»Prøv at tage fejl igen, men tag bedre fejl.«
Paul Auster citerer Samuel Beckett for ordene, han har gjort til sine egne. Det vidner ikke bare om Austers kendskab til litteratur, men også om den beskedenhed, der præger mange af hans svar i »... en verden i ord«, hvor spørgsmålene stilles af Inge Birgitte Siegumfeldt – ph.d. i litteraturteori og lektor ved Københavns Universitet.
Bogen, der er en lærd variant af samtalebogen, er bemærkelsesværdig på flere måder. Ikke mindst fordi Siegumfeldt er den første, der har fået Auster med i så omfattende et projekt. Der er skrevet mere end 40 bøger om hans forfatterskab samt »et vognlæs af artikler«, som han selv formulerer det, men ingen med hans egen stemme i centrum.
Når han stiller op nu, skyldes det, at den 69-årige forfatter føler sig klar, »tiden er moden«, men også at dét, der er skrevet om hans 34-35 udgivelser – inden for poesi, essayistik, autobiografi og romankunst – frustrerer ham og ikke skal stå uimodsagt.
Det er naturligvis romanerne, fra »New York Trilogien« over »Moon Palace« til »Leviathan«, der har gjort Auster til en af de sidste hundrede års fineste, mest indflydelsesrige amerikanske forfattere. Men de selvbiografiske værker er lige så uomgængelige og tæller en af hans stærkeste udgivelser, nemlig »Opfindelsen af ensomhed«.
Alene titlen. Mange forfattere ville give deres liv for den, mens Auster selv er ved at dø af ærgrelse over, hvordan bogen om hans fars død er blevet fortolket: Ikke bare den, men alle hans selvbiografiske bøger er, som han siger, blevet læst som »fiktion, påfund, pseudoromaner.«
Det har rystet ham: »Jeg var meget forundret – og ked af det også. Jeg havde lagt så meget hjerteblod i at udforske disse erindrede oplevelser, jeg har gjort mig sådan en umage for at være ærlig i det, jeg skrev, og det forvirrede mig at se det forvandlet til et eller andet udspekuleret, postmodernistisk spil.«
Menneskets opløste og sammensatte liv
Jeg må indrømme, at jeg læste »Opfindelsen af ensomhed« sådan. Men nu er Auster jo forfatter, og selv om der står i »... en verden i ord«, at han taler »åbent«, så taler han som forfatter og beskytter af sit livsværk. Han er stadig »forfatteren Paul Auster«, hvis hovedmål er at styre læsningen af sine bøger derhen, hvor han synes den skal foregå.
Lyder det kynisk? Det er det måske, men det er jo indiskutabelt, at Auster her har chancen for fremstå som præcis den, han vil, i en autoriseret bog. Ikke som i interviews i aviser, hvor han ikke kan styre noget som helst. Måske er det også derfor, han udtrykker uvilje mod journalister. Det er i hvert fald til at forstå. Den langsomme, evigt nuancerende forfatter over for de hurtigt skrivende på jagt efter forsimplinger og biografiske læsninger af den til enhver tid aktuelle roman.
Det sidste huer virkelig ikke Auster. For hvordan skulle det dog være muligt at efterspore en forfatters liv i fiktionen, når forfatteren ikke engang selv ved, hvad der er digt, og hvad der er liv. Det er såvel håbløs som meningsløs gerning. Eller som Auster lader en karakter i superromanen »Leviathan« sige: »Ingen kan sige, hvor en bog kommer fra, mindst af alle den, der har skrevet den.«
Som det turde fremgå, er Auster på samme tid krævende og givende. Og for Auster-fans er det særligt fascinerende at læse om, hvordan hans tindrende gode romaner ofte er blevet til som en famlen i mørket, og om hvordan de på samme tid klare og splintrede fortællinger og genkommende temaer træder ud af dette mørke.
Om glemsel, fadersavn, tilfældets musik og meget mere, og om hvordan den færdige tekst er ukrænkelig. En big shot af en amerikansk producer ville eksempelvis filmatisere »Tilfældets musik« og spurgte, om Auster ikke lige kunne skrive et par figurer ud af manuskriptet. Filmen blev ikke til noget med dén producer.
»... en verden i ord« fungerer med sin nøgne spørgsmål/svarform og samvittighedsfulde belysning af samtlige Auster-udgivelser og er et interessant indblik i en stor forfatters tankeverden, hvor en række forfatterskaber digter med – Beckett, Chateaubriand og Nathaniel Hawthorne, for at nævne nogle få – og hvor karaktererne lever i en virkelighed af uigennemskuelige forbindelser og tilfældigheder.
På mange måder beskriver Auster det moderne menneskes opløste og sammensatte liv. Også selv om han væmmes ved den postmodernistiske læsning af hans værk.
Bogen er dog ikke uden problemer. Siegumfeldt er indimellem for ydmyg, for eftersnakkende, og den danske titel, »... en verden i ord« er heller ikke Auster – en mester i titler – værdig. På engelsk hedder bogen »A Life in Words«. Et liv i ord. Det er bedre og spiller sammen med Siegumfeldts spørgsmål og Austers arbejde og bøger. Der i flere tilfælde er geniale.
Titel: ... en verden i ord. Forfatter: Paul Auster i samtale med Inge Birgitte Siegumfeldt. Oversætter: Rasmus Hastrup. Sider: 240. Pris: 330 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
