»Hun fortalte mig, at hun kommer fra et ribben, som er taget fra min krop. Det er yderst tvivlsomt, hvis ikke mere end det.«
Det er tirsdag i Paradis, og Adam er skeptisk. Ikke bare i forhold til forklaringen om Evas tilblivelse, men også i forhold til hendes måde at være på: Hun er i hans øjne møgirriterende.
Som det turde fremgå af det indledende citat, er »Adam og Evas dagbog« en humoristisk parafrase over en af Bibelens hjørnehistorier, men hvor »Tom Sawyers eventyr« og »Huckleberry Finn« gjorde Mark Twain til en litteraturhistorisk titan, er den lille bog fra 1931, der nu er oversat til dansk, vel stadig ukendt for de fleste.
Her er det under alle omstændigheder først Adam, der tager ordet, og man forstår, at han bruger sine dage på at jage og rejse rundt i det store område, han kalder »Parken«, hvor han besøger steder med navne som Buffalo og Niagara Falls. I Mark Twains version ligger Paradis altså i Nordamerika, hvor Adam længe synes, at Eva er både pyntesyg og narcissist.
»Hun faldt i søen i går, mens hun var ved at se sig selv i den – noget hun hele tiden gør«, som han formulerer det i en for ham typisk lakonisk stil. Anderledes forholder det sig i Evas dagbog, som er ordrig og røber et temperament, der er langt mere skønhedssøgende og fokuseret på orden: Hun beundrer stjernerne og navngiver alle steder og hvert eneste dyr, der går forbi, inden Adam overhovedet når at åbne munden. »Den ligner en dronte«, siger hun om en fugl, og det hedder den så for al eftertid.
Eva er helt modsat Adam, der bare vil gå på jagt eller hvile. Og så er det måske, at den kønsbevidste læser vågner, for er Mark Twain ikke faldet i stereotypernes fælde med sine skildringer af den ordknappe, handlingsorienterede mand og den emotionelle, intuitive, evigt talende kvinde?
Nuanceret beskrivelse af kønnene
Det er, naturligvis, mere kompliceret end som så. For det første er bibelforlægget, undskyld udtrykket, ved Gud ikke særlig nuanceret i sin beskrivelse af kønnene, og for det andet skrev Mark Twain de to dagbøger i en tid, der hvilede på værdisæt vidt forskellig fra vores.
Det er ikke desto mindre kønsstereotyperne, der indimellem gør bogen lidt altmodisch. Også den overordnende pointe om, at mand og kvinde i sidste ende hører sammen; at vi kompletterer hinanden med vores forskellige iboende træk; at vi er stærkest i et mandens og kvindens »vi« og forenet af kærligheden. Eller som Adam skriver: »Hvor end hun var, der var Paradiset.«
På den måde bliver »Adam og Evas dagbog« også en kærlighedshistorie. Men med en bitter undertone. Læseren ved jo, hvordan det går, og at deres søn Kain vil slå sin bror Abel ihjel, og dermed vil ubalancen og ulykken rulle videre uden for Paradis. Fra generation til generation til generation.
Men Mark Twains grundtone er nu humoristisk, og man bærer derfor også gerne over med nogle ulogiske omstændigheder. Som hvordan både Adam og Eva kan formulere sig så formfuldendt i deres dagbøger, endnu inden floraen og faunaen har fået navne.
Bogen kunne også godt have trængt til en ekstra korrekturgang, ligesom Kristoffer Granovs efterskrift – hvor Platon, Hannah Arendt, Immanuel Kant og hele den sædvanlige essayistiske hær trommes sammen – virker overspændt i forhold til bogens gemyt. Jeg oplever den i hvert fald ikke som noget dybt eller ambitiøst værk, men som en lille, tilstræbt naiv fortælling med smil mellem linjerne. Som sådan holder den fint, og udgiveren Atlas skal have tak for nu at gøre den tilgængelig på dansk.
Titel: Adam og Evas dagbog. Forfatter: Mark Twain Oversætter: Kathrine Tschemerinsky & Maria Marqvard Jensen. Sider: 91 sider. Pris: 120. Forlag: Atlas.
