Patti Smiths nye selvoptagelser er flere steder decideret usmagelig

I »M Train« skriver rockikonet Patti Smith selvforelsket om sin favoritcafé, sine favoritkrimier og sit fetichistiske forhold til afdøde forfatteres ting og sager.

Patti Smith: »M Train« Fold sammen
Læs mere

Når jeg vågner, sætter jeg kaffe over som det første. I løbet af de næste par timer, mens jeg er sammen med vores datter, drikker jeg to-tre kopper. Hen over resten af dagen bliver det til yderligere fem-seks krus. Og hjemme igen måske et enkelt eller to.

Er det interessant? Måske for mig, og til nød for mine allernærmeste. For alle andre er det fuldkommen ligegyldigt. Men sådan har den amerikanske sanger, sangskriver og forfatter Patti Smith det åbenbart ikke.

I erindringsbogen »M Train« drikker hun kaffe i én uendelighed. Orkede man at tælle alle de gange, hvor »kaffe« bliver nævnt via formuleringer som »bestille en ny kop kaffe«, »tylle kaffe« og »ingen servitrice, ingen kaffe«, ville tallet sikkert lande på omkring 300. Altså én gang pr. side. Mindst.

Hvorfor det er sådan, begriber jeg ikke. Det ligner mest en art sproglig tick, som hverken Smith eller redaktøren har ønsket at fjerne, selv om kaffen ikke er et ledemotiv, ikke rummer nogen tematisk antydning. Jo, hun sjosker da hen på Café ’Ino i New York hver formiddag for at skrive og tænke. Og altså drikke kaffe. Mere er der ikke i det.

Den evindelige kaffe siger desværre også noget om Smiths fokus. Eller mangel på samme. For hvor hun i sin foregående erindringsbog, »Just Kids« fra 2010, nok havde blik for sig selv, var den også fokuseret på sjælevennen Robert Mapplethorpe og på ungdommens kunstscene i New York.

Fan af »Forbrydelsen«

I »M Train« er blikket vendt indad, og det kan jo være fint nok. Men der ligger altså også – lige meget hvor ydmyg man er – en uklædelig selvhøjtidelighed gemt i at mene, at hele verden bør læse, hvordan man har haft det med dit og dat. Med kaffe. Med en café. Eller med »Forbrydelsen« og den amerikanske udgave »The Killing«. Smith kan lide dem begge, og ser skam også »CSI: Miami« og »Barnaby«.

Det er så også det eneste, der bare ligner lavkultur i »M Train«, hvor 68-årige Smith dyrker den sikre, gode smag og helst De Store Døde: Jean Genet, Jean Cocteau, Virginia Woolf, Frida Kahlo, Roberto Bolaño, Paul Bowles, William Borruoghs.

De to sidstnævnte har hun mødt og skriver om det på måder, der sjældent løfter sig meget over namedropping, og at nævne dem ligner en måde at blive associeret med dem på. Eller som Smith selv skriver mod slutningen: »Alle digtere er bumser, mumlede jeg. Gid jeg en dag må blive talt sammen med jer.

Smiths ord om, at »alle digtere er bumser«, er også sært romantiserende, overfladisk, og hun synes i det hele taget mindre optaget af deres værker end af de historier og ting, de har efterladt.

Hun dyrker deres livshistorier med overdreven intensitet og fotograferer det, de lod tilbage, med fetichistens begær: Virginia Woolfs stok, Rimbauds grav, Herman Hesses skrivemaskine.

Et par steder bliver det decideret usmageligt. Som i ordene om den gasovn, Sylvia Plath begik selvmord i: »Jeg spekulerede på, hvad der blev af ovnen. Måske fik den næste ejer et fejlfrit og rent komfur, et massivt relikvieskrin for en digters sidste tanker, og en tot lysebrunt hår, der hang fast i et metalhængsel.«

Smith har altid virket sympatisk. Men læs lige de linjer igen. Det er frygteligt. Mindre slemt, men lige så ødelæggende for bogen er det selvbillede, der indimellem afsløres. Som da Smith er i Japan og møder en kvinde ved navn Yuki: »Bag hendes smil kunne jeg se så meget andet – en knugende bedrøvelse.«

En monumental skuffelse

Det er Seeren Patti Smith, som her er på færde, og altid med en pen og notesbog ved hånden. Selvfølgelig en sort Moleskine (som i øvrigt fejlagtigt staves »Moleskin«). Samme mærke som Ernest Hemingway, Bruce Chatwin og André Breton foretrak. Naturligvis.

»M Train« har modtaget anmelderroser i udlandet, men er for mig en monumental skuffelse. Kun nogle af afsnittene om manden og faren til hendes børn, guitaristen Fred »Sonic« Smith, har noget virkelig nærværende og vedkommende over sig. Ellers fremstår Smith bare selvoptaget, forceret intellektuel, groupieagtig, snæver i sit udsyn, og sjældent særlig klog. Eller seende.

Hvordan kommer jeg så videre herfra? Jeg tror, det bliver med en kop kaffe. Den syvende i dag. Så ved I det.

Titel: »M Train«.

Forfatter: Patti Smith.

Oversætter: Charlotte Kornerup.

Sider: 300. Pris: 270 kr.

Forlag: Klim.