Besværlige kvinder skiller man sig af med. Det har man gennem alle tider gjort, og det gør man også i den lille by Beckford, der danner den geografiske ramme i Paula Hawkins spændingsmættede og sprogligt stærke thriller »Det dybe vand«.
Ved klippen lidt længere oppe ad floden – et sted der i den lokale terminologi går under navnet Druknedybet – har en lang række kvinder gennem årene mistet livet, enten for egen hånd eller godt hjulpet på vej af andre. I dagtimerne er det et dejligt sted, hvor byens unge om sommeren tager hen og bader, men om natten og på den mørke tid af året forsvinder idyllen, og dysterheden og dødsdriften tager over.
Den enlige Jules, der egentlig hedder Julia, er kommet tilbage til barndomsbyen og –hjemmet i den gamle, nedlagte vandmølle, da hendes ældre storesøster som den seneste i rækken er fundet druknet i floden under klippen. Meget tyder på selvmord, men den lidt svage og usikre Jules tror ikke rigtig på det. Hun har imidlertid nok at gøre med at holde sammen på sig selv og styre søsterens efterladte teenagedatter, der bebrejder hende mangt og meget og blandt andet, at hun ikke har svaret på storesøsterens utallige henvendelser gennem årene.
Tavsheden fra Jules’ side skyldes en dramatisk begivenhed i barndommen, og som følge af løgn, mistolkninger og manglende dialog er den vokset til et livslangt traume for Jules, der er flygtet fra alt det, der minder hende om dengang. Den nu afdøde søster, Nel, var anderledes udadvendt og pågående, og hun skaffede sig en del fjender rundt om sig, ikke mindst da hun besluttede sig for at skrive en bog om Druknedybet og dets kvindelige ofre.
Det viser sig, at Nel ikke troede på de mange myter om selvmord, og da hun begyndte at rode rundt i en af de gamle sager, blev hun for alvor en trussel mod visse personer i byen. Og besværlige kvinder - og ikke mindst dem, der siger og skriver det, man ikke vil have skal høres eller læses - har det med at få cuttet livslinen.
Den slags kan naturligvis gøres på mere eller mindre raffineret vis. Og når den slags forsyndelser ikke er tilstrækkeligt velgennemtænkt og er styret af følelser i opkog, ender det ofte med, at den, der udfører udåden, før eller siden må stilles til regnskab for sin handling. Således også i »Det dybe vand«, hvor kvinder med mandlige kælenavne har forskellige udfordringer med deres kvindelighed, og hvor mænd og kvinder fyldt med varierende grad af kvindehad og angst for det og dem, der ikke ligner dem selv, gør alt for at ødelægge det for disse andre - og i sidste ende dem selv.
Hawkins er en fremragende forfatter, der ligesom i thrillerdebuten, »Kvinden i toget«, formår at kombinere det gode sprog med virkningsfuld spændingsopbygning, gode persontegninger og et samfundsaktuelt tema – her et underspillet kønspolitisk tema, i den forrige om alkoholmisbrug og vold i hjemmet. Netop hendes portrætter er nuancerede og dybe og som sådan sjældne for genren, og Hawkins har tillige den helt særlige evne til at gøre dem troværdige som figurer, almindelige og fejlbehæftede som os alle, men upålidelige som fortællere. De forvrænger, fortrænger, fortier og vrangfortolker, og som læser er man dejligt langt fra at kunne skille fup fra fakta, skyldige fra uskyldige.
Som i »Kvinden i toget« er opfølgeren fortalt af flere stemmer, der hver giver deres version af begivenhederne, og derfor er intet entydigt, hverken plottet eller moralen. Der er åbent for fortolkninger og fri tænkning, og »Det dybe vand« er således på ingen måde på lige så dybt vand som dem, der af den ene eller anden årsag har fjernet de besværlige kvinder.«
Titel: Det dybe vand
Forfatter: Paula Hawkins.
Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt.
Sider: 440.
Pris: 300 kr.
Forlag: Gyldendal.
