Peter Bastian: Mesterlære

Peter Bastian skriver om sig selv og verden. Det hænger sammen.

Peter Bastian skriver om sig selv og verden. Det hænger sammen. Fold sammen
Læs mere

I 1987 udkom Peter Bastians »Ind i musikken«. Bogen blev en bestseller af de store, og Peter Bastian selv blev en efterspurgt foredragsholder, og ingen havde set det komme. Snart kendte de fleste den højintelligente speedsnakker med den karakteristiske læderjakke, og de, der fik læst bogen, fik en masse at vide om musik og bevidsthed og kosmos, og der var skeptikere. Kan man være så klog på så meget?

Sådan vil nogle måske også tænke, nu hvor han er der igen, Bastian, med en bog, der bygger på en foredragsrække på Vartov og bærer den ikke ubeskedne titel »Peter Bastian. Mesterlære. En livsfortælling«. På forsiden ses et portræt af den i dag 67-årige forfatter. Han ligner en ældre vismand. Han sætter ikke sit lys under en skæppe. Det behøver han nu heller ikke. Den Peter Bastian, der kommer én i møde på siderne, er en mand, der har meget på hjerte og usædvanlig meget at have det i. Han er jo en brillant og vidtfavnende musiker, der spiller fagot og klarinet og dyrker klassisk i Den Danske Blæserkvintet og noget helt andet i Bazar, og han har lært af vennen og mesterdirigenten Sergiu Celibidache, og han er uddannet i teoretisk fysik, så han har fast grund under fødderne, når han pointeret og passioneret skriver om det største og det mindste i kunsten og verden.

At han har mediteret og levet i cølibat og vandret Lapland tyndt er eksempler på den spirituelle side af hans livsfortælling, her som altid har han været målrettet og kompromisløs. Tankevækkende er også hans kontante tanker om f.eks. posititive hierarkier, den nødvendige stræben opad og det lige så nødvendige opgør med det, han ser som femininiseringen af uddannelsessystemet i fladlandet Danmark. »Mesterlære« er en ret hudløs, temmelig letlæst, nogle gange lidt bedrevidende, ofte medrivende udgivelse, hvor et liv spejler verden, og verden spejler et liv. Forlaget må gerne læse ordentlig korrektur, inden næste oplag sendes i trykken. Bogen er det værd.