers sære logikker, som nu gamle Musse Schneiderman, der beder hjemmehjælpen lade døren stå på klem. Hun venter Ursula på besøg, og hun »fylder så meget, at jeg må lukke hende ind lidt ad gangen«. I en anden fortælling har en mor revideret familiehistorien med en orange Fiskars saks: »Fotoalbummene står på den nederste hylde i reolen. Den er inde i stuen, og der havde hun gjort det. Brugt saksen«. Motivet hertil er kun en antydning. Gitte Broengs tekster er hyperåbne og fulde af muligheder, som vi kender det fra Helle Helle, men i ultrakort format. 36 små linjer fylder »Dugen«, der med blid stemmeføring opridser en gruopvækkende parcelfascisme. Letheden kombineret med det luftige grafiske design, gør »Planetbyen« til en udsøgt nydelse at bære med sig i lommen.